1 Mosebok 15:17
Og det skede, der Solen var nedgangen og der var stor Mørkhed, see, da var der en Ovn, som røg, og Ildblus, som foer hen imellem disse Stykker.
Og det skede, der Solen var nedgangen og der var stor Mørkhed, see, da var der en Ovn, som røg, og Ildblus, som foer hen imellem disse Stykker.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og han sagde til ham: Jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Chaldæa, for at give dig dette Land, til at eie det.
8 Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kjende, at jeg skal eie det?
9 Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Qvie og en tre Aar gammel Gjed og en tre Aar gammel Væder, og en Turteldue og en Dueunge.
10 Og han tog ham alt dette, og deelte det midt i to, og lagde en Deel deraf tvert over for den anden; men Fuglene deelte han ikke.
11 Og der faldt Rovfugle paa Aadslerne; men Abram jog dem derfra.
12 Og det skede, der Solen vilde gaae ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og see, der faldt Forfærdelse og stor Mørkhed over ham.
13 Da sagde han til Abram: Du skal visseligen vide, at din Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle tjene de Fremmede, og disse skulle plage dem, fire hundrede Aar.
18 Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram, og sagde: Din Afkom haver jeg givet dette Land fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Phrat,
19 de Keniter og Kenisiter og Kadmoniter,
16 Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igjen; thi Amoriternes Ondskab er endnu ikke fuldkommen.
6 Og Abram drog igjennem i Landet, til det Sted Sichem, indtil More Lund; og Cananiten var da i Landet.
7 Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
3 Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
14 Og de gik over og vandrede, og Solen gik ned for dem, (der de vare nær) ved Gibea, som hører Benjamin til.
1 Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
28 Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra, og til alt Landet i den Slette; og han saae, og see, en Røg opgik af Landet, som en Røg af en Ovn.
21 Og Herren gik for dem, om Dagen i en Skystøtte, at lede dem paa Veien, og om Natten i en Ildstøtte, at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.
17 Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
18 Saa udslog Abram Paulun, og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.
18 Og jeg giver de Mænd, som overtraadte min Pagt, som ikke holdt Pagtens Ord, som de gjorde for mit Ansigt, ved Kalven, hvilken de huggede i to Stykker, og gik igjennem imellem dens Dele,
33 Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
6 Og Abraham tog Veden til Brændofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand; og de gik begge tilsammen.
20 Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Skyen og Mørket (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den Ene kom ikke til den Anden den ganske Nat.
15 Og paa den Dag, som Tabernaklet blev opreist, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var, over Tabernaklet som en Ild at see til, indtil om Morgenen.
14 Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
27 Da tog Abraham Faar og Fæ og gav Abimelech; og de gjorde begge et Forbund.
1 Og det skede i de Dage, der Amraphel var Konge i Sinear, Arioch Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Hedningernes Konge,
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.