1 Mosebok 15:17
Og det skede, der Solen var nedgangen og der var stor Mørkhed, see, da var der en Ovn, som røg, og Ildblus, som foer hen imellem disse Stykker.
Og det skede, der Solen var nedgangen og der var stor Mørkhed, see, da var der en Ovn, som røg, og Ildblus, som foer hen imellem disse Stykker.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Og han sagde til ham: Jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Chaldæa, for at give dig dette Land, til at eie det.
8Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kjende, at jeg skal eie det?
9Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Qvie og en tre Aar gammel Gjed og en tre Aar gammel Væder, og en Turteldue og en Dueunge.
10Og han tog ham alt dette, og deelte det midt i to, og lagde en Deel deraf tvert over for den anden; men Fuglene deelte han ikke.
11Og der faldt Rovfugle paa Aadslerne; men Abram jog dem derfra.
12Og det skede, der Solen vilde gaae ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og see, der faldt Forfærdelse og stor Mørkhed over ham.
13Da sagde han til Abram: Du skal visseligen vide, at din Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle tjene de Fremmede, og disse skulle plage dem, fire hundrede Aar.
18Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram, og sagde: Din Afkom haver jeg givet dette Land fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Phrat,
19de Keniter og Kenisiter og Kadmoniter,
16Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igjen; thi Amoriternes Ondskab er endnu ikke fuldkommen.
6Og Abram drog igjennem i Landet, til det Sted Sichem, indtil More Lund; og Cananiten var da i Landet.
7Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
1Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
2Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
3Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
14Og de gik over og vandrede, og Solen gik ned for dem, (der de vare nær) ved Gibea, som hører Benjamin til.
1Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
28Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra, og til alt Landet i den Slette; og han saae, og see, en Røg opgik af Landet, som en Røg af en Ovn.
21Og Herren gik for dem, om Dagen i en Skystøtte, at lede dem paa Veien, og om Natten i en Ildstøtte, at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.
17Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
18Saa udslog Abram Paulun, og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.
18Og jeg giver de Mænd, som overtraadte min Pagt, som ikke holdt Pagtens Ord, som de gjorde for mit Ansigt, ved Kalven, hvilken de huggede i to Stykker, og gik igjennem imellem dens Dele,
33Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.
16Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
6Og Abraham tog Veden til Brændofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand; og de gik begge tilsammen.
20Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Skyen og Mørket (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den Ene kom ikke til den Anden den ganske Nat.
15Og paa den Dag, som Tabernaklet blev opreist, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var, over Tabernaklet som en Ild at see til, indtil om Morgenen.
14Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
27Da tog Abraham Faar og Fæ og gav Abimelech; og de gjorde begge et Forbund.
1Og det skede i de Dage, der Amraphel var Konge i Sinear, Arioch Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Hedningernes Konge,
23Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.