1 Mosebok 18:10
Og En sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og see, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Paulunets Dør, og den var bag ham.
Og En sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og see, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Paulunets Dør, og den var bag ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder; det gik ikke mere Sara efter Qvinders Skik.
12 Og Sara loe ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efterat jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel.
13 Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor loe Sara og sagde: Mon jeg og visseligen skal føde, dog jeg, jeg er gammel?
14 Skulde nogen Ting være underlig for Herren? Til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.
15 Og Sara negtede og sagde: Jeg loe ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nei, thi du loe.
9 Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru? og han svarede: See, (hun er) i Paulunet.
1 Og Herren besøgte Sara, saasom han havde sagt; og Herren gjorde Sara, eftersom han havde talet.
2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
9 Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.
15 Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til (mange) Hedninger; Folks Konger skulle vorde af hende.
17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og loe; og han sagde i sit Hjerte: Skulde mig fødes (et Barn), jeg, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
36 Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.
16 Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
17 Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev ham født.
6 Da sagde Sara: Gud haver gjort mig en Latter; hver den, som dette hører, maa lee ad mig.
7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara haver givet Børn at die? thi jeg haver født en Søn i hans Alderdom.
2 Og Sarai sagde til Abram: See nu, Herren haver tillukket mig, at jeg kan ikke føde; Kjære, gak til min Pige, maaskee jeg kunde bygges af hende; og Abram adlød Sarai Røst.
5 Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederqvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I over til eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du haver sagt.
6 Og Abraham skyndte sig til Paulunet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemeel, ælt og bag Kager.
11 Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han mod dem fra (sit) Pauluns Dør, og bøiede sig til Jorden.
12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenesteqvinde; i hvadsomhelst Sara skal sige dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.
18 Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Liv i Abimelechs Huus, for Sara, Abrahams Hustrues, Skyld.
5 Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?
6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.
10 Og Herrens Engel sagde til hende: Jeg vil gjøre din Afkom meget mangfoldig, at den ikke skal tælles for Mangfoldighed.
19 Saa gik Abraham tilbage til sine Drenge, og de gjorde sig rede og fore tilsammen til Beershaba; thi Abraham boede i Beershaba.
11 Og det skede, der han nærmede sig at komme til Ægypten, sagde han til Sarai, sin Hustru: See nu, jeg veed, at du er en deilig Qvinde at see til.
2 Og Abraham sagde om Sara, sin Hustru: Hun er min Søster; saa udsendte Abimelech, Kongen af Gerar, og tog Sara.
19 og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
40 Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg haver vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Reise, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Huus.
13 Og det skede, den Tid Gud lod mig vanke hid og did af min Faders Huus, da sagde jeg til hende: Denne er den Barmhjertighed, som du skal gjøre imod mig: Paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, saa siig om mig: Han er min Broder.
4 Og see, Herrens Ord skede til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig, men den, som skal udkomme af dit Liv, han, han skal arve dig.