1 Mosebok 21:1
Og Herren besøgte Sara, saasom han havde sagt; og Herren gjorde Sara, eftersom han havde talet.
Og Herren besøgte Sara, saasom han havde sagt; og Herren gjorde Sara, eftersom han havde talet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
3Og Abraham kaldte sin Søns Navn, den, som ham var født, som Sara havde født ham, Isak.
4Og Abraham omskar Isak, sin Søn, der han var otte Dage gammel, saasom Gud havde befalet ham.
5Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev ham født.
6Da sagde Sara: Gud haver gjort mig en Latter; hver den, som dette hører, maa lee ad mig.
7Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara haver givet Børn at die? thi jeg haver født en Søn i hans Alderdom.
9Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru? og han svarede: See, (hun er) i Paulunet.
10Og En sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og see, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Paulunets Dør, og den var bag ham.
11Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder; det gik ikke mere Sara efter Qvinders Skik.
12Og Sara loe ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efterat jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel.
13Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor loe Sara og sagde: Mon jeg og visseligen skal føde, dog jeg, jeg er gammel?
14Skulde nogen Ting være underlig for Herren? Til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igjen ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.
15Og Sara negtede og sagde: Jeg loe ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nei, thi du loe.
21Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.
15Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
16Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til (mange) Hedninger; Folks Konger skulle vorde af hende.
17Og Abraham faldt paa sit Ansigt og loe; og han sagde i sit Hjerte: Skulde mig fødes (et Barn), jeg, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?
9Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
19Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
11Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
17Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelech og hans Hustru og hans Tjenesteqvinder, og de fødte.
18Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Liv i Abimelechs Huus, for Sara, Abrahams Hustrues, Skyld.
36Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.
21Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
2Og Sarai sagde til Abram: See nu, Herren haver tillukket mig, at jeg kan ikke føde; Kjære, gak til min Pige, maaskee jeg kunde bygges af hende; og Abram adlød Sarai Røst.
1Og Abraham var gammel, vel ved Alder; og Herren havde velsignet Abraham i Alting.
2Og Abraham sagde om Sara, sin Hustru: Hun er min Søster; saa udsendte Abimelech, Kongen af Gerar, og tog Sara.
1Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
15Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.
16Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
1Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
12Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenesteqvinde; i hvadsomhelst Sara skal sige dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.
22Og det skede paa den samme Tid, da talede Abimelech og Picol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gjør.
19og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;