1 Mosebok 18:17

Original Norsk Bibel 1866

Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det jeg gjør?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Amos 3:7 : 7 Sandelig, den Herre Herre skal ikke gjøre Noget, uden han aabenbarer sin Hemmelighed for sine Tjenere, Propheterne.
  • Sal 25:14 : 14 Herrens Løndom hører dem til, som ham frygte, og hans Pagt, at han lader dem vide den.
  • Joh 15:15 : 15 Jeg kalder eder ikke længere Tjenere, thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men eder haver jeg kaldet Venner, thi alt det, som jeg haver hørt af min Fader, haver jeg kundgjort eder.
  • 1 Mos 19:24 : 24 Og Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovel og Ild fra Herren af Himmelen.
  • 2 Kong 4:27 : 27 Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, da holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende (derfra), og den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskeligen bedrøvet i hende, og Herren haver skjult det for mig og ikke givet mig det tilkjende.
  • 2 Krøn 20:7 : 7 Haver du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands Indbyggere fra dit Folks Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindeligen?
  • Jak 2:23 : 23 Og Skriften blev opfyldt, som siger: Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldet Guds Ven.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 80%

    18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.

    19 Thi jeg kjender ham, at han vil byde sine Børn og sit Huus efter sig, at de skulle bevare Herrens Vei, til at gjøre Retfærdighed og Ret, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.

    20 Og Herren sagde: Efterdi det Skrig af Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,

    21 (da) vil jeg nu fare ned og see, om de have gjort fuldkommeligen efter det Skrig, som er kommet for mig; eller om ikke, vil jeg vide det.

    22 Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.

    23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige?

    24 Der maatte maaskee være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden; vil du og ødelægge, og ei spare det Sted for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld, som kunde (være) derinde?

    25 Det være langt fra dig at gjøre efter denne Viis, at ihjelslaae den Retfærdige med den Ugudelige, at den Retfærdige skulde være ligesom den Ugudelige, det være langt fra dig, den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gjøre Ret?

    26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve Retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare det ganske Sted for deres Skyld.

    27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, alligevel jeg er Støv og Aske.

    28 Der maatte maaskee fattes fem i de halvtredsindstyve Retfærdige, vilde du fordærve al Staden for de Fems Skyld? og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den, om jeg finder fem og fyrretyve der

    29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaskee findes fyrretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det for de Fyrretyves Skyld.

    30 Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale: Der kunde maaskee findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det, om jeg finder der tredive.

    31 Og han sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren: Der maatte maaskee findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve (den) for de Tyves Skyld.

    32 Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale aleneste denne Gang: Der maatte maaskee findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den for de Ti's Skyld.

    33 Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.

  • 78%

    15 Og Sara negtede og sagde: Jeg loe ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nei, thi du loe.

    16 Saa stode Mændene op derfra og saae hen imod Sodoma; og Abraham gik med dem, til at ledsage dem.

  • 75%

    17 Og han sagde: Hvad er det for et Ord, som han sagde til dig? Kjære, dølg Intet for mig; Gud gjøre dig saa og lægge saa dertil, dersom du dølger for mig et Ord af alle de Ord, som han talede til dig.

    18 Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte (dem) ikke for ham; og han sagde: Han er Herren, han gjøre, hvad som er godt for hans Øine!

  • 13 Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor loe Sara og sagde: Mon jeg og visseligen skal føde, dog jeg, jeg er gammel?

  • 74%

    2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.

    3 Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:

  • 1 Og Herren havde sagt til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Huus, til det Land, som jeg vil vise dig.

  • 72%

    1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.

    2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han mod dem fra (sit) Pauluns Dør, og bøiede sig til Jorden.

    3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.

  • 72%

    10 Og Abimelech sagde til Abraham: Hvad saae du paa, at du gjorde dette Stykke?

    11 Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.

  • 14 Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.

  • 71%

    27 Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, der, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt.

    28 Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra, og til alt Landet i den Slette; og han saae, og see, en Røg opgik af Landet, som en Røg af en Ovn.

  • 18 Da kaldte Pharao ad Abram og sagde: Hvi haver du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke tilkjende, at hun er din Hustru?

  • 1 Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.

  • 16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,

  • 20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:

  • 15 Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.

  • 71%

    17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og loe; og han sagde i sit Hjerte: Skulde mig fødes (et Barn), jeg, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?

    18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!

  • 1 Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.

  • 70%

    17 Og det skede, der de havde udledet dem udenfor, da sagde En: Frels dit Liv, see ikke bag dig, og bliv ikke i al denne Slette; frels dig paa Bjerget, at du ikke ødelægges.

    18 Da sagde Loth til dem: Ak nei, Herre!

  • 21 Da sagde han til ham: See, jeg haver og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omkaste den Stad, som du haver talet om.

  • 11 Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: Abraham, Abraham! og han sagde: See, her er jeg.

  • 17 Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.

  • 70%

    2 Da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Drag ikke ned i Ægypten, bo i det Land, hvilket jeg siger til dig.

    3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.

  • 22 Og han lod af at tale med ham, og Gud foer op fra Abraham.