1 Mosebok 19:7
Og han sagde: Mine Brødre, Kjære, gjører (dem) ikke Ondt.
Og han sagde: Mine Brødre, Kjære, gjører (dem) ikke Ondt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8See, Kjære, jeg haver to Døttre, som ikke have kjendt Mand, Kjære, jeg vil lede dem ud til eder, gjører saa med dem, hvad eder godt synes; aleneste gjører disse Mænd Intet, thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge.
9Og de sagde: Gak bedre hid! og de sagde: Denne Ene er kommen til at være en Fremmed (her), og vil endeligen dømme; nu, vi ville gjøre dig mere Ondt, end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Loth, og traadte til at bryde Døren op.
10Da udrakte Mændene deres Hænder, og toge Loth ind til sig i Huset, og lukkede Døren.
11Og de Mænd, som vare for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade Liden og Stor, og de søgte med Møie at finde Døren.
12Da sagde de Mænd til Loth: Haver du endnu her nogen Svigersøn, eller dine Sønner, eller dine Døttre, eller Nogen, som dig hører til i Staden, før (dem) ud af dette Sted.
13Thi vi skulle fordærve dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at fordærve det.
14Og Loth gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døttre, og sagde: Staaer op, gaaer ud af dette Sted, thi Herren vil fordærve Staden; men han syntes for sine Svigersønners Øine, som han gjækkede.
15Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Loth og sagde: Staa op, tag din Hustru og dine to Døttre, som ere tilstede, at du ikke og ødelægges i Stadens Misgjerning.
16Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden, og hans Hustru ved Haanden, og hans to Døttre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham; og de ledede ham ud og lode ham blive udenfor Staden.
17Og det skede, der de havde udledet dem udenfor, da sagde En: Frels dit Liv, see ikke bag dig, og bliv ikke i al denne Slette; frels dig paa Bjerget, at du ikke ødelægges.
18Da sagde Loth til dem: Ak nei, Herre!
19See nu, din Tjener haver fundet Naade for dine Øine, og du haver ladet din Miskundhed blive stor, som du haver beviist mig, at lade mig leve; og jeg, jeg kan ikke frie mig paa Bjerget, mig maatte komme noget Ondt til, at jeg døde.
22Der de nu gjorde deres Hjerter tilgode, see, da omringede Mændene af Staden, Mænd, (som vare) Belials Børn, Huset og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, (som var) Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Huus, at vi kunne kjende ham.
23Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre! Kjære, gjører ikke Ondt, efterat denne Mand er kommen i mit Huus, saa gjører ikke denne Daarlighed.
24See, (her er) min Datter, (som er) Jomfru, og hans Medhustru, Kjære, dem vil jeg udføre, og dem maae I krænke, og gjøre ved dem, hvad som godt er for eders Øine; men gjører ikke denne daarlige Gjerning mod denne Mand.
4(Men) førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade Ung og Gammel, det ganske Folk allesteds fra.
5Og de kaldte ad Loth og sagde til ham: Hvor ere de Mænd, som kom til dig inat? led dem ud til os, at vi maae kjende dem.
6Da gik Loth ud til dem ad Døren, og lukkede Døren efter sig.
1Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Loth sad i Sodoma Port; og der Loth saae dem, da stod han op (og gik) dem imøde, og bøiede Ansigtet til Jorden.
2Og han sagde: See, mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Huus, og bliver (her) inat, og lader toe eders Fødder, saa maae I staae aarle op og gaae eders Vei; og de sagde: Nei, men vi ville blive paa Gaden inat.
29Og det skede, der Gud fordærvede de Stæder i den Slette, da kom Gud Abraham ihu; og han lod lede Loth ud midt af Omkastelsen, der han omkastede de Stæder, som Loth boede udi.
30Og Loth gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døttre med ham; thi han frygtede at blive i Zoar; og han blev i Hulen, han og begge hans Døttre.
31Da sagde den Førstefødte til den Yngste: Vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Viis.
22Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.
23Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige?
24Der maatte maaskee være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden; vil du og ødelægge, og ei spare det Sted for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld, som kunde (være) derinde?
25Det være langt fra dig at gjøre efter denne Viis, at ihjelslaae den Retfærdige med den Ugudelige, at den Retfærdige skulde være ligesom den Ugudelige, det være langt fra dig, den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gjøre Ret?
26Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve Retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare det ganske Sted for deres Skyld.
7og udfriede den retfærdige Loth, som plagedes ved de Ugudeliges uteerlige Omgjængelse,
8— thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de ryggesløse Gjerninger, som han saae og hørte —
20Og Herren sagde: Efterdi det Skrig af Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,
12Abram boede i Canaans Land, og Loth boede i de Stæder i Sletten, og udslog Pauluner indtil Sodoma.
13Og de Mænd i Sodoma vare onde og syndede saare mod Herren.
8Og Abram sagde til Loth: Kjære, lad ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere Mænd, (som ere) Brødre.
35Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Viin at drikke; saa gjorde den Yngste sig rede og laae hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun opstod.
36Saa undfik begge Loths Døttre af deres Fader.
7Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
21Da sagde han til ham: See, jeg haver og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omkaste den Stad, som du haver talet om.
22Skynd dig, red dig der! thi jeg kan Intet gjøre, før du kommer derhen. Derfor kaldes den Stads Navn Zoar.
29Men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovel af Himmelen og ødelagde dem alle.
30Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale: Der kunde maaskee findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det, om jeg finder der tredive.
31Og han sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren: Der maatte maaskee findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve (den) for de Tyves Skyld.
32Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale aleneste denne Gang: Der maatte maaskee findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den for de Ti's Skyld.
12Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder, krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gjøre i Israel; gjør ikke denne Daarlighed.
3Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.
17Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det jeg gjør?