1 Mosebok 31:44
Saa kom nu, lad os gjøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.
Saa kom nu, lad os gjøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
47Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.
48Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne idag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead,
49og Mizpa; thi han sagde: Herren skal see til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne.
50Dersom du vil gjøre mine Døttre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døttre, (da er her vel) ikke en Mand hos os, (men) see, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
51Og Laban sagde til Jakob: See, denne Hob, og see, det Kjendemærke, som jeg haver opreist imellem mig og imellem dig,
52denne Hob skal væer Vidne, og det Kjendemærke skal være Vidne, at jeg skal ikke fare til dig over denne Hob, og at du skal ikke fare til mig over denne Hob og dette Kjendemærke, til det Onde.
53Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svoer ved sin Faders Isaks Rædsel.
42Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud, og Isaks Rædsel havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud haver seet min Elendighed og mine Hænders Møie, og straffede dig igaar Nat.
43Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døttre ere mine Døttre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Qvæg er mit Qvæg, og alt det, du seer, er mit; hvad kan jeg gjøre disse mine Døttre idag, eller deres Sønner, som de have født?
28Og de svarede: Vi see klarligen, at Herren er med dig, derfor sagde vi: Kjære, lad være en Ed imellem os (indbyrdes), imellem os og imellem dig, og vi ville gjøre et Forbund med dig,
45Da tog Jakob en Steen og reiste den op til et Kjendemærke.
19Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand; bliv hos mig.
34Da sagde Laban: See, gid det maa være, som du haver sagt!
13Og det skede, der Laban hørte det Rygte om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham, og tog ham i Favn og kyssede ham, og ledede ham i sit Huus; da fortalte han Laban alle disse Ting
14Da sagde Laban til ham: Sandeligen, du er mit Been og mit Kjød; og han blev hos ham en Maaneds Tid.
15Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for Intet? siig mig, hvad din Løn skal være.
27Da sagde Laban til ham: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, (da bliv hos mig;) jeg haver erfaret, at Herren haver velsignet mig for din Skyld.
28Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.
29Og han sagde til ham: Du veed selv, hvormed jeg haver tjent dig, og hvad dit Fæ haver været hos mig.
30Thi det var lidet, som du havde, før jeg (kom), men nu er det mangfoldeligen udbredt, og Herren haver velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gjøre Noget for mit eget Huus?
31Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? og Jakob sagde: Du skal ikke give mig Noget; dersom du vil gjøre mig dette Stykke, saa vil jeg fremdeles føde og vogte dine Faar.
12Og han sagde: Løft nu op dine Øine, og see, alle Bukkene, som springe paa Qvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg haver seet alt det, Laban gjør dig.
13Jeg er den Gud, (som aabenbaredes dig) i Bethel, der, hvor du salvede et Kjendemærke, der, hvor du gjorde mig Løfte; gjør dig nu rede, far ud af dette Land og vandre igjen til din Slægts Land.
14Da svarede Rachel og Lea, og sagde til ham: Have vi endnu Deel og Arv i vor Faders Huus?
25Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaget sit Paulun paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog (Paulun) paa det Bjerg Gilead.
26Da sagde Laban til Jakob: Hvad haver du gjort, at du haver stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døttre, ligesom fangne ved Sværd?
2Og Jakob saae Labans Ansigt; og see, det var ikke imod ham, som tilforn.
3Da sagde Herren til Jakob: Far tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.
4Da sendte Jakob og lod kalde Rachel og Lea paa Marken til sit Qvæg.
21Og Jakob sagde til Laban: Giv mig min Hustru; thi min Tid er fuldkommet, og jeg vil gaae ind til hende.
22Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen, og gjorde et Gjæstebud.
36Da blev Jakob vred og trættede med Laban, og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du saa grummelig forfølger mig?
37Efterdi du haver følet og randsaget alt mit Tøi, hvad haver du fundet af alt dit Huses Tøi? læg det her for mine Brødre og dine Brødre, at de maae dømme imellem os to.
31Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døttre fra mig.
32(Men) hos hvilken du finder dine Guder, den skal ikke leve; undersøg for vore Brødre det, dig tilhører hos mig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rachel havde stjaalet dem.
16Derfor, al den Rigdom, som Gud haver borttaget fra vor Fader, den hører os til og vore Børn; og gjør nu alt det, som Gud haver sagt til dig.
41Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.
12at du skal træde over i Herrens din Guds Pagt og i hans Ed, som Herren din Gud gjør med dig idag;
30Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og Drengen er ikke med os, efterdi hans Sjæl er bunden til Drengens Sjæl,