1 Mosebok 31:2
Og Jakob saae Labans Ansigt; og see, det var ikke imod ham, som tilforn.
Og Jakob saae Labans Ansigt; og see, det var ikke imod ham, som tilforn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Da sagde Herren til Jakob: Far tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.
4Da sendte Jakob og lod kalde Rachel og Lea paa Marken til sit Qvæg.
5Og han sagde til dem: Jeg seer eders Faders Ansigt, at det er ikke imod mig, som tilforn; men min Faders Gud haver været med mig.
1Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob haver taget Alt, hvad vor Faders var, og af vor Faders faaet al denne Rigdom.
12Og han sagde: Løft nu op dine Øine, og see, alle Bukkene, som springe paa Qvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg haver seet alt det, Laban gjør dig.
51Og Laban sagde til Jakob: See, denne Hob, og see, det Kjendemærke, som jeg haver opreist imellem mig og imellem dig,
24Men Gud kom til Laban, den Syrer, i en Drøm om Natten, og sagde til ham: Forvar dig, at du ei taler med Jakob enten Godt eller Ondt.
25Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaget sit Paulun paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog (Paulun) paa det Bjerg Gilead.
26Da sagde Laban til Jakob: Hvad haver du gjort, at du haver stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døttre, ligesom fangne ved Sværd?
36Da blev Jakob vred og trættede med Laban, og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du saa grummelig forfølger mig?
20Og Jakob stjal Labans, den Syrers, Hjerte, idet han gav ham ikke tilkjende, at han flyede.
21Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede, og foer over Floden, og vendte sit Ansigt imod det Bjerg Gilead.
22Og paa den tredie Dag blev det Laban tilkjendegivet, at Jakob flyede.
55Men om Morgenen stod Laban aarle op, og kyssede sine Sønner og sine Døttre, og velsignede dem; og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.
30Og nu, du vilde endeligen vandre, efterdi du længtes saare til din Faders Huus, hvi haver du stjaalet mine Guder?
31Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døttre fra mig.
32(Men) hos hvilken du finder dine Guder, den skal ikke leve; undersøg for vore Brødre det, dig tilhører hos mig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rachel havde stjaalet dem.
33Da gik Laban ind i Jakobs Paulun og i Leas Paulun og i begge Tjenesteqvindernes Paulun, og fandt (dem) ikke; saa gik han fra Leas Paulun og kom i Rachels Paulun.
34Da sagde Laban: See, gid det maa være, som du haver sagt!
13Og det skede, der Laban hørte det Rygte om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham, og tog ham i Favn og kyssede ham, og ledede ham i sit Huus; da fortalte han Laban alle disse Ting
14Da sagde Laban til ham: Sandeligen, du er mit Been og mit Kjød; og han blev hos ham en Maaneds Tid.
15Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for Intet? siig mig, hvad din Løn skal være.
42Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud, og Isaks Rædsel havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud haver seet min Elendighed og mine Hænders Møie, og straffede dig igaar Nat.
43Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døttre ere mine Døttre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Qvæg er mit Qvæg, og alt det, du seer, er mit; hvad kan jeg gjøre disse mine Døttre idag, eller deres Sønner, som de have født?
44Saa kom nu, lad os gjøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.
20Og I skulle ogsaa sige: See, din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skjenk, den, som gaaer for mig, og siden see hans Ansigt; kanskee han antager min Person.
25Og det skede om Morgenen, see, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? haver jeg ikke tjent hos dig for Rachel? og hvi haver du bedraget mig?
26Og Laban sagde: Det skeer ikke saa paa vort Sted, at man giver den Yngste før den Førstefødte.
10Og Jakob sagde: Nei Kjære, dersom jeg nu haver fundet Naade for dig, da annam min Skjenk af min Haand; thi derfor saae jeg dit Ansigt, som naar man kunde see Guds Ansigt, og jeg behagede dig.
40Saa lod Jakob skille Lammene ad, og skikkede Faarenes Ansigter mod det Brogede og alt det Sorte iblandt Labans Faar, og gjorde sig Hjorde for sig alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord.
27Da sagde Laban til ham: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, (da bliv hos mig;) jeg haver erfaret, at Herren haver velsignet mig for din Skyld.
36Og han gjorde tre Dages Reise imellem sig og Jakob; og Jakob vogtede Labans Hjorde, som overbleve.
10Og det skede, der Jakob saae Rachel, sin Morbroders Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen af Hullet paa Brønden, og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
5Og han sagde til dem: Kjende I Laban, Nachors Søn? og de sagde: Vi kjende ham.