Hebreerbrevet 11:9
Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Formedelst Tro blev Enoch borttagen, at han ikke skulde see Døden, og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud.
6 Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
7 Formedelst Tro var det, at Noah, advaret af Gud om det, som endnu ikke saaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.
8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
10 thi han forventede den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
11 Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
13 I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
14 Thi de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland.
16 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han haver beredt dem en Stad.
17 Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
19 thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde; og i en Lighed dermed fik han ham ogsaa tilbage.
20 Formedelst Tro om det Tilkommende velsignede Isak Jakob og Esau.
26 da han agtede Christi Forsmædelse for større Rigdom, end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae hen til Belønningen.
27 Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hart ved den Usynlige, som om han saae ham.
28 Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodsbestænkelsen, at den, som ødelagde de Førstefødte, skulde ikke røre dem.
39 Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
1 Og Jakob boede i det Land, som hans Fader havde været fremmed udi, som var i det Land Canaan.
1 Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast Overbeviisning om, det, som ikke sees.
2 Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
3 Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne til af dem, der ikke vare tilsyne.
3 og han sagde til ham: Gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.
4 Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og der hans Fader var død, bød (Gud) ham flytte derfra til dette Land, som I nu boe udi.
5 Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; og (dog) lovede han ham at give ham det til Besiddelse, og hans Afkom efter ham, enddog han intet Barn havde.
6 Men Gud sagde saaledes, at hans Afkom skulde boe som Udlendinge udi et fremmed Land, og de skulde gjøre den til Trælle og handle ilde med den i fire hundrede Aar.
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
12 saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
9 Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
18 Saa udslog Abram Paulun, og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.
3 Og han drog i sine Reiser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Paulun var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai,
6 Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
15 Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
4 Og jeg haver ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Canaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
17 — som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18 Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
19 og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
34 Og Abraham var fremmed i Philisternes Land en lang Tid.
6 men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
4 Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
14 thi vi have her ikke en blivende Stad, men søge efter den tilkommende.
6 Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
5 Men og Loth, som vandrede med Abram, havde Faar og Fæ og Pauluner.
22 Formedelst Tro erindrede Joseph, der han døde, Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Been.
1 Og Herren havde sagt til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Huus, til det Land, som jeg vil vise dig.