Jesaja 18:4
Thi saa haver Herren sagt til mig: Jeg vil være stille og see til i min Bolig, ligesom en klar Hede over en Urt, som en tyk Sky med Dug i Høstens Hede.
Thi saa haver Herren sagt til mig: Jeg vil være stille og see til i min Bolig, ligesom en klar Hede over en Urt, som en tyk Sky med Dug i Høstens Hede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Thi før Høsten, naar Knopperne ere fuldkomne, og Blomsterne (ere blevne til) sure Druer, som blive modne, da skal man afskjære Rankerne med Seglene, og borttage, (ja) afhugge Qvistene.
5Jeg vil læge deres Afvendelse, jeg vil elske dem frivilligen; thi min Vrede er vendt fra dette (Folk).
5Og Herren skal skabe over hver Bolig paa Zions Bjerg og dens Forsamlinger en Sky om Dagen, og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være en Beskyttelse over alt det, som er herligt.
6Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.
18Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).
19Men det skal hagle, naar man gaaer ned til Skoven, og Staden skal nedtrykkes i det Lave.
5Som Heden paa et tørt Sted, (saa) skal du nedtrykte de Fremmedes Bulder; (som) Heden, (dæmpet) ved en Skygge af en tyk Sky, skal de Forfærdeliges Sang ydmyges.
12Thi (der skal være) Fredens Sæd: Viintræet skal give sin Frugt, og Jorden give sin Grøde, og Himlene give deres Dug, og jeg vil lade dette Folks Overblevne arve alle disse Ting.
2Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal skyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter.
4og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaaer, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Græsset (voxer) af Jorden af Solskin efter Regnen.
7Og det Overblevne af Jakob skal være iblandt Hedningerne, midt iblandt mange Folk, som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar han gaaer over, da nedtræder og sønderriver han, og der er Ingen, som redder.
19Og de skulle komme og nedlade sig allesammen i de øde Dale og i Klippernes Rifter og i alle Tornebuskene og i alle priselige (Steder).
10Derfor lukke Himlene sig til over eder, at (de) ikke (give) Dug, og Jorder haver tillukket for sin Grøde.
11Paa den samme Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: (Der kommer) et tørt Veir paa de høie (Steder) i Ørken, paa mit Folks Datters Vei, ikke til at kaste (Korn) og ei til at rense.
7Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
1Thi see, Dagen kommer, der brænder som en Ovn; da skulle alle Hovmodige og hver, som gjør Ugudelighed, være Halm, og den Dag, den, som kommer, skal optænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og den skal ikke lade dem Rod eller Green.
5Og han skal være, som (naar) en Høstmand sanker det staaende Korn, og hans Arm høster Ax, og han skal være som den, der samler Ax i Rephaims Dal.
6Han skal fare ned som Regn paa det afhugne (Græs), som Draaber, der vædske Jorden.
8Thi han skal være ligesom et Træ, Plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved en Bæk, og han skal ikke frygte, naar der kommer Hede, og hans Blad skal være grønt, og han skal ikke sørge, naar et tørt Aar (kommer), og ikke lade af at bære Frugt.
27Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
4Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
6Og jeg vil gjøre den øde, den skal ikke beskjæres, ei heller hakkes, men der skal opvoxe Torne og Riis; og jeg vil byde over de tykke Skyer, at de ikke regne derpaa.
7Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
19Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.
23Paa Israels høie Bjerg vil jeg plante det, og det skal faae Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ, og allehaande Fugle, Allehaande, som haver Vinger, skulle boe under det, de skulle boe under dets Grenes Skygge.
24Og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, Herren, jeg haver fornedret et høit Træ, ophøiet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt, og gjort et tørt Træ grønt; jeg, Herren, jeg haver talet det og gjort det.
14Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
4Thi saa sagde Herren til mig: Ligesom en Løve og en ung Løve brøler over sit Rov, om end mangfoldige Hyrder (tilhobe) kaldes imod den, (ja) forskrækkes ikke for deres Røst, og ydmyger sig ikke for deres Bulder, saa skal den Herre Zebaoth nedfare at stride for Zions Bjerg og for dets Høie.
27at det mætter de øde og ødelagte (Stæder), og gjør, at Græsset opvoxer og udkommer.
7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
3Alle I Indbyggere i Jorderige, og I, som boe paa Jorden, I skulle see dee, naar man opløfter Banner paa Bjergene, (og) I skulle høre, naar man blæser i Trompeten.
4Men de skulle boe, hver under sit Viintræ og under sit Figentræ, og der skal Ingen forfærde (dem); thi den Herre Zebaoths Mund haver talet det.
26Og de, som boe deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der visner, før det staaer (i Ax).
13Thi saa skal det gaae midt i Landet, midt iblandt Folket, som (naar) man haver rystet et Olietræ, (og) som med (overblevne) Viinqviste, naar Viinhøsten er endt.
8Derfor, bier efter mig, siger Herren, til den Dag, jeg vil opstaae til Rov; thi (det er) min Dom, at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, at udøse min Fortørnelse over dem, (ja) al min grumme Vrede; thi alt Landet skal fortæres ved min Nidkjærheds Ild.
1Begjærer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid, af Herren, som gjør Lynet, saa skal han give dem Pladskregn, ja, for enhver Mand Urter paa Marken.
3Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
10Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
10Nu vil jeg gjøre mig rede, siger Herren, nu vil jeg ophøie mig, nu vil jeg ophøies.
4at de skulle opvoxe iblandt Græs, ligesom Pile hos Vandbække.
4Hvad skal jeg gjøre ved dig, Ephraim? hvad skal jeg gjøre ved dig, Juda? thi eders Miskundhed er som en Sky om Morgenen, og som Duggen, der kommer aarle, som (snart gaaer) bort.
26Og jeg vil gjøre dem og (de Steder, som ere) trindt omkring min Høi, til en Velsignelse, og jeg vil lade Regnen nedfare i sin Tid, de skulle være Velsignelses-Regne.
10(O) mit Tærskekorn og det Korn, (som er) i min Lade! det, jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundgjorde jeg eder.
7Hans unge Qviste skulle udgaae, og hans Priis skal være som Olietræets, og hans Lugt som den af Libanon.
11Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
16Og Ret skal boe i Ørken, og Retfærdighed skal blive paa den frugtbare Mark.
13See, de Dage komme, siger Herren, at Plovmanden skal naae Høstmanden, og den, som træder Viindruer, (skal naae) den, som langsomt udkaster Sæden, og Bjergene skulle dryppe med Most, og alle Høiene smelte.
28Og Israel skal boe tryggeligen alene, Jakobs Øie er til et Land med Korn og ny Viin; dertil skulle hans Himle dryppe med Dug.
11Thi som Jorden udgiver sin Grøde, og som en Have lader sin Sæd opvoxe, saa skal den Herre Herre lade opvoxe Retfærdighed og Priis for alle Hedningerne.