Jesaja 40:2
Taler kjærligen til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, thi dens Misgjerning er forligt; thi den haver faaet dobbelt af Herrens Haand for alle dens Synder.
Taler kjærligen til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, thi dens Misgjerning er forligt; thi den haver faaet dobbelt af Herrens Haand for alle dens Synder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Trøster, trøster mit Folk, skal eders Gud sige.
9Raaber (med Fryd), synger (med Fryd) tilhobe, Jerusalems øde Steder! thi Herren haver trøstet sit Folk, han haver igjenløst Jerusalem.
22Din Misgjerning haver en Ende, Zions Datter! han skal ikke mere lade dig bortføre; han haver hjemsøgt din Misgjerning, Edoms Datter! han haver aabenbaret dine Synder.
10Glæder eder med Jerusalem og fryder eder i den, alle I, som elske den; glæder eder med den med (stor) Glæde, alle I, som sørge over den,
11at I maae die og mættes af dens (megen) Trøsts Bryst, at I maae udtrykke det og forlyste eder selv med dens Herligheds Skin.
7Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Forfølgelses Dage alle sine ønskelige Ting, som den havde i gamle Dage, at dens Folk er faldet i Modstanderens Haand, og der er Ingen, som hjælper den; Modstanderne saae den, de loe ad dens Sabbater.
8Jerusalem haver syndet svarlig, derfor er den som en ureen Qvinde; Alle, som ærede den, agte den ringe, thi de saae dens Blusel, ja, den sukkede selv og har vendt sig tilbage.
9Dens Ureenhed var paa dens Sømme, den kom ikke sit Yderste ihu, og den er nedfaren i underlige (Maader, der er) Ingen, som trøster den; Herre! see min Elendighed, thi Fjenden gjorde sig stor.
3Thi Herren haver trøstet Zion, han trøster alle dens øde Steder, og gjør dens Ørk ligesom Eden, og dens øde Mark ligesom Herrens Have; der skal findes i den Fryd og Glæde, Taksigelse og Lovsangs Lyd.
13Synger (med Fryd), I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang; thi Herren haver trøstet sit Folk, og vil forbarme sig over sine Elendige.
13Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
17Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
15Raaber (mod Glæde) over den trindt omkring, den haver givet sin Haand (fra sig), dens Grundvolde ere faldne, dens Mure ere nedbrudte; thi det er Herrens Hevn, hevner eder paa den; saasom den haver gjort, gjører ved den.
3(Der er) hans Røst, som raaber i Ørken: Rydder Herrens Vei, gjører vor Guds banede Vei ret paa den slette Mark.
8Og jeg vil rense dem af al deres Misgjerning, med hvilken de syndede imod mig, og forlade alle deres Misgjerninger, med hvilke de have syndet imod mig, og med hvilke de have overtraadt imod mig.
5Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud haver kommet hendes Uretfærdigheder ihu.
6Betaler hende, som og hun haver betalt eder, og gjengjælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger; skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun haver skjenket med.
14Afto dit Hjerte, Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvorlænge vil du lade din Uretfærdigheds Tanker blive om Natten midt udi dig?
2til at udraabe Herrens Velbehageligheds Aar og vor Guds Hevns Dag, til at trøste alle Sørgende,
22da see, om der Noget overbliver derudi, som undkommer, af de udførte Sønner og Døttre, see, de skulle gaae ud til eder, og I skulle see deres Vei og deres Gjerninger, og I skulle trøstes over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, med alt det, som jeg lod komme over den.
23Og de skulle trøste eder, naar I see deres Vei og deres Gjerninger; og I skulle fornemme, at jeg Intet haver gjort uden Aarsag af alt det, som jeg gjorde derudi, siger den Herre Herre.
3Og Herren lod komme og gjorde, efter som han havde talet; thi I syndede imod Herren og hørte ikke hans Røst, derfor er eder skeet efter dette Ord.
14Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter!
9Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
9Du, som bærer Zion et (godt) Budskab, stig op paa et høit Bjerg; du, som bærer Jerusalem et (godt) Budskab, ophøi din Røst med Magt, ophøi (den, og) frygt ikke; siig til Judæ Stæder: See, eders Gud!
13Som En, hvem en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste eder, og I skulle trøstes i Jerusalem.
4naar Herren skal aftoe Zions Døttres Skarn og bortskylle Jerusalems Blodskyld midt udaf den, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder (en Ild).
22Jeg haver udslettet dine Overtrædelser som en Taage, og dine Synder som en Sky; vend om til mig, thi jeg haver gjenløst dig.
5Dens Modstandere ere blevne til Hoved, dens Fjender ere trygge, thi Herren haver bedrøvet den for dens mange Overtrædelsers Skyld; dens spæde Børn ere dragne i Fængsel for Modstanderens Ansigt.
15Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
2Ryst Støvet af dig, staa op, sid, Jerusalem! gjør dig løs af din Halses Baand, du fangne Zions Datter!
17Vaagn op, vaagn op, staa op, Jerusalem! du, som haver drukket af Herrens Haand, af hans Grumheds Bæger; du haver drukket, (ja) udkrystet det Bægers Bærme, (hvoraf) man raver.
7For eders dobbelte Beskjæmmelse og derfor, at de have sjunget: Skjændsel var eders Deel, derfor skulle I eie en dobbelt Arvelod i deres Land, I skulle have evig Glæde.
19Thi Folket i Zion skal boe i Jerusalem; du skal jo ikke græde saare, han skal vist benaade dig, naar (han hører) dit Raabs Røst; han skal svare dig, naar han hører det.
18Men jeg vil først betale dobbelt deres Misgjerning og deres Synd, fordi de besmittede mit Land med deres Vederstyggeligheders (døde) Kroppe, og de fyldte min Arv med deres Vederstyggeligheder.
20I de samme Dage og paa den samme Tid, siger Herren, skal Israels Misgjerning søges og ikke (være mere), og Judæ Synder (søges) og ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader overblive.
11See, Herren lader sig høre til Jordens Ende; siger Zions Datter: See, din Salighed kommer, see, hans Løn er med ham, og hans Gjerning er for ham.
2Du Menneskesøn! forkynd Jerusalem dens Vederstyggeligheder.
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
16Herre! lad nu din Vrede og din Grumhed vende tilbage, efter alle dine Retfærdigheder, fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgjerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, (som ere) trindt omkring os.
10Og det skal skee, naar du har forkyndt dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor taler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgjerning, og hvad er vor Synd, som vi have syndet med for Herren vor Gud?
17Raab fremdeles og siig: Saa sagde den Herre Zebaoth: Mine Stæder skulle endnu udspredes for Godt, og Herren skal endnu trøste Zion, og endnu udvælge Jerusalem.
15De klappede over dig med Hænderne, Alle, som gik forbi ad Veien, de hvidslede og rystede deres Hoved over Jerusalems Datter: Mon denne være den Stad, hvilken man sagde at være heel deilig, alt Landets Glæde?
14Derfor, see, jeg vil lokke hende og føre hende i Ørken, og jeg vil tale kjærligen med hende.
28Der er deres Røst, som flye og ere undkomne af Babels Land, at kundgjøre udi Zion Herrens vor Guds Hevn, hans Tempels Hevn.
22Saa sagde din Herre, Herren, og din Gud, som vil udføre sit Folks (Sag): See, jeg tog det Bæger, (hvoraf) man raver, af din Haand, (ja) min Grumheds Bægers Bærme, den skal du fremdeles ikke drikke mere.
18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
13(Det skede) for dens Propheters Synder, for dens Præsters Misgjerninger, som udgøde Retfærdiges Blod midt i den.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
13Og Herren svarede Engelen, den, som talede med mig, gode Ord, (ja) trøstelige Ord.