Og Ingen tager sig til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand, at (han skulde) sige: Jeg haver opbrændt Halvdelen deraf med Ild, og bagt ogsaa Brød paa Kul deraf, jeg haver stegt Kjød og ædet; skulde jeg (da) gjøre det Øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skulde jeg falde paa Knæ for en Trægreen?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 (Han gaaer hen) at afhugge Ceder for sig, og tager Cypres og Eeg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen kommer den til at voxe.
15 Saa bliver det for Mennesket til at brænde, og han tager deraf og varmer sig, og optænder (Ild) og bager Brød; ogsaa gjør han en Gud (deraf) og tilbeder (derfor), han gjør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det.
16 Halvdelen deraf opbrænder han med Ild, over Halvdelen deraf æder han Kjød og steger en Steg og mættes, ja, han varmer sig og siger: Hoja! jeg haver varmet mig, jeg haver seet Ilden.
17 Men det Øvrige deraf gjør han til en Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøier sig, og beder til det og siger: Fri mig, thi du er min Gud.
18 De fornemme ikke og forstaae ikke; thi han haver tilstrøget deres Øine, at de ikke see, og deres Hjerter, at de ikke forstaae.
20 Han føder sig med Aske, (hans) Hjerte er bedraget, og det haver bøiet ham (af Veien), og han skal ikke redde sin Sjæl og ei sige: Er det ikke Bedrageri, som er gjort ved min høire Haand?
3 Monne der tages Træ deraf til at gjøre nogen Gjerning af? monne de tage en Nagle deraf at hænge noget Redskab derpaa?
4 See, det er givet til Ilden, til at fortære; (naar da) Ilden fortærer begge Ender derpaa, og det Midterste deraf brændes, mon det skulde due til (nogen) Gjerning?
5 See, den Tid det var heelt, da kunde ingen Gjerning gjøres deraf; hvor meget mindre kan herefter gjøres (nogen) deraf (naar) Ilden haver fortæret det, og det er brændt?
6 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Ligesom Træet paa Viintræet er iblandt Træerne i Skoven, som jeg haver givet Ilden at fortære, saa haver jeg givet (Ilden at fortære) Jerusalems Indbyggere.
11 Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Qvinder skulle komme og gjøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som gjorde det, ikke forbarme sig over det, og den, som haver dannet det, skal ikke være det naadig.
4 Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
4 Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
25 Derfor udøste han sin Vredes Grumhed og Krigsmagt over ham, og stak Ild paa ham trindt omkring, men han forstod det ikke, og han fortærede ham, men han lagde det ikke paa Hjerte.
14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
10 Bær meget Træ til, optænd Ilden, gjør, at Kjødet fortæres, og tilbered det vel med Urter, og lad Marvbenene brænde.
31 Ja, I ere besmittede med alle eders (stygge) Afguder, idet I opløfte eders Gaver (og) lade eders Børn gaae igjennem Ilden indtil denne Dag; og jeg, skulde jeg adspørges af eder, Israels Huus? (saa vist) jeg lever, siger den Herre Herre, jeg vil ikke være adspurgt af eder.
32 Og det, som stiger op i eders Sind, skal dog ikke blive til, efterdi I sige: Vi ville være som Hedningerne, som Slægterne i Landene, til at tjene Træ og Steen.
8 Og han skal ikke see hen til Alterne, (som ere) hans Hænders Gjerning, og ikke see til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Lundene eller til Billederne.
20 (Desligeste) hvo, som er for fattig til (at gjøre) en Opløftelse, udvælger et Træ, som ikke raadner; han søger sig en viis Mester til at berede et udskaaret Billede, som ikke skal bevæges.
19 Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
18 og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
19 Landet er formørket i den Herre Zebaoths Grumhed, og Folket er som det, der fortæres af Ild, de skulle ikke spare, den Ene den Anden.
3 Hvo, som slagter en Oxe, er (som) den, der ihjelslaaer en Mand, hvo, som offrer et Lam, (som) den, der hugger Halsen af en Hund, hvo, som offrer Madoffer, (som) den, der offrer Svineblod, hvo, som gjør et Ihukommelsesoffer af Virak, (som) den, der velsigner Uretfærdighed; disse have ogsaa udvalgt deres Veie, og deres Sjæl havde Lyst i deres Vederstyggeligheder.
14 Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
9 De, som dannede udskaarne Billeder, de ere alle Intet, og deres ønskelige Ting kunne ikke gavne; og de ere deres Vidner, de kunne ikke see og ikke fornemme, derfor skulle de beskjæmmes.
10 Hvo danner en Gud og støber et Billede, som gavner til Intet?
11 See, I alle, som optænde en Ild, som omringe eder med Gnister, vandrer I (kun) i eders Ilds Lys og ved Gnister, som I have optændt; (dog) dette skal skee eder af min Haand: I skulle ligge i Smerte.
7 De ere allesammen blevne hede som en Ovn, og have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er Ingen iblandt dem, som kalder paa mig.
21 Mon ikke den Røgen, som I røgede i Judæ Stæder og paa Jerusalems Gader, I og eders Fædre, eders Konger og eders Fyrster og Folket i Landet, (ja, mon ikke) Herren haver kommet de Ting ihu, og er det ikke opkommet i hans Hjerte?
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
16 Og jeg vil tale om mine Rette med dem for al deres Ondskabs Skyld, at de forlode mig og gjorde Røgelse for andre Guder, og tilbade for deres Hænders Gjerninger.
17 Hvert Menneske er ufornuftigt, for det har ingen Kundskab, hver Guldsmed er beskjæmmet ved det udskaarne Billede; thi hans støbte Billede er falskt, og der er ikke Aand i dem.
5 de, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, som slagte Børnene ved Bækkene, under Steenklippernes Huler.
10 Og de skulle ikke bære Træ af Marken og ei hugge af Skovene, thi de skulle antænde Ild med Vaaben, og de skulle røve dem, af hvilke de ere røvede, og plyndre dem, som dem plyndrede, siger den Herre Herre.
19 Og mit Brød, som jeg gav dig, (fiint) Meel og Olie og Honning, som jeg lod dig æde, lagde du og for deres Ansigter til en behagelig Lugt, og det skede (saa), siger den Herre Herre.
19 Du Jord, hør til! see, jeg fører Ulykke over dette Folk, (som er) deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
8 at opirre mig med eders Hænders Gjerninger ved at gjøre Røgelse for andre Guder i Ægypti Land, som I ere indkomne udi til at være fremmede der; paa det (jeg skal) udrydde eder, og paa det at I skulle blive til en Forbandelse og til en Forhaanelse iblandt alle Hedningerne paa Jorden?
18 For dine Misgjerningers Mangfoldighed, for dit Kjøbmandskabs Uretfærdighed haver du vanhelliget dine Helligdomme; og jeg vil lade en Ild gaae ud midt af dig, den, den skal fortære dig, og jeg vil gjøre dig til Aske paa Jorden for Alles Øine, som see dig.
12 Hvo er den Mand, som er viis og forstaaer dette? og til hvem haver Herrens Mund talet, at han kan kundgjøre det, hvorfor Landet er fordærvet, er forbrændt som en Ørk, at der gaaer Ingen igjennem?
14 Men jeg sagde: Ak, Herre Herre! see, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg haver ikke ædet fra min Ungdom og indtil nu Aadsel eller Sønderrevet, og der er ikke kommet ureent Kjød i min Mund.
28 Og der skulle I tjene Guder, et Menneskes Hænders Gjerning, Træ og Steen, som hverken kunne see eller høre eller æde eller lugte.
15 Dog haver mit Folk glemt mig, de gjøre Røgelse for Forfængelighed; og de støde an paa deres Veie, paa de evige Stier, for at gaae paa Stier, paa den Vei, som ikke er banet,
14 Hvert Menneske bliver ufornuftigt (og har) ikke Kundskab, hver Guldsmed er beskjæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billede er Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.
17 De, som hellige sig og rense sig i Haverne, den Ene (her), den Anden (der) midt udi, som æde Svinekjødet og Vederstyggeligheden og Musen, de skulle faae Ende tilhobe, siger Herren.
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
18 Børnene opsanke Træ, og Fædrene optænde en Ild, og Qvinderne ælte Deig at lave Himmelens Dronning Kager, og udøse Drikoffere for andre Guder, til at gjøre mig Fortræd.