Jesaia 66:9
Mon jeg skulde lade bryde (Moderslivet) og ikke lade føde? siger Herren, eller skulde jeg, som lader (Andre) føde, tillukkes? sagde din Gud.
Mon jeg skulde lade bryde (Moderslivet) og ikke lade føde? siger Herren, eller skulde jeg, som lader (Andre) føde, tillukkes? sagde din Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Hun fødte, førend hun var i Fødselsnød; førend Smerten kom paa hende, da blev hun forløst med et Drengebarn.
8 Hvo haver hørt Saadant? hvo haver seet saadanne Ting? mon et Land kan fødes paa een Dag, eller et Folk fødes paa eengang? thi Zion var i Fødselsnød, ja hun haver født sine Sønner.
10 Vee den, som siger til en Fader: Hvorfor avler du? og til en Qvinde: Hvorfor føder du?
9 Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
10 Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
1 Syng (med Fryd), du Ufrugtsommelige, som ikke fødte! raab med Frydesang, ja, raab høit, du som ikke var i Fødselsnød! thi den (som var) øde, (hendes) Børn ere flere end hendes Børn, som haver Manden, sagde Herren.
3 Hører mig, Jakobs Huus og alle Overblevne af Israels Huus! I, som ere lagte paa (mig) fra (Moders) Liv, som bæres af mig fra Moders Liv af!
11 (Anlangende) Ephraim, deres Herlighed skal bortflyve som en Fugl, at de skulle ikke føde eller (bære) i Livet eller undfange.
12 Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, at (der skal) ikke (blive) en Mand (tilbage); thi vee ogsaa dem, naar jeg viger fra dem!
6 Spørger dog og seer, om en Mand føder; hvorfor saae jeg (da) hver Mand (holde) sine Hænder paa sine Lænder, som hun, der føder, og alle Ansigter ere omskiftede (og) ere blege?
14 Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.
10 Glæder eder med Jerusalem og fryder eder i den, alle I, som elske den; glæder eder med den med (stor) Glæde, alle I, som sørge over den,
17 Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18 Vi undfangede, vare bange, (men) vi fødte (Noget) som Veir; vi skaffede Landet ikke (nogen) Frelse, og Jorderiges Indbyggere faldt ikke.
15 Kan og en Qvinde glemme sit diende (Barn), at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? ja, om (Nogen af) dem kan glemme dem, da vil jeg, jeg (dog) ikke glemme dig.
14 Giv dem, Herre! — hvad skal du give? — giv dem ufrugtsommeligt Liv og udtørrede Bryster!
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
3 Thi saa sagde Herren om de Sønner og om de Døttre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre, som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land:
9 Den, som fødte de Syv, er skrøbelig, hun haver udblæst sin Sjæl, hendes Sol er nedgangen, der det endnu var Dag, hun blev beskjæmmet og skammede sig; og det Overblevne af dem vil jeg give til Sværdet for deres Fjenders Ansigt, siger Herren.
2 naar de lægge sig ned i (deres) Boliger (og) blive i Hulen til at lure?
3 Hvo kan berede Ravnen dens Spise, naar dens Unger skrige til Gud, (naar) de fare hid og did, fordi de have Intet at æde?
9 han, som gjør, at en Ufrugtsommelig boer i Huset som en glad Barnemoder! Halleluja!
12 Thi saa sagde Herren: See, jeg bøier Fred til den som en Flod, og Hedningernes Herlighed som en Bæk, der løber over, og I skulle die; I skulle bæres ved Siden og forlyste eder paa Knæerne.
13 Som En, hvem en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste eder, og I skulle trøstes i Jerusalem.
24 Saa sagde Herren, din Gjenløser, han, som haver dannet dig fra (Moders) Liv af: Jeg er Herren, som gjør Alting, som alene udbreder Himmelen, som udstrækker Jorden foruden (Hjælp) med mig,
1 Hører mig, I Øer! og mærker, I Folk langt borte! Herren kaldte mig fra (Moders) Liv, han kom mit Navn ihu fra min Moders Liv af.
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
16 Ephraim er slagen, deres Rod er bleven tør, de skulle ikke bære Frugt; og om de end føde, vil jeg dog dræbe deres Livs ønskelige (Frugt).
27 Thi der er skrevet: Vær glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du, som ikke havde Fødselssmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som haver Manden.
20 Herre! see og sku, hvem du haver saa handlet med; mon Qvinder skulde æde deres Frugt, de spæde Børn, (som man bærer) paa Hænderne? mon Præst og Prophet skulde ihjelslaaes i Herrens Helligdom?
26 Der skal Ingen være, som utidig føder, eller ufrugtsommelig i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal.
15 Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?
18 (Der var) ingen af alle de Børn, som hun havde født, der kunde lede hende, og ingen af alle de Børn, som hun havde opdraget, der kunde tage fat paa hendes Haand.
19 Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
21 Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo haver avlet mig disse? eftersom jeg var barnløs og eenlig; jeg var henflyttet og henvegen, og hvo haver opdraget disse? see, jeg, jeg var overbleven alene, hvor (vare da) disse?
21 Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
3 Og han skal staae og føde (sin Hjord) i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og de skulle blive ved, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender.
3 paa det jeg skal ikke drage hende nøgen af og fremstille hende som den Dag, hun blev født, ja sætte hende som Ørken, og lægge hende som et tørt Land, og lade hende døe af Tørst.
8 See, jeg fører dem fra Nordenland, og vil samle dem fra Jordens Sider; iblandt dem skal være Blind og Halt, en Frugtsommelig og den, som føder, tillige; de skulle komme hid tilbage, en stor Forsamling.
8 Og (hvo) bedækkede Havet med Døre, der det udbrast og vilde udgaae (som) af (Moders) Liv?
29 Thi see, de Dage komme, paa hvilke man skal sige: Salige ere de Ufrugtsommelige, og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
3 Og jeg havde nærmet mig til Prophetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og Herren sagde til mig: Kald hans Navn Maher-Schalal, Chasch-Bas.
9 Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?
31 Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest som dens, der er i Førstefødsels Nød, Zions Datters Røst; hun skal klage sig, udbrede sine Hænder (og sige): Vee mig nu! thi min Sjæl er forsmægtet for deres Skyld, som ihjelslaae.
5 Før jeg dannede dig i (Moders) Liv, kjendte jeg dig, og før du udkom af Moderslivet, helligede jeg dig; jeg beskikkede dig til en Prophet for Folkene.
26 Og jeg besmittede dem ved deres Gaver, idet de lode alle Førstefødte gaae igjennem (Ilden), at jeg kunde ødelægge dem, saa at de skulde fornemme, at jeg er Herren.
6 Jeg vil sige til Norden: Giv (hid), og til Sønden: Forhindre ikke; før (hid) mine Sønner langt fra, og mine Døttre fra Jordens Ende!
12 Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre.
19 See, jeg gjør noget Nyt, nu skal det opvoxe; skulde I ikke forstaae det? ja, jeg vil gjøre Vei i Ørken, Floder i øde (Steder).
23 Du, som boer paa Libanon, som gjør Rede i Cedrene, hvor skal du bede om Naade, naar Smerte kommer paa dig, Pine som hendes, der føder!