Jona 3:2
Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab for den den Prædiken, som jeg taler til dig.
Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab for den den Prædiken, som jeg taler til dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:
2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.
3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.
4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.
6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.
3Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord; og Ninive var en stor Stad for Gud, tre Dages Reise.
4Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.
5Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.
6Der den Sag kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Throne, og aflagde sin herlige Kappe af sig, og bedækkede sig med en Sæk, og sad i Asken.
7Og han lod udraabe og sige i Ninive efter Kongens og hans store (Mænds) Befaling, sigende: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øxne eller Faar skulle smage Noget, de skulle ei fødes og ei drikke Vand.
8Men de skulle bedækkes med Sække, baade Mennesker og Dyr, og raabe til Gud stærkeligen, og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vei, og fra Vold, som er i deres Hænder.
1Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:
41Mændene af Ninive skulle opstaae i Dommen mod denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas Prædiken, og see, her er mere end Jonas.
32De Mænd af Ninive skulle opstaae for Dommen mod denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonæ Prædiken, og see, her er mere end Jonas.
10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.
7Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
8Mon du være bedre end No, den folkerige (Stad), som laae imellem Floderne, som havde Vand trindt omkring, hvis Værn var Havet, dens Muur var af Havet?
4Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?
5Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.
8Og det er beskikket, at hun skal (vist) blottes, hun skal (vist) bortføres, og hendes Piger skulle føre (hende og kurre) som med Duers Lyd, og slaae sig paa deres Hjerte.
1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.
2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
8Da sagde de til ham: Kundgjør os dog, for hvis Skyld dette Onde er over os? hvad er din Gjerning, og hvorfra kommer du? hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?
8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.
9Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.
10Og Herren sagde: Du, du ynkes over det Kikajon, som du haver ikke arbeidet paa, og ei kommet det til at voxe, hvilket blev til paa een Nat, og blev fordærvet paa een Nat.
11Og jeg, jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken ere mange flere end tolv Gange ti tusinde Mennesker, som ikke vide (Forskjel) imellem deres høire og deres venstre Haand, og mange Dyr!
17Og du, du skal binde om dine Lænder og gjøre dig rede, og sige til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke forskrækket for dem, at jeg ikke skal forskrække dig for dem.
4Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! gak, kom hen til Israels Huus, og du skal tale mine Ord til dem.
30Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.
3Da skede Herrens Ord til mig anden Gang og sagde:
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
22Og Herrens Haand var der over mig, og han sagde til mig: Gjør dig rede, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.
11Af dette Land udkom Assur; og han byggede Ninive og Rechoboth-Ir og Calah,
12og Resen imellem Ninive og Calah; denne er den store Stad.
6Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
9Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
11Og gak, kom til de Bortførte, til dit Folks Børn, og du skal tale til dem og sige til dem: Saa sagde den Herre Herre, hvad enten de lyde (dig) eller lade være.
2Og gak ud til Ben-Hinnoms Dal, som er udenfor Solens Port, og udraab der de Ord, som jeg vil tale til dig.
1Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørken og sagde:
2Omvender eder; thi Himmeriges Rige er kommet nær.
11Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
10Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: Staa op, reis til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
12Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
12Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen.