Jona 1:8

Original Norsk Bibel 1866

Da sagde de til ham: Kundgjør os dog, for hvis Skyld dette Onde er over os? hvad er din Gjerning, og hvorfra kommer du? hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Mos 47:3 : 3 Da sagde Pharao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering? og de sagde til Pharao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Fædre.
  • 1 Sam 30:13 : 13 Og David sagde til ham: Hvem hører du til, og hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en ægyptisk ung Karl, en amalekitisk Mands Tjener, og min Herre forlod mig, thi jeg blev syg idag tre Dage.
  • Jos 7:19 : 19 Og Josva sagde til Achan: Min Søn, Kjære, giv Herren, Israels Gud, Ære, og giv ham Lov; og giv mig nu tilkjende, hvad du haver gjort, dølg det ikke for mig.
  • 1 Sam 14:43 : 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe?
  • Jak 5:16 : 16 Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    1 Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:

    2 Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.

    3 Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.

    4 Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.

    5 Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.

    6 Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.

    7 Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne fornemme, for hvis Skyld dette Onde er over os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.

  • 80%

    9 Og han sagde til dem: Jeg er en Ebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som haver gjort Havet og det Tørre.

    10 Da frygtede Mændene sig ganske meget, og de sagde til ham: Hvorfor gjorde du det? thi Mændene vidste, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han havde kundgjort dem (det).

    11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.

    12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.

    13 Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.

    14 Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.

    15 Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.

    16 Og Mændene frygtede Herren ganske meget, og offrede Herren Slagtoffer og lovede Løfter.

  • 73%

    1 Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.

    2 Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.

  • 10 Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.

  • 71%

    1 Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.

    2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.

  • 10 Og det skal skee, naar du har forkyndt dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor taler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgjerning, og hvad er vor Synd, som vi have syndet med for Herren vor Gud?

  • 70%

    4 Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?

    5 Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.

  • 69%

    1 Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:

    2 Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab for den den Prædiken, som jeg taler til dig.

  • 9 Og han sagde: Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Achabs Hænder, at han skal dræbe mig?

  • 7 Og han sagde til dem: Hvorledes var den Mands Skikkelse, som kom op at møde eder og sagde disse Ord til eder?

  • 68%

    4 Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.

    5 Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.

  • 68%

    8 Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.

    9 Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.

  • 7 Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?

  • 19 Og Folket sagde til mig: Vil du ikke give os tilkjende, hvad disse Ting (betyde) os, efterdi du gjør (saa)?

  • 8 Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter.

  • 8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?

  • 23 Og de raabte til Dans Børn, og disse vendte deres Ansigter omkring og sagde til Micha: Hvad (fattes) dig, at du (og de Andre) ere sammenkaldte?

  • 29 Og see, de raabte og sagde: Jesu, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? Er du kommen hid for at pine os før Tiden?

  • 3 Disse vare ved Michæ Huus, og de kjendte den unge Karls, Levitens, Røst; og de vege der (til en Side) og sagde til ham: Hvo har ført dig herhid, og hvad gjør du paa dette Sted, og hvad har du her?

  • 22 De sagde da til ham: Hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?

  • 5 Og de sagde til ham: Kjære, spørg Gud ad, at vi maae vide, om vor Vei, som vi vandre paa, skal blive lyksalig.

  • 15 raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

  • 9 Og han adspurgte ham: Hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn? thi vi ere mange.

  • 24 og sagde: Ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesu af Nazareth! er du kommen for at fordærve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

  • 14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.

  • 14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?

  • 8 Men de skulle bedækkes med Sække, baade Mennesker og Dyr, og raabe til Gud stærkeligen, og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vei, og fra Vold, som er i deres Hænder.

  • 27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: Hvad er denne for En, at baade Vindene og Havet ere ham lydige?

  • 9 Og han sagde til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud, til hvilken I sendte mig, at lade eders (ydmyge) Begjæring falde for hans Ansigt:

  • 3 Da kom Esaias, Propheten, til Kong Ezechias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt, og hvorfra ere de komne til dig? og Ezechias sagde: De ere komne fra et langt fraliggende Land til mig, fra Babel.