Jona 1:7
Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne fornemme, for hvis Skyld dette Onde er over os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne fornemme, for hvis Skyld dette Onde er over os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Da sagde de til ham: Kundgjør os dog, for hvis Skyld dette Onde er over os? hvad er din Gjerning, og hvorfra kommer du? hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?
10Da frygtede Mændene sig ganske meget, og de sagde til ham: Hvorfor gjorde du det? thi Mændene vidste, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han havde kundgjort dem (det).
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
16Og Mændene frygtede Herren ganske meget, og offrede Herren Slagtoffer og lovede Løfter.
1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:
2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.
3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.
4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.
6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.
14du skal kaste din Lod midt iblandt os, vi ville allesammen have een Pose, —
41Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Bring Sandheden frem; og Jonathan og Saul bleve rammede, men Folket gik (frit) ud.
42Da sagde Saul: Kaster (Lod) imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan rammet.
10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.
8Og de kastede Lodder om Varetægten, saavel den Mindste som den Største, (saa vel) den, som underviste, som Discipelen.
26Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen iblandt de elleve Apostler.
13Og de kastede Lodder, saavel for den Mindste som den Største, efter deres Fædres Huus, til hver Port.
14Og den Lod mod Østen faldt for Selemia; og de kastede Lodder for hans Søn Sacharia, (som var) en klog Raadgiver, og hans Lod gik ud mod Norden.
1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.
7Og de vinkede ad deres Staldbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.
4Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?
5Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.
1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
35Men de, som havde korsfæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: De skiftede mine Klæder mellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.
9Men det er nu den Gjerning, som vi ville gjøre mod Gibea: (vi ville drage) imod den efter Lod.
8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.
4Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.
5Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.
17Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.
18Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.
19Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab.
24Og der de havde korsfæstet ham, skiftede de hans Klæder og kastede Lod om dem, hvad hver skulde tage.
18Lodden skal gjøre, at Trætter ophøre, og adskille imellem de Mægtige.
39Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bleve en Vig vaer, som havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede at sætte Skibet, om muligt.
41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
18Jeg kunde tælle alle mine Been; de see til, de see paa mig.
29Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
6Men I skulle beskrive Landet i syv Dele, og føre (Beskrivelsen) herhid til mig; saa vil jeg her kaste Lod for eder for Herrens vor Guds Ansigt.
24Da sagde de til hverandre: Lader os ikke sønderrive den, men kaste Lod om den, hvis den skal være; paa det Skriften skulde fuldkommes, som siger: De delede mine Klæder mellem sig og kastede Lod om min Kjortel. Dette gjorde da Stridsmændene.
1Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:
34Men Jesus sagde: Fader, forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod (om dem).
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
33Lodden kastes i Skjødet, men al dens Udfald er fra Herren.
14Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.