Dommernes bok 13:21
Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere see for Manoah og for hans Hustru; da fornam Manoah, at det var Herrens Engel.
Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere see for Manoah og for hans Hustru; da fornam Manoah, at det var Herrens Engel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Og Manoah sagde til Herrens Engel: Kjære, lad os opholde dig, saa ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt.
16 Men Herrens Engel sagde til Manoah: Dersom du opholder mig, æder jeg (dog) ikke af din Mad, men dersom du vil gjøre et Brændoffer, maa du offre Herren det; thi Manoah vidste ikke, at det var Herrens Engel.
17 Og Manoah sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne ære dig, naar det kommer, som du haver sagt?
18 Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du dette om mit Navn? thi det er underligt.
19 Da tog Manoah et Bukkekid og Madofferet, og offrede det for Herren paa Klippen; og han gjorde det underligen, men Manoah og hans Hustru saae til.
20 Og det skede, der Luen foer op af Alteret til Himmelen, da foer Herrens Engel op i Luen af Alteret; der Manoah og hans Hustru saae det, da faldt de paa deres Ansigter til Jorden.
6 Da kom Qvinden og sagde til sin Mand, sigende: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfærdeligt; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn.
7 Men han sagde til mig: See, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Viin eller stærk Drik, og ikke æde noget Ureent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra (Moders) Liv af indtil sin Dødsdag.
8 Da bad Manoah til Herren og sagde: (Hør) mig, Herre! Kjære, lad den Guds Mand komme atter til os, som du udsendte, at han kan lære os, hvad vi skulle gjøre ved Drengen, som skal fødes.
9 Og Gud hørte Manoahs Røst; og Guds Engel kom atter til Qvinden, og hun sad paa Marken, men hendes Mand Manoah var ikke hos hende.
10 Da hastede Qvinden og løb, og gav sin Mand det tilkjende; og hun sagde til ham: See, den Mand aabenbaredes for mig, der kom til mig hiin Dag.
11 Da stod Manoah op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Qvinden? og han sagde: Jeg (er den).
12 Og Manoah sagde: (Naar) det kommer nu, som du haver sagt, hvad skal Drengens Viis og hans Gjerning være?
13 Og Herrens Engel sagde til Manoah: For alt det, som jeg haver sagt til Qvinden, skal hun tage sig vare.
22 Og Manoah sagde til sin Hustru: Vi døe visseligen; thi vi have seet Gud.
23 Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde havt Lyst til at ihjelslaae os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Haand, ei heller ladet os see alt dette, og paa denne Tid ei ladet os høre saadanne Ting.
21 Da udrakte Herrens Engel det Yderste af den Kjep, som han havde i sin Haand, og rørte ved Kjødet og ved de usyrede (Kager), og der udfoer Ild af Klippen og fortærede Kjødet og de usyrede (Kager); og Herrens Engel foer bort fra hans Øine.
22 Der Gideon saae, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre! Herre! derfor at jeg haver seet Herrens Engel Ansigt til Ansigt, (maa jeg døe).
23 Og Herren sagde til ham: Fred være med dig, frygt ikke, du skal ikke døe.
2 Og der var en Mand af Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoah; og hans Hustru var ufrugtsommelig og fødte ikke.
3 Og Herrens Engel aabenbaredes for Qvinden og sagde til hende: See, Kjære, du er ufrugtsommelig og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.
11 Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eeg, som er i Ophra, som hørte Joas, den Abi-Esriter, til; og dennes Søn Gideon tærskede Hvede i en Viinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra de Midianiters Ansigt.
12 Da aabenbaredes Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du Vældige til Strid!
15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.
21 Og Herren blev ved at lade sig see i Silo; thi Herren var aabenbaret for Samuel i Silo ved Herrens Ord.
2 Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af en Tornebusk; og han saae, og see, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret.
30 Og David kunde ikke gaae hen for det samme til at søge Gud; thi han var forfærdet for Herrens Engels Sværd.
11 Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsens Alter.
26 Men Herrens Engel blev ved at gaae forbi; og han stod paa et snevert Sted, der, hvor ingen Vei var at vige til høire eller venstre Side.
20 Der Ornan vendte sig om, da saae han Engelen, og hans fire Sønner med ham, hvilke skjulte sig; men Ornan tærskede Hvede.
15 Og Gud sendte en Engel til Jerusalem til at fordærve den, og som han fordærvede den, saae Herren (dertil), og ham angrede det Onde, og han sagde til Engelen, som fordærvede: (Det er) nok, drag nu din Haand bort; og Herrens Engel stod hos Ornans, den Jebusiters, Lade.
16 Der David opløftede sine Øine og saae Herrens Engel staae imellem Jorden og imellem Himmelen, og hans dragne Sværd i hans Haand, udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sække, paa deres Ansigt.
5 Og Engelen, som talede med mig, svarede og sagde til mig: Veed du ikke, hvad disse Ting ere? og jeg sagde: Nei, min Herre!
31 Da oplod Herren Bileams Øine, at han saae Herrens Engel staaende i Veien, og hans dragne Sværd i hans Haand, og han bøiede sig og kastede sig ned paa sit Ansigt.
17 Thi (der skede) et Ord til mig ved Herrens Ord: Du skal hverken æde Brød, ei heller drikke Vand der; du skal ikke vende tilbage at gaae ad den Vei, som du gik paa.
7 Men Samuel kjendte endnu ikke Herren, og Herrens Ord var endnu ikke aabenbaret for ham.
9 Og hun sagde til sin Mand: Kjære, see, jeg veed, at det er en hellig Guds Mand, denne, som kommer idelig ind til os.
18 Og Zacharias sagde til Engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel og min Hustru er tilaars.
17 Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.
9 Og see, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.
24 Da stod Herrens Engel paa en (snæver) Sti, ved Viingaardene, hvor der var Steengjerde paa begge Sider.
34 Men Maria sagde til Engelen: Hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg, kjender ikke Mand?
3 Og Herren lod mig see fire Smede.
24 Og Qvinden sagde til Elias: Nu veed jeg dette, at du er en Guds Mand, og Herrens Ord i din Mund er Sandhed.
10 Og han gik bort ad en anden Vei, og vendte ikke tilbage ad den Vei, som han var kommen paa til Bethel.
19 Da drog den Guds Engel afsted, som gik for Israels Hær, og gik bag dem; og Skystøtten drog fra deres Ansigt og stod bag dem.
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.