16 Der David opløftede sine Øine og saae Herrens Engel staae imellem Jorden og imellem Himmelen, og hans dragne Sværd i hans Haand, udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sække, paa deres Ansigt.
17 Og David sagde til Gud: Haver jeg ikke sagt, at man skulde tælle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Herre min Gud! Kjære, lad din Haand være paa mig og paa min Faders Huus, og ikke paa dit Folk til Plage!
18 Da sagde Herrens Engel til Gad, at han skulde sige til David, at David skulde gaae op for at opreise Herren et Alter i Ornans, den Jebusiters, Lade.
19 Saa gik David op efter Gads Ord, som han talede i Herrens Navn.
20 Der Ornan vendte sig om, da saae han Engelen, og hans fire Sønner med ham, hvilke skjulte sig; men Ornan tærskede Hvede.
21 Og David kom til Ornan, og Ornan saae sig om og saae David, og han gik ud af Laden og bøiede sig ned for David med Ansigtet til Jorden.
22 Og David sagde til Ornan: Giv mig den Lades Sted, saa vil jeg bygge Herren et Alter derpaa; giv mig den for fulde Penge, at den Plage maa standses fra Folket.
23 Da sagde Ornan til David: Tag du (den) og gjør, min Herre Konge, det, som godt er for dine Øine; see, jeg giver den Oxe til Brændoffer, og Slufferne til Veden, og Hveden til Madofferet, jeg giver det alt.