Lukas 16:25
Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Men der var et rigt Menneske, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde, og levede hver Dag herligen og i Glæde.
20Men der var en Fattig, ved Navn Lazarus, som var kastet for hans Dør, fuld af Saar;
21og han ønskede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord, men og Hundene kom og slikkede hans Saar.
22Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.
23Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.
24Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne Lue.
26Og foruden alt dette er imellem os og eder et stort Svælg befæstet, saa at de, som ville fare herfra ned til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.
27Men han sagde: Saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;
28thi jeg haver fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de skulle komme i dette Pinens Sted.
29Abraham sagde til ham: De have Moses og Propheterne; lad dem høre dem.
30Men han sagde: Ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen af de Døde gik til dem, da omvendte de sig.
24Men vee eder, I Rige! thi I have eders Trøst borte.
25Vee eder, I, som ere mætte! thi I skulle hungre. Vee eder, I, som nu lee! thi I skulle sørge og græde.
28Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men eder at være udstødte udenfor.
30Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
19Og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du haver meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd, drik, vær glad!
20Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræve de din Sjæl af dig; men hvem skal det tilhøre, som du haver beredt?
21Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
40Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: Frygter du ei heller for Gud, da du er under den samme Dom?
41Og vi vel medrette; thi vi faae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt.
42Og han sagde til Jesum: Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige!
43Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, idag skal du være med mig i Paradiis.
46Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.
14saa skal du være salig; thi de have ikke at betale dig igjen, men det skal igjen gives dig i de Retfærdiges Opstandelse.
15Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som æder Brød i Guds Rige.
11Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner.
12Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Godset, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset imellem dem.
13Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet.
9Og jeg siger eder: Gjører eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme eder i de evige Boliger.
1Men han sagde og til sine Disciple: Der var et rigt Menneske, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham som den, der ødte hans Gods.
2Og han kaldte ham og sagde til ham: Hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forestaae Huset.
16Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).
17Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.
30Og kaster den unyttige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
16Men han talede (i) en Lignelse til dem og sagde: Der var et rigt Menneske, hvis Land havde baaret vel.
43Og der han dette havde sagt, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!
30som jo skal annamme det mangefold igjen i denne Tid, og i den tilkommende Verden et evigt Liv.
24Dog, jeg siger eder: Det skal gaae Sodomæ Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.
1Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over eder!
21Salige ere I, som nu hungre! thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde! thi I skulle lee.
12Disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du haver gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.
41Da skal han og sige til dem ved den venstre Side: Gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.
23Men der han dette hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.
24Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige!
42Og de skulle kaste dem i Ildovnen, der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
6Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.
3Men den Fattige havde aldeles ikke uden et lidet Faar, som han havde kjøbt og havde født det op, og det var blevet stort hos ham og hos hans Børn tillige; det aad af hans Stykke (Brød) og drak af hans Bæger og laae i hans Skjød, og det var ham som en Datter.
14Tag Dit og gak bort. Men jeg vil give den Sidste ligesom dig.
13Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham bort og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.