Lukas 21:23
Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.
Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die i de Dage!
20Men beder, at eders Flugt skal ikke skee om Vinteren, ei heller om Sabbaten;
21thi da skal der være saa stor en Trængsel, som ikke haver været fra Verdens Begyndelse hidindtil, og som ikke heller skal blive.
17Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
18Men beder, at eders Flugt ikke maa skee om Vinteren.
19Thi i de Dage skal være saa stor en Trængsel, som ikke haver været fra Skabningens Begyndelse, hvilken Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive.
20Men naar I see Jerusalem beleiret rundt omkring af Krigshære, da mærker, at dens Ødelæggelse er kommen nær.
21De, som da ere i Judæa, flye til Bjergene, og de, som ere midt i (Staden), vige derudfra, og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den.
22Thi disse ere Hevns Dage, at Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.
28Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn.
29Thi see, de Dage komme, paa hvilke man skal sige: Salige ere de Ufrugtsommelige, og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
30Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Høiene: Skjuler os!
24Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.
25Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,
43Derfor skulle de Dage komme over dig, at dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne.
44Og de skulle lægge dig slet øde, og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid.
31Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest som dens, der er i Førstefødsels Nød, Zions Datters Røst; hun skal klage sig, udbrede sine Hænder (og sige): Vee mig nu! thi min Sjæl er forsmægtet for deres Skyld, som ihjelslaae.
56Den, som (før) haver været saa øm og kræsen hos dig, at hun haver ikke forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden, fordi hun har været saa kræsen og saa øm, skal misunde sin Mand i sin Arm, eller sin Søn eller sin Datter,
57endog sin Efterbyrd, som er udgangen imellem hendes Fødder, og sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul for allehaande Mangel, i Beleiring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.
8Thi Folk skal opreise sig mod Folk og Kongerige mod Kongerige, og der skal skee Jordskjælv her og der, og der skal være Hunger og Oprør. Disse Ting ere en Begyndelse til Smerterne.
23Du, som boer paa Libanon, som gjør Rede i Cedrene, hvor skal du bede om Naade, naar Smerte kommer paa dig, Pine som hendes, der føder!
6Spørger dog og seer, om en Mand føder; hvorfor saae jeg (da) hver Mand (holde) sine Hænder paa sine Lænder, som hun, der føder, og alle Ansigter ere omskiftede (og) ere blege?
7Vee! thi dette er en stor Dag, saa (der har) ingen (været) som den, og det er Nødens Tid for Jakob; dog skal han blive frelst deraf.
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
8Og de skulle forfærdes, Veer og Smerter skulle betage dem, de skulle blive bange som den, der føder; de skulle forundre sig, den Ene over den Anden, deres Ansigter (skulle blusse som) Luer.
25Vee eder, I, som ere mætte! thi I skulle hungre. Vee eder, I, som nu lee! thi I skulle sørge og græde.
2og hun var frugtsommelig og raabte i Barnsnød, og havde haarde Fødselssmerter.
10Da sagde han til dem: Folk skal opreise sig mod Folk, og Rige mod Rige.
11Og der skal skee store Jordskjælv her og der, og Hunger og Pestilentser, og skee skrækkelige Ting og store Tegn fra Himmelen.
36Sandelig siger jeg eder, at alt dette skal komme over denne Slægt.
21Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde over, at et Menneske er født til Verden.
3Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hastigen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.
10Barmhjertige Qvinders Hænder kogte deres Børn; de bleve dem til Spise i mit Folks Datters Forstyrrelse.
8Men alle disse Ting skulle være en Begyndelse til Smerterne.
24Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
14Men naar I see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel haver talet, staaende der, hvor den ikke bør, — hvo det læser, give Agt derpaa! — da flye til Bjergene de, som ere i Judæa!
35Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jordens Kreds.
10Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
16Og Folket, for hvilket de spaae, skal være henkastet paa Jerusalems Gader for Hungerens og Sværdets Skyld, og skal Ingen have, som skal begrave dem, (ja) dem, deres Hustruer og deres Sønner og deres Døttre; og jeg vil udøse deres Ondskab over dem.
18Udi Rama blev hørt en Røst, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begræd sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke (mere i Live).
6(Angaaende) disse Ting, som I see, da skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.
21Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem.
27Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Qvinde af Folket Røsten og sagde til ham: Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.
21Hvad vil du sige, naar han skal hjemsøge dig? thi du, du haver (selv) lært dem (at være) Fyrster (og) Høvedsmænd over dig; mon Smerter skulde ikke betage dig som en Qvinde, der føder?
13Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
12Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, at (der skal) ikke (blive) en Mand (tilbage); thi vee ogsaa dem, naar jeg viger fra dem!
17Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
16da flye paa Bjergene hvo, som er i Judæa,
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.