Mika 4:10
Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og du, Eders Taarn, du Ophel, (som er) Zions Datters! indtil dig skal komme, ja, der skal komme det første Herredømme, (som er) Jerusalems Datters Rige.
9Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
7Og see, Engelen, den, som talede med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham.
31Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest som dens, der er i Førstefødsels Nød, Zions Datters Røst; hun skal klage sig, udbrede sine Hænder (og sige): Vee mig nu! thi min Sjæl er forsmægtet for deres Skyld, som ihjelslaae.
11Og nu ere vel mange Hedninger samlede imod dig, som sige: Hun skal besmittes, og vore Øine skulle see paa Zion.
23Du, som boer paa Libanon, som gjør Rede i Cedrene, hvor skal du bede om Naade, naar Smerte kommer paa dig, Pine som hendes, der føder!
17Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18Vi undfangede, vare bange, (men) vi fødte (Noget) som Veir; vi skaffede Landet ikke (nogen) Frelse, og Jorderiges Indbyggere faldt ikke.
17Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
2Ryst Støvet af dig, staa op, sid, Jerusalem! gjør dig løs af din Halses Baand, du fangne Zions Datter!
21Fryd og glæd dig, du Edoms Datter! du, som boer i det Land Uz; (thi) Bægeret skal ogsaa komme til dig, du skal blive drukken og blotte dig.
22Din Misgjerning haver en Ende, Zions Datter! han skal ikke mere lade dig bortføre; han haver hjemsøgt din Misgjerning, Edoms Datter! han haver aabenbaret dine Synder.
8(Men) Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Viingaard, som en Nathytte i en Græskarhave, som en belagt Stad.
24Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
9Raaber (med Fryd), synger (med Fryd) tilhobe, Jerusalems øde Steder! thi Herren haver trøstet sit Folk, han haver igjenløst Jerusalem.
7Hun fødte, førend hun var i Fødselsnød; førend Smerten kom paa hende, da blev hun forløst med et Drengebarn.
8Hvo haver hørt Saadant? hvo haver seet saadanne Ting? mon et Land kan fødes paa een Dag, eller et Folk fødes paa eengang? thi Zion var i Fødselsnød, ja hun haver født sine Sønner.
43Kongen af Babel hørte deres Rygte, og hans Hænder sank; Angest betog ham, (ja) Smerte som hendes, der føder.
21Hvad vil du sige, naar han skal hjemsøge dig? thi du, du haver (selv) lært dem (at være) Fyrster (og) Høvedsmænd over dig; mon Smerter skulde ikke betage dig som en Qvinde, der føder?
4Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
26Og dens Porte skulle være bedrøvede og sørge, og hun, som holder sig uskyldig, skal sidde paa Jorden.
3Juda er bortført for Elendighed og for megen (Trældoms) Tjeneste, hun boer iblandt Hedningerne, hun finder ikke Ro; alle hendes Forfølgere grebe hende imellem trange (Stæder).
4Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
5Dens Modstandere ere blevne til Hoved, dens Fjender ere trygge, thi Herren haver bedrøvet den for dens mange Overtrædelsers Skyld; dens spæde Børn ere dragne i Fængsel for Modstanderens Ansigt.
6Spørger dog og seer, om en Mand føder; hvorfor saae jeg (da) hver Mand (holde) sine Hænder paa sine Lænder, som hun, der føder, og alle Ansigter ere omskiftede (og) ere blege?
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
1Nedstig og sæt dig i Støv, o Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Throne, du Chaldæers Datter! thi du skal ikke komme dem mere til, at de skulle kalde dig en Øm og Kræsen.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
20Men hører, I Qvinder! Herrens Ord, og eders Øre antage hans Munds Ord; og lærer eders Døttre (at holde) Klage, og (hver) Qvinde sin Næste (at holde) Klagemaal.
20Gaaer ud af Babel, flyer fra Chaldæerne med Frydesangs Røst, forkynder, lader høre dette, udfører det indtil Jordens Ende, siger: Herren haver gjenløst sin Tjener Jakob.
13Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
10Den blev ogsaa bortført, den maatte gaae i Fængsel, dens spæde Børn bleve ogsaa knuste foran paa alle Gader, og man kastede Lod om dens ærede (Folk), og alle dens store (Mænd) bleve bundne i Lænkerne.
19See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?
28Der er deres Røst, som flye og ere undkomne af Babels Land, at kundgjøre udi Zion Herrens vor Guds Hevn, hans Tempels Hevn.
14Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter!
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
2Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).
13Gjør dig rede og tærsk, Zions Datter! thi jeg vil gjøre dit Horn til Jern, og gjøre dine Kløer til Kobber, og du skal støde mange Folk smaa, og jeg vil sætte deres Vinding i Band til Herren, og deres Gods til den ganske Jords Herre.
10Zions Datters Ældste laae paa Jorden, de taug, opkastede Støv paa deres Hoved, bandt Sække om; Jomfruer af Jerusalem hængte deres Hoved ned imod Jorden.
5Sid taus og gak i Mørket, du Chaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger.
2og hun var frugtsommelig og raabte i Barnsnød, og havde haarde Fødselssmerter.
14Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.
3Og I skulle gaae ud igjennem Rifterne, hver hen for sig, og I skulle bortkaste det, (som er i) Paladset, siger Herren.
33Thi saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Babels Datter er ligesom et Loegulv, det er Tid, at man træder derpaa; det er endnu et Lidet, og dens Høsts Tid skal komme.
26O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
2Thi jeg vil sanke alle Hedningerne imod Jerusalem til Krigen, og Staden skal indtages, og Husene plyndres, og Qvinderne skjændes, og Halvdelen af Staden, skal gaae ud til at bortføres, men det Øvrige af Folket skal ikke udryddes af Staden.
9Den, som fødte de Syv, er skrøbelig, hun haver udblæst sin Sjæl, hendes Sol er nedgangen, der det endnu var Dag, hun blev beskjæmmet og skammede sig; og det Overblevne af dem vil jeg give til Sværdet for deres Fjenders Ansigt, siger Herren.
9Du, som bærer Zion et (godt) Budskab, stig op paa et høit Bjerg; du, som bærer Jerusalem et (godt) Budskab, ophøi din Røst med Magt, ophøi (den, og) frygt ikke; siig til Judæ Stæder: See, eders Gud!
8Babels Datter, du, som skal vorde forstyrret! salig er den, som dig betaler for din Betaling, som du betalte os med.
3Og det skal skee paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed af din Smerte og af din Uro og af den haarde Tjeneste, med hvilken man kom dig til at tjene,