Markus 7:34
og saae op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: Ephphata! det er, oplad dig!
og saae op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: Ephphata! det er, oplad dig!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede reent.
36Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desmere kundgjorde de det.
37Og de forundrede sig overmaade og sagde: Han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.
31Og der han gik ud igjen fra Tyri og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igjennem Decapolis Egne.
32Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.
33Og han tog ham i Eenrum fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,
33De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades.
34Men Jesus ynkedes inderligen og rørte ved deres Øine. Og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.
21Og han sagde til dem: Hvorledes forstaae I da ikke?
22Og han kom til Bethsaida; og de førte en Blind til ham og bade ham, at han vilde røre ved ham.
23Og han tog den Blinde ved Haanden og ledede ham hen udenfor Byen, spyttede i hans Øine, lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saae Noget.
24Og han saae op og sagde: Jeg seer Mennesker gaaende omkring, ligesom (jeg saae) Træer.
25Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øine og gjorde, at han fik Synet igjen; og han blev helbredet og saae Alle klarlig.
5Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og sagde til Mennesket: Ræk din Haand ud! Og han rakte den ud, og hans Haand blev karsk igjen som den anden.
25Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du farer ikke herefter ind i ham.
26Da skreg den og sled ham saare og foer ud; og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: Han er død.
27Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.
39Og de, som gik foran, truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!
40Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
41Hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre, at jeg maa blive seende.
42Og Jesus sagde til ham: Bliv seende! din Tro haver frelst dig.
41Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham og sagde til ham: Jeg vil; du vorde reen!
15Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og de høre besværligen med Ørene, og tillukke deres Øine, at de ikke skulle komme til at see med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
16Men salige ere eders Øine, at de see, og eders Øren, at de høre.
10Og han saae omkring paa dem alle og sagde til det Menneske: Ræk din Haand ud! men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen, som den anden.
29Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter eders Tro.
30Og deres Øine bleve aabnede; og Jesus bød dem strengeligen og sagde: Seer til, at Ingen faaer det at vide.
14— Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine. —
64Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.
51Og Jesus svarede og sagde til ham: Hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men den Blinde sagde til ham: Rabboni! at jeg kan vorde seende.
5Da skulle de Blindes Øine aabnes, og de Døves Øren aabnes.
27thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og de høre besværligen med Ørene og tillukke deres Øine, at de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
47Og der han hørte, at det var Jesus, den Nazaræer, begyndte han at raabe og sige: Jesu, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
48Og Mange truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: Du Davids Søn, forbarm dig over mig!
49Og Jesus stod stille og sagde, de skulde kalde ham; og de kaldte den Blinde og sagde til ham: Vær frimodig, staa op, han kalder ad dig.
10Da sagde de til ham: Hvorledes bleve dine Øine aabnede?
6Der han dette havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde Dynd af Spyttet, og smurte Dyndet paa den Blindes Øine.
7Og han sagde til ham: Gak bort, to dig i Siloams Dam, — hvilket er udlagt: en Udsendt. — Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage.
22Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum, og han helbredede ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.
16Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!
4Men de taug. Og han tog paa ham og helbredede ham, og lod ham gaae.
21Men i den samme Time helbredede han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander, og skjenkede mange Blinde Synet.
51Men Jesus svarede og sagde: Lader (dem kun gaae) saavidt. Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
14Og han drev en Djævel ud, og den var stum; men det skede, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.
13Da sagde han til det Menneske: Udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.
26Men de sagde til ham igjen: Hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine?
3Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil; bliv reen! og hans Spedalskhed blev strax renset.
20Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden, væltede sig og fraadede.
31saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.