Matteus 4:3
Og Fristeren gik til ham og sagde: Er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.
Og Fristeren gik til ham og sagde: Er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Men Jesus, fuld af den Hellig-Aand, kom tilbage fra Jordan og blev ført af Aanden i Ørkenen;
2og han blev fristet fyrretyve Dage af Djævelen. Og han aad slet Intet i de samme Dage, og der de havde Ende, hungrede han omsider.
3Og Djævelen sagde til ham: Dersom du er Guds Søn, da siig til denne Steen, at den bliver Brød.
4Og Jesus svarede og sagde til ham: Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord.
5Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik.
6Og Djævelen sagde til ham: Jeg vil give dig al denne Magt og disse (Rigers) Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den til hvem jeg vil.
7Dersom du nu vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til.
8Og Jesus svarede ham og sagde: Vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
9Og han førte ham til Jerusalem, og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: Dersom du er Guds Søn, da kast dig selv ned herfra.
10Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,
4Men han svarede og sagde: Der er skrevet: Mennesket lever ikke alene ved Brød, men ved hvert Ord, som udgaaer igjennem Guds Mund.
5Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad, og satte ham paa Tindingen af Templet, og sagde til ham:
6Er du Guds Søn, da kast dig selv her ned; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
7Da sagde Jesus til ham: Der er atter skrevet: Du skal ikke friste Herren din Gud.
8Atter tog Djævelen ham med sig op paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres Herlighed, og sagde til ham:
9Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig.
10Da sagde Jesus til ham: Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
11Da forlod Djævelen ham; og see, Englene gik til ham og tjente ham.
1Da blev Jesus ført af Aanden til Ørkenen, for at fristes af Djævelen.
2Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider.
12Og Jesus svarede og sagde til ham: Der er sagt: Du skal ikke friste Herren din Gud.
13Og der Djævelen havde gjort Ende paa al Fristelsen, veg han fra ham til en Tid.
11Og der skede en Røst af Himlene: Du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag.
12Og strax drev Aanden ham udi Ørkenen.
13Og han var der i Ørkenen fyrretyve Dage og blev fristet af Satan, og var hos Dyrene: og Englene tjente ham.
40Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: Beder, at I ikke skulle komme i Fristelse.
3Og Jesus svarede og sagde til dem: Have I da ikke læst det, som David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med Ham?
9Eller hvilket Menneske er der af eder, som, ifald hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Steen?
40Du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset.
23Men han vendte sig og sagde til Peder: Vig bag mig, Satan! du er mig til Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
3Og han ydmygede dig og lod dig hungre, og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kjendte, og ei dine Fædre kjendte; at han vilde lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved alt det, som udgaaer af Herrens Mund.
31Men Herren sagde: Simon! Simon! see, Satanas begjærede eder, at sigte (eder) som Hvede.
13Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
14Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
17Og see, (der kom) en Røst af Himlene, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Velbehag.
18Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
33Men han vendte sig og saae paa sine Disciple, og irettesatte Peder og sagde: Vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
3Men han sagde til dem: Have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?
1Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
4Og hans Disciple svarede ham: Hvorfra skulde Nogen kunne mætte disse med Brød her i Ørken?
31Vore Fædre aade Manna i Ørkenen, som skrevet er: Han gav dem Brød af Himmelen at æde.
32Da sagde Jesus til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Moses gav eder ikke det Brød af Himmelen; men min Fader giver eder det Brød af Himmelen, som er det sande.
33Thi Guds Brød er det, som kommer ned af Himmelen og giver Verden Liv.
11Men beder iblandt eder en Søn sin Fader om et Brød, mon han da skal give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, mon han skal give ham en Slange for Fisken?
3giv os hver Dag vort daglige Brød;
41Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
16I skulle ikke friste Herren eders Gud, saasom I fristede ham i Massa.
31Men imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester, æd!
28Men Peder svarede ham og sagde: Herre, dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet.
1Og Slangen var trædskere end alle (vilde) Dyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort, og den sagde til Qvinden: Ja, skulde Gud have sagt: I maae ikke æde af hvert Træ i Haven?