Nehemja 6:19
De talede ogsaa om hans mange gode (Gjerninger) for mig og førte mine Ord ud til ham; (saa) sendte Tobia Breve til at gjøre mig frygtagtig.
De talede ogsaa om hans mange gode (Gjerninger) for mig og førte mine Ord ud til ham; (saa) sendte Tobia Breve til at gjøre mig frygtagtig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Og det skede, der alle vore Fjender havde hørt det, og alle Hedningerne, som vare trindt omkring os, saae det, da syntes (Modet) saare at falde paa dem; thi de kjendte, at denne Gjerning var gjort af vor Gud.
17Ogsaa i de samme Dage skreve de Ypperste af Juda deres mange Breve, som gik til Tobia, og de, som vare fra Tobia, kom til dem.
18Thi der vare mange i Juda, som vare med Ed forbundne med ham, thi han var Sechanjas, Arahs Søns, Svoger, og hans Søn Johanan havde taget Mesullams, Berechias Søns, Datter.
1Og det skede, der det hørtes af Saneballat og Tobia og Gesem, den Araber, og vore øvrige Fjender, at jeg havde bygget Muren, og der var intet Rift derpaa bleven tilovers, enddog jeg havde ikke opreist indtil denne Tid Døre i Portene,
2da sendte Saneballat og Gesem til mig at lade sige: Gak (med) og lad os samles tilhobe i Landsbyerne i den Dal (ved) Ono; men de tænkte at gjøre mig Ondt.
3Og jeg sendte Bud til dem (og) lod sige: Jeg haver en stor Gjerning at udrette og kan ikke komme ned; hvorfor skulde Gjerningen holde op, naar jeg lod af fra den og drog ned til eder?
4Og de sendte fire Gange Bud til mig paa denne Maade, og jeg gav dem (Svar) igjen paa denne Maade.
5Da sendte Saneballat paa den (samme) Maade femte Gang sin Tjener til mig, og et aabent Brev i hans Haand.
6Deri var skrevet: Det er hørt iblandt Hedningerne, og Gasmu haver sagt det, (at) du og Jøderne tænke at falde fra, (og at) du derfor bygger Muren, og du vil være deres Konge i disse Sager,
7og (at) du ogsaa haver bestilt Propheter, som skulle udraabe om dig i Jerusalem og sige: Han er Konge i Juda; og nu maatte det høres for Kongen paa denne Maade; derfor, gak nu med og lad os raadføre os tilsammen.
8Men jeg sendte til ham at lade sige: Der er ikke skeet Noget af disse Ting, som du siger, men du haver optænkt dem af dit Hjerte.
9Thi de vilde allesammen gjøre os frygtagtige og sagde: De skulle drage deres Hænder af fra Gjerningen, og den skal ikke udrettes; men nu, bekræft mine Hænder!
10Der jeg, jeg kom i Semajas Huus, Søn af Delaja, Mehetabeels Søn, og han var indelukket, da sagde han: Lad os forsamles i Guds Huus, midt i Templet, og lukke Templets Døre, thi de maatte komme for at slaae dig ihjel, ja de maatte komme om Natten for at slaae dig ihjel.
11Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flye? og hvilken er som jeg, som skulde gaae i Templet, at han maatte leve? jeg vil ikke gaae derind.
12Thi jeg mærkede, og see, Gud havde ikke sendt ham, men han talede den Spaadom om mig, fordi Tobia og Saneballat havde leiet ham (dertil).
13Derfor var han leiet, at jeg skulde frygtet og gjort saa og syndet, at det kunde have været dem til et ondt Navn (om mig), at de kunde have forhaanet mig.
14Min Gud! kom Tobia og Saneballat ihu efter disse hans Gjerninger, ja ogsaa den Prophetinde Noadja og de øvrige Propheter, som vilde gjøre mig frygtagtig!
9Da kom jeg til Fyrsterne paa hiin Side Floden og gav dem Kongens Breve; og Kongen sendte Stridshøvedsmænd og Ryttere med mig.
10Men der Saneballat, den Horoniter, og Tobia, den ammonitiske Tjener, det hørte, da gjorde det dem saare ondt, at der var et Menneske kommet til at søge Godt for Israels Børn.
7Og jeg kom til Jerusalem, og jeg mærkede det Onde, som Eljasib gjorde for Tobia, at han havde gjort ham et Kammer i Guds Huses Forgaarde.
8Og det gjorde mig meget ondt, og jeg kastede alle Redskaber af Tobias Huus hen udenfor af Kammeret.
4Og Eljasib, Præsten, som var sat over vor Guds Huses Kammere, var tilforn bleven Tobia nær (besvogret).
18Og jeg gav dem tilkjende min Guds Haand, som var god over mig, tilmed Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gjøre os rede og bygge; og de bestyrkede deres Hænder til det Gode.
19Men der Saneballat, den Horoniter, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, den Araber, det hørte, da bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gjøre? ville I være gjenstridige mod Kongen?
9Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
10Tag af de Bortførte, nemlig af Cheldai, af Tobias og af Jedaja, og kom du paa den samme Dag og gak i Josias, Zephanias Søns, Huus, hvor de ere komne fra Babel.
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
3Og Tobia, den Ammoniter, var hos ham, og han sagde: Om de end bygge, (dog) dersom en Ræv drog op, da skal den nedrive deres Steenmuur.
4Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og vend deres Forsmædelse tilbage paa deres Hoved, og giv dem til Rov i Fængsels Land.
16Og det skede, der de hørte alle disse Ord, forfærdedes de, den Ene med den Anden, og de sagde til Baruch: Vi ville vist give Kongen alle disse Ord tilkjende.
2Og jeg befoel Hanani, min Broder, og Hananja, Slottets Fyrste i Jerusalem, thi han var som en trofast Mand og frygtede Gud fremfor Mange.
9Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gjøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelsers Skyld?
7Og det skede, der Saneballat og Tobia og de Araber og de Ammoniter og de Asdoditer hørte, at Forbedringen havde taget til paa Murene i Jerusalem, og Rifterne begyndte at lukkes til, da optændtes deres (Vrede) saare.
8Og de gjorde alle et Forbund tilhobe, til at komme at stride imod Jerusalem og at gjøre en Forvildelse deri.
28Og (en) af Jojadas, Eljasibs, den Ypperstepræsts, Søns, Sønner (var bleven) Saneballats, den Horoniters, Svoger; derfor drev jeg ham fra mig.
2Da sagde Kongen til mig: Hvorfor seer du ilde ud? og du, du er ikke syg, (det) er ikke dette, men (dit) Hjerte er ilde (tilfreds); da frygtede jeg saare meget.
5Thi min Pagt var med ham, (ja) Livets og Fredens (Pagt), og jeg gav ham dem til Frygt, at han skulde frygte mig; og han, han var forskrækket for mit Navns Skyld.
14Og jeg besaae (det) og gjorde mig rede, og sagde til de Ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt; tænker paa den store og den forfærdelige Herre, og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døttre, eders Hustruer og eders Huse.
12Og det skede, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde os det (vel) ti Gange, af alle Steder, af hvilke I kunde komme tilbage til os,
13Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
6Indholdet af Brevet, som Thathnai, Fyrsten paa denne Side Floden, og Sethar-Bosnai og hans Selskab af Apharsach, som var paa denne Side Floden, sendte til Kong Darius;
2da kom Hanani, en af mine Brødre, han og (nogle) Mænd af Juda, og jeg spurgte dem om Jøderne, som vare undkomne, som vare overblevne af Fængslet, og om Jerusalem.
3Og de sagde mig: De Overblevne, som ere overblevne af Fængslet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmædelse, og Jerusalems Muur er nedreven, og dens Porte ere opbrændte med Ild.
4Og det skede, der jeg hørte disse Ord, sad jeg og græd og sørgede (nogle) Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.
15saa tænker jeg igjen i disse Dage at gjøre vel imod Jerusalem og Judæ Huus; frygter ikke.
8Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig at redde dig, siger Herren.
16Og Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gaaen hen, eller hvad jeg gjorde; og for Jøderne og Præsterne og de Ypperste og Forstanderne og de Øvrige, som gjorde Gjerningen, havde jeg ikke hidindtil tilkjendegivet det.
6Nu, du Thathnai, Fyrste paa hiin Side Floden, du Sethar-Bosnai og deres Selskab af Apharsach, som er paa hiin Side Floden, holder eder langt derfra.
6Og min (Vrede) optændtes saare, der jeg hørte deres Skrig og disse Ord.