Og de udførte ondt Rygte om Landet, hvilket de havde bespeidet, for Israels Børn, og sagde: Det Land, som vi gik igjennem at bespeide det, det er et Land, som fortærer sine Indbyggere, og alt det Folk, som vi saae deri, ere høie Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
33Og vi saae der Kjæmperne, Anaks Børn af Kjæmperne, og vi vare for vore Øine som Græshopper, og vi vare ligesaa for deres Øine.
30Men Caleb stillede Folket for Mose og sagde: Lader os jo gaae op og indtage det til Eiendom, thi vi kunne letteligen bemægtige os det.
31Men de Mænd, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formaae ikke at drage op mod det Folk, thi det er stærkere end vi.
28Hvor skulle vi drage op? vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og høiere end vi, Stæderne ere store og befæstede imod Himmelen, dertilmed have vi ogsaa seet Anakims Børn der.
29Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.
25Og de vendte tilbage fra at bespeide Landet, der fyrretyve Dage vare tilende.
26Og de gik og kom til Mose og til Aron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk, til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igjen, og de lode dem see Landets Frugt.
27Og de fortalte ham og sagde: Vi kom til Landet, som du sendte os til; og det samme flyder endogsaa med Melk og Honning, og denne er Frugten deraf.
28Men dog er dette et stærkt Folk, som boer i Landet, og Stæderne ere faste (og) saare store, ja ogsaa have vi seet Anaks Børn der.
6Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
7Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land.
8Dersom Herren haver Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Melk og Honning.
9Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem.
7Og hvi forvende I Israels Børns Hjerte fra at drage over til det Land, som Herren haver givet dem?
8Saa gjorde eders Fædre, der jeg sendte dem af Kades-Barnea, til at besee Landet.
9Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
17Og Mose sendte dem til at bespeide Canaans Land, og sagde til dem: Drager herfra op i Sønden, og I skulle gaae op paa Bjergene.
18Og I skulle besee Landet, hvordan det er, og det Folk, som der boer udi, om det er stærkt eller svagt, om det er lidet eller meget;
19og hvad det er for et Land, som det boer udi, om det er godt eller ondt; og hvad det er for Stæder, som det boer udi, om (det boer) i Leire eller i Befæstninger;
20og hvad det er for et Land, om det er fedt eller magert, om der ere Træer udi eller ei, og I skulle være frimodige og tage af Landets Frugt; men det var paa den Tid, da Viindruerne vare først modne.
21Og de gik op og bespeidede Landet, fra Zins Ørk indtil Rehob, til man kommer til Hamath.
22Derefter gik de op i Sønden og kom til Hebron, og der vare Ahiman, Sesai og Talmai, de Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Ægypten
23Og de kom indtil Escols Bæk, og afskare der en Viinqvist og en Viindrueklase, og de bare den, to paa en Stang; og af Granatæblerne og af Figenerne.
24Og de vendte sig og droge op paa Bjerget, og kom til Escols Bæk, og de bespeidede det.
25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
36Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet,
37ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.
38Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
2et stort og høit Folk, Anakims Børn, som du veed om, og som du haver hørt (tale om): Hvo kan staae for Anaks Børns Ansigt?
9Og de sagde: Staaer op, og lader os drage op imod dem; thi vi have seet Landet, og see, det er saare godt; og I, I tie? værer ikke lade til at gaae hen, til at komme at eie Landet.
10Naar I komme, da skulle I komme til et trygt Folk, og Landet er vidt og bredt; thi Gud har givet det i eders Haand, et Sted, hvor ingen Mangel er paa al den Ting, som paa Jorden er.
20Det er og blevet holdt for et Kjæmpeland; der boede fordum Kjæmper udi, og Ammoniterne kaldte dem Samsummim.
21Det var et stort og stærkt og høit Folk, som de Anakim; og dem ødelagde Herren for deres Ansigt, og de fordreve dem og boede i deres Sted;
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
24Og de sagde til Josva: Herren haver visseligen givet alt Landet i vor Haand; ja ogsaa alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.
30Den Mand, som er Herre i Landet, talede os haardeligen til og holdt os for Landets Speidere.
9Og hun sagde til Mændene: Jeg veed, at Herren haver givet eder Landet, og at eders Forfærdelse er falden paa os, og at alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt.
31Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.
14Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op.
12Og han sagde til dem: Nei, men I ere komne for at besee, hvor Landet er blot.
2Send Mænd for dig, at de bespeide det Land Canaan, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for (hver) sine Fædres Stamme, (ja) hver, som er Fyrste iblandt dem.
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
10De Emim boede fordum derudi; det var et stort og stærkt og høit Folk, som de Anakim.
6Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.
2da frygtede de saare, thi Gibeon var en stor Stad, som en af de kongelige Stæder, og var større end Ai, og alle Mændene derudi vare vældige (Mænd).
14Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;