4 Mosebok 14:6
Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land.
6Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for Herrens Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel; og de opkastede Støv paa deres Hoved.
7Og Josva sagde: Ak Herre, Herre! hvi lod du dette Folk aldeles gaae over Jordanen, for at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os? gid vi dog havde ladet os nøie, og blevet paa hiin Side Jordanen!
36Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet,
37ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.
38Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
39Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare.
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
5Saasom Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn, og de deelte Landet.
6Og Judæ Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du, du veed det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, paa mine og paa dine Vegne i Kades-Barnea.
7Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente.
65Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
12undtagen Caleb, Jephunne, den Kenisiters, Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have fuldkommeligen efterfulgt Herren.
30I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
36uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren.
14Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,
11Og det skede, der Kongen hørte Lovbogens Ord, da sønderrev han sine Klæder.
13Da sønderreve de deres Klæder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igjen.
11Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.
1Og dette er det, som Israels Børn arvede i Canaans Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de øverste Fædre iblandt Israels Børns Stammer uddeelte dem til Arv,
17Disse ere Navnene paa de Mænd, som skulle dele eder Landet til Arv: Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn.
19Og disse ere Navnene paa de Mænd: Af Judæ Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
23Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned af Bjerget, og fore over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham Alting, som havde rammet dem.
38Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.
2Da blev der sagt til Kongen af Jericho, sigende: See, inat ere der komne Mænd hid af Israels Børn for at udforske Landet.
5og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.
9Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
6for Juda Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
19Og det skede, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klæder.
23Og de toge de Ting midt ud af Paulunet, og førte dem til Josva og til alle Israels Børn, og de lagde dem frem for Herrens Ansigt.
24Saa tog Josva og al Israel med ham Achan, Serah Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen, og hans Sønner og hans Døttre, og hans Øxne og hans Asener og hans Faar, og hans Paulun og alt det, han havde, og de førte dem op i Achors Dal.
12Og han sagde til dem: Nei, men I ere komne for at besee, hvor Landet er blot.
24Og de vendte sig og droge op paa Bjerget, og kom til Escols Bæk, og de bespeidede det.
22Men Josva sagde til de to Mænd, som havde speidet Landet: Gaaer ind i den Qvindes, den Skjøges, Huus, og fører Qvinden ud derfra, og alt det, som hører hende til, saasom I have svoret hende.
12Da løb en Mand af Benjamin af Slagordenen og kom til Silo paa den samme Dag; og hans Klæder vare revne, og der var Jord paa hans Hoved.
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
23de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
24Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det.
16Disse ere Navnene paa de Mænd, som Mose sendte til at bespeide Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva.
56og Stadens Mark og dens Landsbyer gave de Caleb, Jephunne Søn.
24Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere vist tilkjendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose, sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt; og vi frygtede saare for vort Liv for eders Ansigt, og have gjort denne Gjerning.
6Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.
29Og Ruben kom til Graven igjen, og see, Joseph var ikke i Graven; og han rev sine Klæder.
13Saa velsignede Josva ham, og han gav Caleb, Jephunne Søn, Hebron til Arv.