Åpenbaringsboken 20:1
Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen, som havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand.
Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen, som havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar,
3 og kastede ham i Afgrunden, og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.
4 Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og det blev dem givet (at holde) Dom; og (jeg saae) deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede, og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christo de tusinde Aar.
1 Og den femte Engel basunede, og jeg saae en Stjerne, nedfalden fra Himmelen paa Jorden, og til den blev Nøglen given til Afgrundens Brønd.
2 Og den oplod Afgrundens Brønd; og en Røg steg op af Brønden, lig Røgen af en stor Ovn, og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Røg.
1 Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt; og Jorden oplystes af hans Herlighed.
2 Og han raabte med Styrke, med høi Røst, og sagde: Den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævlenes Bolig, og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle.
1 Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
2 Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
6 Salig og hellig er den, som haver Deel i den første Opstandelse; over disse haver den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Christi Præster, og skulle regjere med ham tusinde Aar.
7 Og naar de tusinde Aar ere fuldendte, skal Satanas løses af sit Fængsel.
8 Og han skal udgaae at forføre Folkene fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er som Havets Sand.
9 Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskte Stad. Og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud og fortærede dem.
10 Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovel, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.
11 Og jeg saae en stor, hvid Throne, og ham, som sad paa den, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede, og der blev ikke fundet Sted for dem.
9 Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører det ganske Jorderige, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
5 Og Engelen, som jeg saae staae paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen,
1 Og jeg saae i hans høire Haand, som sad paa Thronen, en Bog, beskreven inden og uden, og beseglet med syv Segl.
2 Og jeg saae en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: Hvo er værdig til at oplade Bogen og bryde dens Segl?
1 Og derefter saae jeg fire Engle staae paa Jordens fire Hjørner, som holdt Jordens fire Vinde, paa det ingen Vind skulde blæse over Jorden, ei heller over Havet, ei heller over noget Træ.
2 Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Segl; og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende:
6 Og jeg saae en anden Engel flyve midt igjennem Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som boe paa Jorden, og alle Slægter og Stammer og Tungemaal og Folk,
17 Og en anden Engel udgik af Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segel.
18 Og fra Alteret udgik en anden Engel, som havde Magt over Ilden, og han raabte med stærkt Skrig til den, som havde den skarpe Segel, sigende: Udstræk din skarpe Segel og høst Druerne af Jordens Viintræ; thi dets Druer ere modne.
19 Og Engelen lod sin Segel gaae over Jorden og høstede Frugten af Jordens Viintræ, og kastede den i Guds Vredes store Persekar.
8 Det Dyr, som du saae, haver været og er ikke, og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordærvelse; og de skulle forundre sig, som boe paa Jorden, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, naar de see Dyret, som var og er ikke, enddog det er.
5 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ilden af Alteret, og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lyn og Jordskjælv.
20 Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovel.
12 Derfor fryder eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedsteget til eder. Han haver stor Vrede, fordi han veed, at han (kun) haver en liden Tid.
13 Og der Dragen saae at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Qvinden, som havde født Drengebarnet.
11 Og de havde en Konge over sig, den Afgrundens Engel; hans Navn er paa Ebraisk Abaddon, og paa Græsk haver han Navnet Apollyon.
17 Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:
18 Frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og den Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg haver Helvedes og Dødens Nøgler.
8 Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talede atter med mig og sagde: Gak hen, tag den liden Bog, som er opladt i Engelens Haand, der staaer paa Havet og paa Jorden.
21 Og en vældig Engel opløftede en Steen, som en stor Møllesteen, og kastede den i Havet og sagde: Saa skal Babylon, den store Stad, nedkastes med Hast og ikke findes mere.
3 Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og see, der var en stor ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn, og paa sine Hoveder syv Kroner.
4 Og dens Stjert drog Trediedelen af Himmelens Stjerner og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Qvinden, som skulde føde, for at, naar hun havde født sit Barn, den da kunde opsluge det.
17 Og jeg saae en Engel staaende i Solen; og han raabte med høi Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: Kommer og forsamles til den store Guds Nadvere,
1 Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basunes, der talede med mig, sagde: Stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.
10 Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg, og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud.
1 Og jeg saae et andet Tegn i Himmelen, stort og forunderligt: Syv Engle, som havde de syv sidste Plager; thi med dem fuldkommes Guds Vrede.
13 Og Havet afgav de Døde, som vare i det, og Døden og Helvede afgave de Døde, som vare i dem; og de bleve dømte, hver efter sine Gjerninger.
14 Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Denne er den anden Død.
2 Og see, der skede et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel foer ned af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Døren, og satte sig paa den.
7 Og der blev en Strid i Himmelen: Michael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen stred, og dens Engle.
13 Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for Menneskenes Aasyn.
11 Og jeg saae et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn lige med Lammet, og talede som Dragen.
16 Og Jorden kom Qvinden til Hjælp, og Jorden oplod sin Mund og opslugte Strømmen, som Dragen havde skudt af sin Mund.
14 den sagde til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Euphrates.
6 Og Englene, som ikke bevarede deres oprindelige Værdighed, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom.