Romerbrevet 11:1
Derfor siger jeg: Mon Gud haver forskudt sit Folk? Det være langt fra! — thi jeg er og en Israelit, af Abrahams Afkom, af Benjamins Stamme. —
Derfor siger jeg: Mon Gud haver forskudt sit Folk? Det være langt fra! — thi jeg er og en Israelit, af Abrahams Afkom, af Benjamins Stamme. —
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Gud haver ikke forskudt sit Folk, hvilket han forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3 Thi jeg ønskede selv at være en fra Christo forbandet Ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,
4 hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5 hvilke Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed, Amen!
6 Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
7 ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
8 det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
22 Ere de Ebræer? jeg ogsaa; ere de Israeliter? jeg ogsaa; ere de Abrahams Afkom? jeg ogsaa;
11 Derfor siger jeg: Mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Saliggjørelsen vederfaret Hedningerne, at den skulde vække hine til Nidkjærhed.
12 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Mangel er Hedningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
13 Thi til eder, Hedninger! taler jeg. Forsaavidt som jeg er Hedningernes Apostel, priser jeg mit Embede,
14 om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkjærhed og frelse Nogle af dem.
15 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er deres Antagelse da Andet end Liv af Døde?
1 Brødre! mit Hjertes Ønske og Begjæring til Gud for Israel er om (deres) Frelse;
19 Du maatte da sige: Grenene ere afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
20 Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke hovmodig, men frygt!
21 Thi dersom Gud ikke haver sparet de naturlige Grene, skal han vel ei heller spare dig.
22 See derfor Guds Godhed og Strenghed: Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal og du afhugges.
23 Men og hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
24 Thi dersom du er afhuggen af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen indpodet i et godt Olietræ, hvor meget mere skulle disse, som ere af Naturen (Olietræets Grene), indpodes i deres eget Olietræ?
25 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, — paa det I skulle ikke troe eder selv kloge — at Forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind;
26 og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: Den, som befrier, skal komme fra Zion og afvende Ugudeligheder fra Jakob;
27 og denne er min Pagt med dem, naar jeg faaer borttaget deres Synder.
28 Efter Evangelium ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld.
29 Thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
24 hvilke han og kaldte, os (nemlig), ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger;
25 som han og siger hos Hoseas: Jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;
26 og det skal skee, at paa det Sted, hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.
27 Men Esaias udraaber over Israel: Dersom (end) Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal Levningen frelses;
14 Hvad skulle vi da sige? Mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
7 Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, haver det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede,
5 Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, af Benjamins Stamme, en Ebræer af Ebræer, en Pharisæer efter Loven,
29 Mon Gud er alene Jøders (Gud)? er han ikke ogsaa Hedningers? Jo, han er ogsaa Hedningers;
17 Men om nogle af Grenene ere afbrudte, og du, som var en vild Olieqvist, er indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme,
4 Men hvad siger det guddommelige Gjensvar til ham? Jeg levnede mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal.
5 Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage.
15 Vi, skjøndt Jøder af Fødsel og ikke Syndere af Hedningernes Æt,
17 Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre og ophøiede Folket, der de boede som Udlændinge i Ægypti Land, og førte dem derfra med en høi Arm.
19 Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
17 Dersom Gud da haver givet dem ligesaadan Gave, som og os, der de troede paa den Herre Jesum Christum, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
10 Og Israels Børns Tal skal være som Sand hos Havet, som ikke kan maales og ei tælles; og det skal skee, paa det Sted, hvor man maatte sige til dem: I ere ikke mit Folk, (der skal) man sige til dem: (I ere) den levende Guds Børn.
9 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: Derfor vil jeg bekjende dig iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn.
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
21 Og Saul svarede og sagde: Er ikke jeg en Benjaminit af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Stammes Slægter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?
31 Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os?
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
16 Thi jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøder først og for Græker;
21 Men til Israel siger han: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk.
26 I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de, som frygte Gud iblandt eder, eder er denne Saliggjørelses Ord sendt.
10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, som ikke havde erholdt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.