Romerbrevet 5:16
Og Naadegaven er ikke som (det, der kom) formedelst den Ene, som syndede; thi Dommen er vel kommen af eet (Fald) til Fordømmelse, men Naadegaven (hjælper) af mange Fald til Retfærdiggjørelse.
Og Naadegaven er ikke som (det, der kom) formedelst den Ene, som syndede; thi Dommen er vel kommen af eet (Fald) til Fordømmelse, men Naadegaven (hjælper) af mange Fald til Retfærdiggjørelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesum Christum, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.
12 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden formedelst eet Menneske, og Døden formedelst Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle;
13 — thi Synden var i Verden inden Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes ikke Synd.
14 Men Døden herskede fra Adam indtil Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde komme.
15 Men det er ikke saaledes med Naadegaven, som med Faldet; thi døde de Mange formedelst den Enes Fald, da haver meget mere Guds Naade og Gave ved det ene Menneskes Jesu Christi Naade udbredt sig overflødig til Mange.
17 Thi dersom Døden formedelst den Enes Fald herskede ved den Ene, da skulle saa meget mere de, som annamme den overvættes Naade og Retfærdighedens Gave, herske i Livet ved den Ene, Jesum Christum. —
18 Altsaa, ligesom formedelst Eens Fald Fordømmelse kom over alle Mennesker, saaledes skal og formedelst Eens Retfærdighed Livsens Retfærdiggjørelse komme over alle Mennesker.
19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de Mange ere blevne Syndere, saa skulle og de Mange vorde retfærdige ved den Enes Lydighed.
20 Men Loven kom til, paa det at Faldet skulde fremtrede des overflødigere. Men hvor Synden er bleven overflødig, der er Naaden bleven end overflødigere,
21 saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfærdighed til et evigt Liv formedelst Jesum Christum, vor Herre.
24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Christo Jesu,
23 Thi Syndens Sold er Døden, men Guds Naadegave er et evigt Liv i Christo Jesu, vor Herre.
8 men Gud beviser sin Kjærlighed mod os derved, at Christus er død for os, der vi endnu vare Syndere;
9 vi skulle da saa meget mere, efterdi vi nu ere retfærdiggjorte ved hans Blod, ved ham blive frelste fra Vreden;
20 Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
14 thi Synden skal ikke herske over eder; I ere jo ikke under Loven, men under Naaden.
15 Hvad altsaa? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under Naaden? Det være langt fra!
4 Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;
5 den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.
6 Ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger:
12 Thi hvilkesomhelst, der have syndet uden Loven, de straffes og uden Loven, og hvilkesomhelst, der have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;
16 efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
17 Men om vi, idet vi søge at blive retfærdiggjorte i Christo, ogsaa selv befindes at være Syndere, da er jo Christus Syndens Tjener. Det være langt fra!
1 Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive ved i Synden, paa det at Naaden kan blive des overflødigere?
7 Ja! men dersom Guds Sandhed har end ydermere viist sig til hans Ære formedelst min Løgn, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?
8 og hvorfor skulde vi da ikke, — saaledes som man bespotteligen taler om os, og som Nogle sige, at vi lære, — gjøre det Onde, for at det Gode kan komme (deraf)? Deres Fordømmelse er retfærdig (som saaledes lære).
9 Hvad da? have vi Fortrin? Aldeles ikke; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,
10 som skrevet staaer: Der er Ingen retfærdig, end ikke Een;
5 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad ville vi da sige? mon Gud er uretfærdig, at han fører Vreden over os? — Jeg taler efter menneskelig Viis. —
8 Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder; det er en Guds Gave;
1 Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden;
2 thi Aandens Lov, der giver Liv i Christo Jesu, haver frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.
3 Thi det, som var Loven umuligt, idet den var kraftesløs formedelst Kjødet, (det gjorde) Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds Lignelse og til et Syndoffer, og fordømte Synden i Kjødet;
17 Al Uretfærdighed er Synd; og der er Synd, som ikke er til Døden.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
7 Men Enhver af os er Naaden given efter Christi Gaves Maal.
25 han, som blev given hen for vore Overtrædelser og opreist for vor Retfærdiggjørelse.
8 salig er den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.
21 Thi den, som ikke vidste af Synd, haver han gjort til Synd for os, paa det vi skulle i ham vorde retfærdige for Gud.
39 og fra Alt, hvorfra I ikke kunne vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved ham Enhver, som troer.
1 Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesum Christum,
22 nemlig Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, til Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Forskjel;
13 Er da det, som er godt, blevet mig (til) Død? Det være langt fra! men Synden (er bleven det), for at den skulde kjendes som Synd, da den formedelst det Gode bevirkede mig Døden, paa det at Synden formedelst Budet skulde vorde overmaade syndig.
1 Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
2 Men vi vide, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.
21 Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.
20 Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie fra Retfærdigheden.
33 Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.
10 Thi hvo, som holder den ganske Lov, men støder an i eet Bud, er bleven skyldig i alle.
15 thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.