Verse 32

Og han talede tre tusinde Ordsprog, og hans Sange vare tusinde og fem.

Referenced Verses

• Fork 12:9 : 9 Og ydermere, fordi at Prædikeren er (bleven) viis, lærte han endnu Folket Kundskab, og mærkede og randsagede, (ja) beskikkede mange Ordsprog.
• Høys 1:1-9 : 1 Høisangen, som er af Salomo. 2 Han kysse mig med sin Munds Kys, thi din megen Kjærlighed er bedre end Viin. 3 Dine Salver ere gode at lugte, dit Navn er (som) en Salve, der udgydes; derfor elske unge Piger dig. 4 Drag mig, efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig i sine inderste Kammere, vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville komme din (megen) Kjærlighed mere ihu end Viin; de Oprigtige elske dig. 5 Jeg er sort, dog liflig, I Jerusalems Døttre! som Kedars Pauluner, som Salomos Gardiner. 6 Seer ikke paa mig, at jeg er sortagtig, thi Solen haver brændt mig; min Moders Børns (Vrede) er optændt imod mig, de have sat mig til Viingaardenes Vogterinde; (men) jeg bevarede ikke min Viingaard, som jeg havde. 7 Giv mig tilkjende, du, hvilken min Sjæl elsker! hvor du føder (Hjorden), hvor du lader den ligge om Middagen; thi hvorfor skulde jeg være som den, der skjuler sig hos dine Medbrødres Hjorde? 8 Dersom du veed det ikke, du deiligste iblandt Qvinderne! (da) gak ud paa Faarenes Fodspor, og fød dine Kid ved Hyrdernes Boliger. 9 Jeg haver lignet dig, min Veninde! ved mine Heste for Pharaos Vogne. 10 Dine Kindbeen ere liflige i Spænderne, (og) din Hals i Kjæderne. 11 Vi ville gjøre dig Guldspænder med Sølvprikker. 12 Medens Kongen var i sin Kreds, gav min Nardus sin Lugt. 13 Min Kjæreste er mig en Myrrhabusk, som bliver varagtig imellem mine Bryster. 14 Min Kjæreste er mig en Copherdrue i Viingaardene udi En-Gedi. 15 See, du, min Veninde! er deilig, see, du er deilig, dine Øine ere (som) Duers (Øine). 16 See, du, min Kjæreste! er deilig, ja liflig, ja vor Seng er grøn. 17 Vore Huses Bjælker ere af Cedere, vore Gange ere af Fyr.
• Matt 13:35 : 35 at det skulde fuldkommes, som er sagt ved Propheten, som siger: Jeg vil oplade min Mund i Lignelser, jeg vil udsige det, som haver været skjult fra Verdens Grundvold blev lagt.
• Ordsp 1:1-9 : 1 Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Ordsprog, 2 til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord, 3 til at antage Klogskabs Tugt, Retfærdighed og Dom og Oprigtigheder, 4 til at give de Vanvittige Vittighed, den Unge Kundskab og (kloge) Anslag, — 5 hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad — 6 til at forstaae Ordsprog og Udlæggelse, de Vises Ord og deres mørke Taler. 7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt. 8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov. 9 Thi de ere en Naades Smykke paa dit Hoved og Kjæder om din Hals. 10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke. 11 Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag, 12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen, 13 vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov, 14 du skal kaste din Lod midt iblandt os, vi ville allesammen have een Pose, — 15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti. 16 Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod. 17 Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine. 18 Og disse lure paa deres (eget) Blod, de skjule sig imod deres (egne) Sjæle. 19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv. 20 Viisdommen raaber udenfor, den udgiver sin Røst paa Gaderne. 21 Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord: 22 Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand? 23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord. 24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa), 25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf, 26 da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for, 27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder. 28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig. 29 Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, 30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf, 31 saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad.