Verse 6

Thi af samme Aarsag betale I dem og Skat; thi de ere Guds Tjenere, som just skulle stadigen tage vare paa dette.

Referenced Verses

  • Matt 17:24-27 : 24 Men der de kom til Capernaum, gik de, som indkrævede (Skattens) Penge, til Peder og sagde: Betaler ikke eders Mester (Skattens) Penge? 25 Han sagde: Jo! Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: Hvad tykkes dig, Simon? af hvem tage Kongerne paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn, eller af Fremmede? 26 Peder siger til ham: Af Fremmede. Jesus sagde til ham: Saa ere jo Børnene frie. 27 Men paa det vi ikke skulle forarge dem, gak hen til Søen, kast en Krog og tag den første Fisk, som kommer op, og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og mig.
  • Matt 22:17-21 : 17 Siig os derfor, hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? 18 Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde han: I Øienskalke! hvi friste I mig? 19 Viser mig Skattens Mynt; men de rakte ham en Penning. 20 Og han sagde til dem: Hvis Billede og Overskrift er dette? 21 De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: Saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.
  • Mark 12:14-17 : 14 Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give, eller ikke give? 15 Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem: Hvi friste I mig? tager mig hid en Penning, at jeg kan see den. 16 Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: Hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens. 17 Og Jesus svarede og sagde til dem: Giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er; og de forundrede sig over ham.
  • Luk 20:21-26 : 21 Og de spurgte ham ad og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer ret, og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. 22 Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? 23 Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: Hvi friste I mig? 24 Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift haver den? Men de svarede og sagde: Keiserens. 25 Men han sagde til dem: Giver derfor Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er. 26 Og de kunde ikke fange ham i hans Ord i Folkets Nærværelse; og de forundrede sig over hans Svar og taug.
  • Luk 23:2 : 2 Men de begyndte at anklage ham og sagde: Denne have vi fundet at forvende Folket, og forbyde at give Keiseren Skat, og sige sig selv at være Christus, en Konge.
  • Rom 12:8 : 8 eller om Nogen formaner, paa Formanelsen; den, som uddeler, (gjøre det) med Redelighed; den, som er Forstander, (være det) med Flid; den, som gjør Barmhjertighed, (gjøre den) med Glæde.
  • 2 Mos 18:13-27 : 13 Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen. 14 Der Mose Svoger saae alt det, han gjorde med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Ting, som du gjør med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staaer for dig fra Morgen indtil Aften? 15 Og Mose sagde til sin Svoger: Thi Folket kommer til mig for at spørge Gud. 16 Naar de have nogen Handel, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans Næste, og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love. 17 Da sagde Mose Svoger til ham: Den Ting er ikke god, som du gjør. 18 Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene. 19 Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du, du skal føre Sagerne til Gud. 20 Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene, og lære dem Veien, som de skulle vandre paa, og den Gjerning, som de skulle gjøre. 21 Og du, du skal see dig ud af alt Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade Gjerrighed, og sætte over dem til Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti. 22 Og de skulle dømme Folket i al (beleilig) Tid, og det skal skee, hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme; let saaledes (noget af Byrden) fra dig, og de skulle bære tillige med dig. 23 Dersom du vil gjøre dette Stykke, og Gud befaler dig det, da formaaer du at staae ved Magt, og alt dette Folk skal ogsaa komme med Fred til sit Sted. 24 Og Mose adlød sin Svogers Røst og gjorde alt det, han sagde. 25 Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel, og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti. 26 Og de dømte Folket i al (beleilig) Tid; (hver) svar Sag skulde de føre for Mose, og selv skulde de dømme hver liden Sag. 27 Og Mose lod sin Svoger fare, og han gik til sit Land.
  • 5 Mos 1:9-9 : 9 Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder. 10 Herren eders Gud haver gjort eder mangfoldige; og see, I ere idag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed. 11 Herren, eders Fædres Gud, lægge til eder, som I ere, tusinde Gange Flere, og velsigne eder, som han haver sagt eder! 12 Hvorledes kan jeg alene bære eders Møie og eders Byrde og eders Trætte? 13 Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder. 14 Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gjøre. 15 Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Øverster over Tusinde, og Øverster over Hundrede, og Øverster over Halvtredsindstyve, og Øverster over Ti, og Fogeder for eders Stammer. 16 Og jeg bød eders Dommere paa den samme Tid og sagde: Hører (Sager) imellem eders Brødre, og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder, og imellem den Fremmede hos ham. 17 I skulle Ingens Person ansee i Dommen, I skulle høre den Mindste med den Største, I skulle ikke frygte for nogen Person, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, den lader komme frem til mig, saa vil jeg høre den.
  • 1 Sam 7:16-17 : 16 Og han gik hvert Aar og vandrede omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa, og dømte Israel paa alle disse Steder. 17 Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Huus, og der dømte han Israel; og han byggede der Herren et Alter.
  • 2 Sam 8:5 : 5 Men de Syrer af Damascus kom for at hjælpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba; og David slog af de Syrer to og tyve tusinde Mænd.
  • 1 Krøn 18:14 : 14 Saa var David Konge over al Israel, og han gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk.
  • Esra 4:13 : 13 Saa være det nu Kongen vitterligt, at dersom den Stad bliver bygget, og Murene blive fuldkommede, da skulle de ikke ville give (dig) Skat, Told og (aarlig) Rente, og du skal lide Skade paa Kongernes Indkomme.
  • Esra 4:20 : 20 Og der have været mægtige Konger i Jerusalem, og som have hersket over alt det, som er paa hiin Side Floden, saa at dem blev given Skat, Told og (aarlig) Rente.
  • Esra 6:8 : 8 Der er og given Befaling af mig om det, som I skulle gjøre mod disse Jøders Ældste, for at bygge dette Guds Huus, nemlig, at af Kongens Gods, af Skatten paa hiin Side Floden, skal strax gives disse Mænd til Bekostning, at de ikke forhindres.
  • Neh 5:4 : 4 Og der vare de, som sagde: Vi laane Penge til Kongens Skat paa vore Agre og vore Viingaarde.
  • Job 29:7-9 : 7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden; 8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende; 9 da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund; 10 da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane. 11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd. 12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper. 13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte. 14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue. 15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder. 16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg. 17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder.