1 Kongebok 2:24
Og nu, (saa vist som) Herren lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde paa min Faders Davids Throne, og som har gjort mig et Huus, saasom han sagde, — Adonja skal dødes idag.
Og nu, (saa vist som) Herren lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde paa min Faders Davids Throne, og som har gjort mig et Huus, saasom han sagde, — Adonja skal dødes idag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Da svarede Kong Salomo og sagde til sin Moder: Men hvorfor begjærer du Abisag, den Sunamitiske, til Adonja? begjær og Riget til ham; thi han er min Broder, ældre end jeg, og han har baade Abjathar, Præsten, og Joab, Zerujas Søn, (med sig).
23 Og Kong Salomo svoer ved Herren og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil! Adonja skal have talet det Ord imod sit Liv.
25 Og Kong Salomo sendte ved Benajas, Jojadas Søns, Haand; og han faldt an paa ham, og han døde.
24 Og Nathan sagde: Min Herre Konge, har du, du sagt: Adonja skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne?
25 Thi han gik ned idag og slagtede Øxne og fedt (Qvæg) og Faar i Mangfoldighed, og han indbød alle Kongens Sønner og Høvedsmændene for Hæren og Abjathar, Præsten, og see, de æde og drikke for hans Ansigt, og de sige: Kong Adonja leve!
26 Men mig, jeg, som er din Tjener, og Zadok, Præsten, og Benaja, Jojadas Søn, og Salomo, din Tjener, indbød han ikke.
27 Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?
45 Men Kong Salomo er velsignet, og Davids Throne skal være stadfæstet for Herrens Ansigt indtil evig (Tid).
46 Saa bød Kongen Benaja, Jojadas Søn, og han gik ud og faldt an paa ham, og han døde; og Riget blev stadfæstet ved Salomos Haand.
29 Da svoer Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, som har forløst min Sjæl af al Angest,
30 ligesom jeg har svoret dig ved Herren, Israels Gud, og sagt, at Salomo, din Søn, skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne i mit Sted, saaledes vil jeg gjøre i denne Dag.
12 Saa gak nu, Kjære, jeg vil give dig et Raad, at du skal redde dit Liv og din Søns Salomos Liv.
13 Gak og kom ind til Kong David, og du skal sige til ham: Du, min Herre Konge, har du ikke svoret din Tjenesteqvinde og sagt: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne? hvorfor er da Andonja bleven Konge?
16 Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.
10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
21 Ellers skeer det, naar min Herre Kongen ligger med sine Fædre, at jeg, jeg og min Søn Salomo maae være Syndere.
31 Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
17 Og hun sagde til ham: Min Herre! du, du har svoret din Tjenesteqvinde ved Herren din Gud, (sigende:) Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne.
18 Men nu, see, Adonja er bleven Konge, og nu, min Herre Konge, du veed det ikke.
43 Og Jonathan svarede og sagde til Adonja: Ja, vor Herre, Kong David, haver gjort Salomo til Konge.
48 Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
35 Og drager op efter ham, saa skal han komme og sidde paa min Throne, og han skal være Konge i mit Sted; thi jeg haver budet ham at være en Fyrste over Israel og over Juda.
4 paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
37 Saasom Herren haver været med min Herre Kongen, saa være han med Salomo, og gjøre hans Throne større end min Herres, Kong Davids, Throne!
51 Og det blev Salomo kundgjort og sagt: See, Adonja frygter for Kong Salomo, og see, han holder fast ved Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal sværge mig paa denne Dag, at han ikke vil dræbe sin Tjener med Sværd.
52 Og Salomo sagde: Dersom han vil være en redelig Mand, skal der ikke falde (eet) af hans Haar paa Jorden; men om der bliver fundet Ondt med ham, da skal han døe.
20 Men naar en Mand finder sin Fjende, skulde han da sende ham paa en god Vei? men Herren skal betale dig Godt for denne Dag, (for det,) som du har gjort mig.
21 Og nu, see, jeg veed, at du skal visseligen blive Konge, og Israels Rige skal stadfæstes i din Haand.
22 Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
31 Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.
1 Og der Davids Dage kom nær til, at han skulde døe, da bød han sin Søn Salomo og sagde:
11 Og det skal skee, naar dine Dage ere opfyldte, og du gaaer (herfra) med dine Fædre, da vil jeg opreise din Sæd efter dig, som skal være af dine Sønner, og jeg vil stadfæste hans Rige.
11 Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
25 Og nu, Herre Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, det stadfæst evindeligen, og gjør, ligesom du har talet.
12 Og Salomo sad paa sin Faders Davids Throne, og hans Rige blev saare stadfæstet.
34 Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an paa ham og dræbte ham, og han blev begraven i sit Huus i Ørken.
42 Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei, og sagde til ham: Har jeg ikke besvoret dig ved Herren, og vidnet for dig og sagt: Paa hvilken Dag du gaaer ud og gaaer hid eller did, skal du vist vide, at du skal visseligen døe? og du sagde til mig: Det Ord er godt, som jeg har hørt.
20 Og Herren har stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted, og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
10 Han, han skal bygge mit Navn et Huus, og han, han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil stadfæste hans Riges Throne over Israel til evig Tid.
14 Men jeg vil befæste ham i mit Huus og i mit Rige evindelig, og hans Stol skal være fast evindeligen.
25 Og nu, Herre, Israels Gud! hold (fremdeles) din Tjener David, min Fader, det, du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre for mit Ansigt, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
16 Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre i min Lov, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
23 Og nu, Herre! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, blive bestandigt evindeligen, og gjør, saasom du haver talet.
11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
10 Og Herren haver stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
9 Lad nu, Herre Gud! dit Ord til min Fader David blive sandt; thi du, du haver gjort mig til Konge over et Folk, (som er saa) talrigt som Støv paa Jorden.
5 Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette.