1 Peters brev 3:6
som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.
som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
2 naar de skue eders kydske Omgjængelse i (Herrens) Frygt.
3 Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt,
4 men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.
5 Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
18 I Hustruer! værer eders egne Mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren.
19 I Mænd! elsker eders Hustruer og værer ikke bittre imod dem.
20 I Børn! værer Forældrene lydige i alle Ting; thi dette er velbehageligt for Herren.
21 og værer hverandre underdanige i Guds Frygt.
22 I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
23 thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.
24 Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
7 Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
5 I Tjenere! adlyder Eders timelige Herrer med Frygt og Bæven, i Eders Hjertes Eenfoldighed, som Christo;
4 saa at de oplære de unge Qvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,
5 at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige, at Guds Ord ikke skal bespottes.
22 I Tjenere! værer eders timelige Herrer lydige i alle Ting, ikke med Øientjeneste, som de, der ville tækkes Menneskene, men i Hjertets Eenfoldighed, frygtende Gud;
15 Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
33 Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.
11 Desligeste (bør det deres) Hustruer (at være) ærbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting.
34 tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
1 Saa Mange, som ere Trælle under Aaget, skulle holde deres Herrer al Ære værd, paa det Guds Navn og Lærdommen ikke skal bespottes.
2 Men de, der have troende Herrer, foragte dem ikke, fordi de ere Brødre, men tjene des hellere, efterdi de, som annamme deres gode Gjerning, ere troende og elskte. Lær dette og forman (dertil).
2 gamle Qvinder som Mødre, unge som Søstre i al Kydskhed.
9 Og Herrens Engel sagde til hende: Gak tilbage til din Frue, og ydmyg dig under hendes Hænder.
9 desligeste og, at Qvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller Perler eller kostbart Klædebon,
10 men, som det sømmer sig Qvinder, der bekjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.
11 Qvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed.
12 Men Qvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed.
18 I Tjenere! værer (eders) Herrer underdanige i al Ærefrygt, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de vrangvillige.
9 Tjenere (formane du til) at være deres Herrer underdanige, at være velbehagelige i alle Ting, ikke sige imod,
28 Hendes Sønner staae op og prise hende salig, hendes Huusbonde roser hende ogsaa, (sigende):
29 Mange Døttre forhverve Formue, men du, du kom op over dem allesammen.
6 Da sagde Abram til Sarai: See, din Pige er i din Haand, gjør med hende, som dig godt synes; og Sarai ydmygede hende, saa flyede hun fra hendes Aasyn.
3 Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4 som vel forestaaer sit eget Huus, som haver lydige Børn med al Ærbarhed,
1 I Børn! adlyder Eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
17 Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i eders Udlændigheds Tid,
3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
11 Og nu, min Datter, frygt ikke; alt det, du siger, vil jeg gjøre dig, thi mit Folk i den ganske Stad veed, at du er en duelig Qvinde.
3 Naar en Mand lover Herren et Løfte eller sværger en Ed, saa han med en Forpligtelse forpligter sin Sjæl, han skal ikke vanhellige sit Ord; han skal gjøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund.
14 Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
11 Hør, Datter! og see til og bøi dit Øre, og glem dit Folk og din Faders Huus.
9 Og I Herrer! gjører det Samme mod dem og lader Trudsel fare, vidende, at ogsaa Eders egen Herre er i Himlene, og Persons Anseelse er ikke hos ham.
15 Men hun skal frelses ved Børnefødsel, dersom de blive i Tro og Kjærlighed og Helliggjørelse med Tugt.
14 Men om I og lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige; men frygter ikke, som de frygte, og forfærdes ikke. Men helliger Gud Herren i eders Hjerter.
36 Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.