2 Krønikebok 36:16
Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Propheter, indtil Herrens Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom (mere).
Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Propheter, indtil Herrens Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom (mere).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Og han førte Chaldæernes Konge op over dem, og han ihjelslog deres unge (Karle) med Sværd udi deres Helligdommes Huus og sparede hverken unge (Karle) eller Jomfruer, Gamle eller Udlevede; han gav dem alle i hans Haand.
14Og alle de Øverste iblandt Præsterne og Folket forgrebe sig saare meget efter alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede Herrens Huus, som han havde helliggjort i Jerusalem.
15Og Herren, deres Fædres Gud, sendte til dem formedelst sine Bud tidligen og ideligen; thi han sparede sit Folk og sin Bolig.
26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
18Saa forlode de Herrens, deres Fædres Guds, Huus og tjente Lundene og Afguderne; da blev der en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld.
19Og han sendte Propheter til dem at omvende dem til Herren, og de vidnede for dem, men de vilde ikke vende Ørene dertil.
16Herrens Ansigt haver adspredt dem, han skal ikke see til dem mere; de ansaae ikke Præsternes Person, de vare ikke naadige imod de Gamle.
8Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.
19fordi at de ikke hørte mine Ord, siger Herren, jeg, som sendte mine Tjenere, Propheterne, til dem tidligen og ideligen, men I hørte ikke, siger Herren.
10Og Løberne gik over fra en Stad til den anden i Ephraims og Manasses Land og indtil Sebulon; men de loe ad dem og bespottede dem.
32for al Israels Børns og Judæ Børns Ondskab, som de gjorde til at opirre mig, de, deres Konger, deres Fyrster, deres Præster og deres Propheter, baade Judæ Mænd og Jerusalems Indbyggere.
40Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
30Og du forhalede mange Aar over dem og lod vidne for dem ved din Aand formedelst dine Propheter, men de vendte ikke Ørene dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.
12Og de satte deres Hjerte (som) en Demant, for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den Herre Zebaoth sendte ved sin Aand formedelst de første Propheter, og der var en stor Vrede fra den Herre Zebaoth.
17Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle, og ei forbarme sig over dets Faderløse og dets Enker; thi hver er en Øienskalk og Ond, og hver Mund taler Daarlighed; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
11— fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
5Men de hørte ikke og bøiede ikke deres Øre, at vende om fra deres Ondskab og aflade at gjøre Røgelse for andre Guder.
6Og min Grumhed og min Vrede er udøst og er optændt i Judæ Stæder og paa Jerusalems Gader; og de ere blevne til en Ørk og til en Ødelæggelse, som (det sees) paa denne Dag.
13Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
19Og de opbrændte Guds Huus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbrændte alle dens Paladser med Ild, og alle deres kostelige Kar bleve fordærvede.
14Derfor hører Herrens Ord, I Bespottere! som herske over dette Folk, som er i Jerusalem:
15Da optændtes Herrens Vrede imod Amazia, og han sendte en Prophet til ham, og han sagde til ham: Hvorfor søger du det Folks Guder, som ikke kunde redde deres Folk af din Haand?
30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
10Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
14Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand, trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaae for deres Fjenders Ansigt.
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
10Og det skal skee, naar du har forkyndt dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor taler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgjerning, og hvad er vor Synd, som vi have syndet med for Herren vor Gud?
25fordi at de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder, til at opirre mig med alle deres Hænders Gjerninger; derfor skal min Hastighed udøses over dette Sted og ikke udslukkes.
10Da talede Herren formedelst sine Tjenere, Propheterne, og sagde:
27derfor er Herrens Vrede optændt imod dette Land, at han haver ført al den Forbandelse over det, som skreven er i denne Bog.
25Derfor er Herrens Vrede optændt over hans Folk, og han udrakte sin Haand over det og slog det, at Bjergene bævede, og deres (døde) Kroppe vare som Skarnet midt paa Gaderne; i dette altsammen vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
20Saa forkastede Herren al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han kastede dem bort fra sit Ansigt.
14Men de havde ikke været lydige; men de havde forhærdet deres Nakke, som deres Fædres Nakke, hvilke ikke troede paa Herren deres Gud.
11og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder, og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.
16Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
5saa I høre paa mine Tjeneres, Propheternes, Ord, som jeg sender til eder baade tidlig og idelig, enddog I ikke vilde høre,
3Men det skede af Herrens Vrede imod Jerusalem og Juda, indtil han kastede dem fra sit Ansigt; og Zedekias faldt af fra Kongen af Babel.
16De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
20Men det skede af Herrens Vrede mod Jerusalem og mod Juda, indtil at han kastede dem fra sit Ansigt, at Zedekias faldt af fra Kongen af Babel.
19Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.
22Og Herren kunde ikke ydermere fordrage det for eders Idrætters Ondskabs Skyld, for de Vederstyggeligheders Skyld, som I gjorde; og eders Land blev til en Ørk og til en Forskrækkelse og til en Forbandelse, at Ingen boer (derudi), som (det sees) paa denne Dag.
16Og Folket, for hvilket de spaae, skal være henkastet paa Jerusalems Gader for Hungerens og Sværdets Skyld, og skal Ingen have, som skal begrave dem, (ja) dem, deres Hustruer og deres Sønner og deres Døttre; og jeg vil udøse deres Ondskab over dem.
16Tilmed talede hans Tjenere ydermere imod Gud Herren og imod hans Tjener Ezechias.
7Maaskee deres (ydmyge) Begjæring kunde falde for Herrens Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vei; thi Vreden og Grumheden er stor, som Herren haver talet imod dette Folk.