2 Korinterbrev 12:7
Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, (nemlig) en Engel Satan, for at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, (nemlig) en Engel Satan, for at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Om denne bad jeg Herren tre Gange, at den maatte lade af fra mig;
9og han sagde til mig: Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, paa det at Christi Kraft kan boe i mig.
10Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.
11Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af eder; thi jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler, alligevel jeg er Intet.
12Der bleve jo gjorte en Apostels Tegn iblandt eder med al Taalmodighed, ved Tegn og Undere og kraftige Gjerninger.
13Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
1At rose mig, er mig sandeligen ikke nyttigt; thi jeg vil komme til Syner og Herrens Aabenbarelser.
2Jeg kjender et Menneske i Christo, som for fjorten Aar siden — hvad heller han var i Legemet, veed jeg ikke, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det — blev henrykket indtil den tredie Himmel.
3Og jeg kjender et saadant Menneske, — hvad heller han var i Legemet eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det —
4at han blev henrykket ind i Paradiis og hørte uudsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
5Af Saadant vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af mine Skrøbeligheder.
6Thi dersom jeg end vilde rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg vilde sige Sandhed; men jeg undlader det, for at ikke Nogen skal tænke høiere om mig, end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
28foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.
29Hvo er skrøbelig, uden at jeg og er skrøbelig? hvo bliver forarget, uden at det brænder i mig?
30Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Skrøbelighed.
8Thi dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskjæmmet.
9Paa det at jeg ikke skal synes at ville forfærde eder ved Brevene,
27men jeg undertvinger mit Legeme og holder det i Trældom, at ikke jeg, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt.
7Men vi have dette Liggendefæ i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke af os;
16Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.
17Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.
5Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
10Derfor skriver jeg dette fraværende, paa det jeg nærværende ikke skal (behøve at) bruge Strenghed efter den Magt, som Herren haver givet mig til Opbyggelse og ikke til Nedbrydelse.
13Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium;
14og denne min Prøvelse i mit Kjød ringeagtede I ikke og forhaanede ikke, men I annammede mig som en Guds Engel, som Christum Jesum.
11thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.
12Men der jeg kom til Troas, for (at prædike) Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;
11i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
1Men jeg Paulus selv formaner eder ved Christi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som vel er ydmyg, naar jeg er hos eder, men fraværende bruger Myndighed mod eder;
2men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, med hvilken jeg agter at være dristig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.
8Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike i Evangelium for Hedningerne Christi urandsagelige Rigdom,
7Eller gjorde jeg Synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøies, da jeg for Intet forkyndte eder det Guds Evangelium?
13Derfor beder jeg, at I ikke forsage over mine Trængsler, (som jeg lider) for Eder, hvilket er Eders Ære. —
9Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.
10Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjæves, men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.
15Men jeg haver Intet brugt af disse Ting. Men jeg haver ikke skrevet dette, for at det skal saaledes skee med mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Ros til Intet.
5at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordærvelse, at Aanden maa frelses paa den Herres Jesu Dag.
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
10Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Achajæ Lande.
6Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
5Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte (ham) for at erfare eders Tro, om Fristeren ikke maaskee skulde have fristet eder, og vort Arbeide blive forgjæves.
1O at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode.
16Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, for at Jesus Christus vilde paa mig, som den største, vise al Langmodighed, dem til et Exempel, som skulle troe paa ham til det evige Liv.
30idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
12thi hverken annammede, ei heller lærte jeg det af noget Menneske, men ved Jesu Christi Aabenbarelse.
17Derfor haver jeg Ros i Christo Jesu i min Tjeneste for Gud.
12Derfor, naar jeg og skrev eder til, saa var det ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det at vor Iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
12Derfor, hvo, som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.