2 Korinterne 11:28
foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.
foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 Jeg haver gjort mange Reiser, jeg var i Farer i Vandstrømme, i Farer blandt Røvere, i Farer (paaførte) af (mit) Folk, i Farer (paaførte) af Hedninger, i Farer i Byer, i Farer i Ørkenen, i Farer paa Havet, i Farer blandt falske Brødre;
27 i Arbeide og Møie, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;
29 Hvo er skrøbelig, uden at jeg og er skrøbelig? hvo bliver forarget, uden at det brænder i mig?
30 Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Skrøbelighed.
8 Jeg berøvede andre Menigheder, idet jeg tog Sold af dem, for at tjene eder; og der jeg var nærværende hos eder og led Mangel, var jeg (dog) Ingen til Byrde;
9 thi Brødrene, som kom fra Macedonien, afhjalp min Trang; og i alle Maader haver jeg holdt, og vil holde mig fra at falde eder til Byrde.
2 at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
24 Nu glæder jeg mig i mine Lidelser for eder og opfylder det, som fattes i Christi Trængsler, i mit Kjød for hans Legeme, som er Menigheden,
11 i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconium, i Lystra, hvilke Forfølgelser jeg haver udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
4 Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
5 Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
4 men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere: med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,
5 under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeide, i Vaagen, i Fasten,
8 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
23 uden at den Hellig-Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie efter mig.
24 Men jeg agter Intet, holder og ikke selv mit Liv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds Naades Evangelium.
13 Thi hvad er det, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden deri, at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!
30 idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
7 Kaster al eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for eder.
23 ere de Christi Tjenere? — jeg taler uforstandigen — jeg er det mere; jeg haver arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, været flere Gange i Fængsler, ofte i Dødsfare.
20 Thi jeg haver Ingen ligesindet med mig, der saa oprigtig vil bære Omsorg for, hvad Eder angaaer.
5 Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
13 Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,
10 Men jeg haver høiligen glædet mig i Herren, at I nu engang igjen have oplivet eders Omhu for mig, hvortil I og før havde Villie, men manglede Leilighed.
11 Jeg frygter for Eder, at jeg maaskee haver arbeidet forgjæves paa Eder.
30 Hvi staae og vi hver Time i Fare?
31 Jeg døer dagligen, (det vidner jeg) ved den vor Ros, som jeg haver i Christo Jesu, vor Herre.
10 Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.
1 Thi jeg haver ikke behov at skrive til eder om Hjælpen til de Hellige;
4 Thi i megen Kummer og med et beklemt Hjerte skrev jeg eder til under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men paa det I skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen haver til eder.
5 Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
19 at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;
19 men ikke det alene, men som og er beskikket af Menighederne til at reise med os med denne Velgjerning, som besørges af os, Herren selv til Ære og eders Redebonhed (til Priis);
20 thi vi vogte os for, at Nogen skal kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os,
16 Hine, som søge Trætte, forkynde Christum ikke redeligen, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker;
17 men disse (forkynde ham) af Kjærlighed, da de vide, at jeg er sat til at forsvare Evangelium.
18 Hvad da? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig.
8 Derfor, endskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christo befale dig det, som er tilbørligt,
4 hvilke have sat deres eget Liv i Fare for mit, hvilke ikke jeg alene takker, men og alle Hedningernes Menigheder;
13 saa at mine Lænker ere blevne aabenbare (at være) for Christi Skyld i det ganske Palads og for alle de Øvrige,
14 og at de fleste af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve desmere dristige til at tale Ordet uden Frygt.
7 Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, (nemlig) en Engel Satan, for at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
29 hvortil jeg og arbeider, stridende ved hans Kraft, som virker mægtigen i mig.
16 Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
30 thi for Christi Gjernings Skyld kom han Døden nær, der han ikke agtede sit Liv, for at erstatte, hvad der fattedes i Eders Tjeneste mod mig.
32 Men jeg vil, at I skulle være uden Bekymring. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
31 at jeg maa blive friet fra de Vantroe i Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem maa blive de Hellige behageligt;
11 for hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer;
8 vi, som trænges paa alle Maader, men ikke forsage; som ere tvivlende, men ikke fortvivlende;
11 Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst, og ere nøgne, og faae Mundslag, og have intet vist Opholdssted,