2 Korinterbrev 7:5
Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
Thi der vi kom til Macedonien, havde vort Kjød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader; udvortes (var) Strid, indvortes Frygt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
7Men vi have dette Liggendefæ i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke af os;
8vi, som trænges paa alle Maader, men ikke forsage; som ere tvivlende, men ikke fortvivlende;
9forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte;
7saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
4som os trøster i al vor Trængsel, saa at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!
5Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christum.
6Men hvad enten vi trænges, (skeer det) for eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, (skeer det) til eders Trøst, der viser sig virksom i (eders) Taalmodighed under de samme Lidelser, som ogsaa vi lide;
7og vort Haab er fast om eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
9Ja! vi havde selv fældet den Dom hos os selv, at vi maatte døe, paa det at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde,
13men jeg tog Afsked fra dem og drog til Macedonien.
13Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
1I vide selv, Brødre! om vor Indgang hos eder, at den ikke var forgjæves;
2men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.
6Men Gud, som trøster de Nedbøiede, trøstede os ved Titi Ankomst;
7dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
1Derfor, efterdi vi ikke længere kunde udholde det, fandt vi forgodt at lades alene tilbage i Athenen,
2og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener og vor Medarbeider i Christi Evangelio, for at styrke eder og formane eder om eders Tro,
3at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte.
4Thi ogsaa der vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde lide Trængsler; som og er skeet, og I vide.
5Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte (ham) for at erfare eders Tro, om Fristeren ikke maaskee skulde have fristet eder, og vort Arbeide blive forgjæves.
3Og jeg var hos eder med Skrøbelighed og med Frygt og med megen Bæven;
11Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst, og ere nøgne, og faae Mundslag, og have intet vist Opholdssted,
4men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere: med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,
5under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeide, i Vaagen, i Fasten,
6Derfor ere vi altid frimodige, enddog vi vide, at medens vi ere tilhuse i Legemet, ere vi borte fra Herren.
7— Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —
8Dog ere vi frimodige og have mere Behag i at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.
26Jeg haver gjort mange Reiser, jeg var i Farer i Vandstrømme, i Farer blandt Røvere, i Farer (paaførte) af (mit) Folk, i Farer (paaførte) af Hedninger, i Farer i Byer, i Farer i Ørkenen, i Farer paa Havet, i Farer blandt falske Brødre;
27i Arbeide og Møie, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;
28foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.
2men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, med hvilken jeg agter at være dristig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.
3Thi idet vi omgaaes i Kjødet, stride vi ikke efter Kjødet,
30idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
4saa at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder, formedelst eders Taalmodighed og Tro under alle eders Forfølgelser og Trængsler, som I udholde;
20Thi jeg frygter, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af eder saadan, som I ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuden, Opblæsthed, Uordener;
15Og han haver en overvættes Kjærlighed til eder, naar han tænker paa alle eders Lydighed, hvorledes I annammede ham med Frygt og Bævelse.
16Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
28og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.
4paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
8ikke heller aade vi Brød hos Nogen for Intet, men arbeidede med Møie og Besvær, Nat og Dag, for ikke at være Nogen af eder til Byrde.
35Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel, eller Angest, eller Forfølgelse, eller Hunger, eller Nøgenhed, eller Fare, eller Sværd?
13Thi dersom vi gaae for vidt (i vor Ros), da er det for Gud, eller vi ere beskedne, er det for eder.
17Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder med Legemet, ikke med Hjertet, vi have med megen Forlængsel gjort os desmere Flid, for at faae see eders Ansigt.
10Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet Andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal bære Dommen, hvo han end er.
14og at de fleste af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve desmere dristige til at tale Ordet uden Frygt.
5Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
5Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
7Thi Gud haver ikke givet os Frygtsomheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.