Galaterbrevet 5:10
Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet Andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal bære Dommen, hvo han end er.
Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet Andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal bære Dommen, hvo han end er.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7I løb godt; hvo standsede Eder, saa at I ikke lade Eder overtales af Sandheden?
8Den Overtalelse er ikke fra ham, som kaldte Eder.
9En liden Suurdeig gjør den ganske Deig suur.
7enddog der ikke er noget andet; kun ere der Nogle, som forvilde eder og ville forvende Christi Evangelium.
11Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskjærelse, hvi forfølges jeg da endnu? Da var Korsets Forargelse jo borttagen.
12Gid de og maatte afskjæres, som forvirre Eder!
16Det glæder mig, at jeg kan lide paa eder i Alting.
17Iøvrigt volde Ingen mig Fortræd; thi jeg bærer den Herres Jesu Mærketegn paa mit Legeme.
5Men dersom Nogen haver bedrøvet, haver han ikke bedrøvet mig, men tildeels — at jeg ikke skal være for haard — eder alle.
6Eders Ros er ikke smuk; vide I ikke, at en liden Suurdeig gjør den ganske Deig suur?
6fuldeligen forsikkret om dette, at han, som begyndte en god Gjerning i Eder, vil fuldføre den indtil Jesu Christi Dag;
4og vi have i Herren den Tillid til eder, at I baade gjøre og ville gjøre, hvad vi byde eder.
24Efterdi vi have hørt, at Nogle, udgangne fra os, have forvirret eder med Ord og foruroliget eders Sjæle, idet de sige, at man skal omskjæres og holde Loven, hvilke vi ikke befalede (dette),
8Derfor, endskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christo befale dig det, som er tilbørligt,
13Thi (dette er) ikke (saa meent), at Andre skulle have Lettelse, men I Trængsel,
2men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, med hvilken jeg agter at være dristig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.
14Men jeg er og selv forvisset om eder, mine Brødre! at ogsaa I ere fulde af Godhed, rige paa al Kundskab, istand til og at paaminde hverandre.
3Og jeg skrev eder just saaledes til, for at jeg ikke, naar jeg kommer, skal have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af; efterdi jeg er forsikkret om eder alle, at min Glæde er alles eders.
11Hvad enten det da er mig, eller hine, da prædike vi saaledes, og saaledes troede I.
13Derfor lader os ikke mere dømme hverandre; men dømmer heller dette, at Ingen maa sætte Anstød eller Forargelse for sin Broder.
21I Tillid til din Lydighed haver jeg skrevet til dig, da jeg veed, at du vil gjøre endog over det, jeg siger.
25Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glæde i Troen;
2Og I ere opblæste? og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som haver gjort denne Gjerning, maatte udstødes fra eder?
3Thi jeg, som vel er fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden, haver allerede dømt, som om jeg var nærværende, den, som dette haver saaledes bedrevet,
30idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
10Hvi friste I da nu Gud (ved) at lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?
10Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle skulle tale det Samme, og at der ikke maa være Splid iblandt eder, men at I skulle være fast forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
1Derfor bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, og lader Eder ikke atter tvinge under Trældoms Aag.
2Bærer hverandres Byrder, og opfylder saaledes Christi Lov.
5et Beviis paa Guds retfærdige Dom, paa det at I skulle befindes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
6efterdi det er retfærdigt for Gud at gjengjælde dem Trængsel, som trænge eder,
10Men du haver efterfulgt mig i Lærdom, Vandel, Forsæt, Tro, Langmodighed, Kjærlighed, Taalmodighed,
15Saa Mange af os derfor, som ere fuldkomne, maae have dette Sindelag; og ere I ei ganske saaledes sindede, da skal Gud ogsaa aabenbare eder dette.
12Saa Mange, som ville have Anseelse efter Kjødet, de tvinge Eder til at omskjæres, alene for at de ikke skulle forfølges formedelst Christi Kors.
10Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Achajæ Lande.
4endskjønt ogsaa jeg haver det, jeg kunde forlade mig paa, endog i Kjødet. Dersom en Anden synes, han kan forlade sig paa Kjød, jeg meget mere.
16og (jeg vilde) igjennem eders (Stad) draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til eder, og blevet ledsaget af eder til Judæa.
7See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
19Derfor dømmer jeg, at man skal ikke besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
20Thi jeg frygter, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af eder saadan, som I ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuden, Opblæsthed, Uordener;
8som og skal befæste eder indtil Enden, (saa at I skulle være) ustraffelige paa vor Herres Jesu Christi Dag.
4paa det at, om Macedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ei at sige I, skulde blive beskjæmmede over denne vor tillidsfulde Ros.
11da betænke en Saadan dette, at saadanne, som vi fraværende ere med Ord ved Brevene, saadanne ville vi og nærværende være i Gjerningen.
16Hine, som søge Trætte, forkynde Christum ikke redeligen, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker;
12Derfor, naar jeg og skrev eder til, saa var det ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det at vor Iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
9Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
4Min Frimodighed er stor imod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fyldt med Trøst, jeg haver en overvættes stor Glæde i al vor Trængsel.
5Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte (ham) for at erfare eders Tro, om Fristeren ikke maaskee skulde have fristet eder, og vort Arbeide blive forgjæves.
10Derfor skriver jeg dette fraværende, paa det jeg nærværende ikke skal (behøve at) bruge Strenghed efter den Magt, som Herren haver givet mig til Opbyggelse og ikke til Nedbrydelse.
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.