2 Samuelsbok 12:16

Original Norsk Bibel 1866

Og David søgte Gud for Drengen, og David fastede meget og gik ind og blev Natten over, og laae paa Jorden.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 2 Sam 13:31 : 31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.
  • Apg 9:9 : 9 Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.
  • 2 Sam 12:22 : 22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
  • Jona 3:9 : 9 Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
  • 1 Kong 21:27 : 27 Og det skede, der Achab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde en Sæk paa sit Kjød og fastede, og han laae i Sækken og gik sagteligen.
  • Est 4:16 : 16 Gak, samle alle Jøderne, de, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ei heller drikke i tre Dage, Nat og Dag; ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligesaa faste, og saaledes vil jeg gaae ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa maa jeg omkomme.
  • Job 20:12-14 : 12 Dersom Ondskab end er sød i hans Mund, (om) han vilde dølge den under sin Tunge, 13 (om) han vilde spare den og ikke forlade den, og vilde holde den tilbage inden i sin Gane, 14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
  • Sal 50:15 : 15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.
  • Sal 69:10 : 10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
  • Jes 22:12 : 12 Og Herren, den Herre Zebaoth, skal paa den samme Dag raabe efter Graad og efter Hylen og efter skaldet (Hoved), og at (man skal) ombinde Sække.
  • Jes 26:16 : 16 Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
  • Joel 2:12-14 : 12 Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen. 13 Og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde. 14 Hvo veed? han maatte vende om og angre det, og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig (til) Madoffer og Drikoffer for Herren eders Gud.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 82%

    17Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem.

    18Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.

    19Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt.

    20Da stod David op fra Jorden, og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder, og gik ind i Herrens Huus og tilbad; og der han kom til sit Huus, da begjærede han (Mad), og de satte Brød for ham, og han aad.

    21Da sagde hans Tjenere til ham: Hvad er det for en Ting, som du haver gjort? du fastede og græd for Barnet, da det levede, men da Barnet er dødt, staaer du op og æder Brød.

    22Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.

    23Men nu, det er dødt, hvorfor skal jeg (da) faste? kan jeg endnu hente det tilbage? jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.

    24Derefter trøstede David Bathseba, sin Hustru, og gik ind til hende og laae hos hende, og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Salomo; men Herren elskede ham.

  • 81%

    13Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe.

    14Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.

    15Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.

  • 71%

    8Siden sagde David til Uria: Gak ned i dit Huus og toe dine Fødder; der Uria gik ud af Kongens Huus, da gik (man med) kongelig Skjenk ud efter ham.

    9Men Uria laae for Døren af Kongens Huus med alle sin Herres Tjenere, og han gik ikke ned i sit Huus.

    10Og de gave David tilkjende og sagde: Uria gik ikke ned i sit Huus; da sagde David til Uria: Kommer du ikke fra Veien? hvi gik du ikke ned i dit Huus?

    11Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have leiret sig paa Marken, skulde jeg, jeg da gaae ind i mit Huus at æde og drikke og at ligge hos min Hustru? (saa vist som) du lever, og din Sjæl lever, jeg gjør ikke denne Gjerning.

    12Da sagde David til Uria: Bliv og idag her, saa vil jeg imorgen lade dig fare; saa blev Uria i Jerusalem den samme Dag og den anden Dag.

    13Og David indbød ham, og han aad for hans Ansigt og drak, og han gjorde ham drukken; og han gik ud om Aftenen at lægge sig paa sin Seng med sin Herres Tjenere og gik ikke ned i sit Huus.

    14Og det skede om Morgenen, da skrev David et Brev til Joab og sendte det ved Urias Haand.

  • 71%

    11Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.

    12Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.

  • 31Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.

  • 70%

    26Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.

    27Men der Sorgen var gaaen over, sendte David hen og lod hente hende til sit Huus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn; men den Gjerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øine.

  • 35Der alt Folket kom ind, at de vilde komme David til at æde Brød, der det var endnu Dag, da svoer David og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge end saa dertil, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaaer ned!

  • 70%

    19Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.

    20Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.

  • 20Og han bar ham og førte ham til sin Moder; og han sad paa hendes Knæ indtil om Middagen, da døde han.

  • 30Men David gik op ad Opgangen paa Oliebjerget; som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var skjult, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, skjult hver sit Hoved, og gik flux op og græd.

  • 69%

    3Og David sendte hen og lod spørge efter Qvinden; og En sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Urias, den Hethiters, Hustru?

    4Da sendte David Bud og lod hende hente, og der hun kom til ham, da laae han hos hende, men hun helligede sig af sin Ureenhed, og hun vendte tilbage til sit Huus.

    5Og Qvinden blev frugtsommelig; og hun sendte hen og lod kundgjøre for David og sige: Jeg er bleven frugtsommelig.

    6Da sendte David til Joab, (sigende:) Send Uria, den Hethiter, til mig; og Joab sendte Uria til David.

  • 17Og David sagde til Herren, der han saae Engelen, som slog paa Folket, ja han sagde: See, jeg, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Kjære, lad din Haand være imod mig og imod min Faders Huus.

  • 20Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

  • 8Da sagde David til Gud: Jeg haver saare syndet, at jeg haver gjort denne Gjerning; men nu, Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning, thi jeg handlede meget daarligen.

  • 10Saa laae David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad.

  • 34Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt.

  • 25Og David byggede Herren der et Alter og offrede Brændoffere og Takoffere; og Herren bønhørte Landet, og Plagen standsedes fra Israel.

  • 41Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.

  • 1Og Kong David var gammel, var kommen til Alder, og de dækkede ham til med Klæder, og han blev ikke varm.

  • 17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;

  • 3Men det skede i den samme Nat, at Guds Ord skede til Nathan, sigende:

  • 16Der David opløftede sine Øine og saae Herrens Engel staae imellem Jorden og imellem Himmelen, og hans dragne Sværd i hans Haand, udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sække, paa deres Ansigt.

  • 11Og der David stod op om Morgenen, da skede Herrens Ord til Gad, Propheten, Davids Seer, og han sagde:

  • 31Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.

  • 28Og Kong David svarede og sagde: Kalder Bathseba til mig; og hun kom for Kongen og stod for Kongens Ansigt.

  • 21Og David kom til Ornan, og Ornan saae sig om og saae David, og han gik ud af Laden og bøiede sig ned for David med Ansigtet til Jorden.

  • 32Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.

  • 13Men der de vare syge, iførte jeg mig en Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og min Bøn kom igjen i mit Skjød.

  • 37Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage.