2 Samuelsbok 16:6
Og han slog til David med Stene og til alle Kong Davids Tjenere; thi alt Folket og alle de Vældige vare ved hans høire og ved hans venstre Side.
Og han slog til David med Stene og til alle Kong Davids Tjenere; thi alt Folket og alle de Vældige vare ved hans høire og ved hans venstre Side.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud, gak ud, du blodgjerrige Mand og du Belials Mand!
8 Herren haver betalt dig alt Sauls Huses Blod, i hvis Sted du er bleven Konge, og Herren haver givet Riget i din Søns Absaloms Haand, og see, du er i din Ulykke, thi du er en blodgjerrig Mand.
9 Da sagde Abisai, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kjære, lad mig gaae over, og jeg vil borttage hans Hoved.
10 Men Kongen sagde: Hvad haver jeg med eder at gjøre, I Zerujas Sønner? thi lad ham bande, fordi at Herren har sagt til ham: Band David, hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa?
11 Og David sagde til Abisai og til alle sine Tjenere: See, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit (gjøre det)? lader ham være, og lader ham bande, fordi Herren har sagt det til ham.
12 Maaskee Herren skal see til min Elendighed, og Herren skal betale mig Godt istedetfor hans Forbandelse paa denne Dag.
13 Saa gik David og hans Mænd paa Veien; men Simei gik paa Siden af Bjerget tvært over for ham flux frem og bandede og slog med Stene tvært over for ham, og støvede med Støvet.
14 Og Kongen kom ind, og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederqvægedes der.
5 Og Kong David kom til Bahurim, og see, der gik en Mand derudfra af Sauls Huses Slægt, hvis Navn var Simei, Geras Søn, som udgik flux og bandede.
8 Og see, du har hos dig Simei, Geras Søn, den Benjaminit, af Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse paa den Dag, jeg gik til Mahanaim; men han, han kom ned mod mig til Jordanen, og jeg svoer ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaae dig ihjel med Sværdet.
16 Og Simei, Geras Søn, den Benjaminit, som var af Bahurim, skyndte sig, og han drog ned med Judæ Mænd imod Kong David.
17 Og tusinde Mænd vare med ham af Benjamin, og den Tjener Ziba af Sauls Huus, og hans femten Sønner og hans tyve Tjenere med ham, og de kom lykkeligen over Jordanen førend Kongen.
18 Og Færgen foer over for at føre Kongens Huus over og at gjøre, hvad ham godt syntes, og Simei, Geras Søn, faldt ned for Kongens Ansigt, der han var faren over Jordanen.
19 Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misgjerning, og kom ikke ihu, hvad din Tjener handlede ilde paa den Dag, da min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, at Kongen skulde lægge det paa sit Hjerte.
21 Men Abisai, Zerujas Søn, svarede og sagde: Skulde ikke Simei dødes for denne Sags Skyld? thi han bandede Herrens Salvede.
22 Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
1 Og disse ere de, som kom til David i Ziklag, der han endnu var indelukket for Sauls, Kis Søns, Ansigt; og de vare iblandt de Vældige, som hjalp til Krigen,
2 rustede med Bue til høire og venstre Side, med Stenene og med Pilene paa Buen; (de vare) af Sauls Brødre af Benjamin.
7 Og der han forhaanede Israel, da slog Jonathan, Simeas, Davids Broders, Søn, ham.
8 Disse vare Rapha fødte i Gath, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.
14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
21 Og der han forhaanede Israel, da slog Jonathan, Simeas, Davids Broders, Søn, ham.
38 Og Simei sagde til Kongen: Det Ord er godt; ligesom min Herre Kongen haver talet, saa skal din Tjener gjøre; saa boede Simei i Jerusalem mange Dage.
39 Og det skede, der tre Aar vare tilende, at to af Simei Tjenere flyede til Achis, Maachas Søn, Kongen i Gath; og man gav Simei det tilkjende, sigende: See, dine Tjenere ere i Gath.
40 Og han tog sin Kjep i sin Haand, og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Haand; og han kom frem til Philisteren.
41 Og Philisteren gik flux og kom nær til David; og Manden, Skjolddrageren, (gik frem) for hans Ansigt.
8 Da sagde Abisai til David: Gud har idag overgivet din Fjende i din Haand; saa vil jeg nu, Kjære, stikke ham med Spydet og (ned) i Jorden een Gang, at jeg ei skal gjøre det anden Gang ved ham.
9 Men David sagde til Abisai: Fordærv ham ikke; thi hvo vil lægge Haand paa Herrens Salvede og blive uskyldig?
10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
13 Der David var kommen over paa hiin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var meget Rum imellem dem.
26 Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
6 Sæt en Ugudelig over ham, og Satan skal staae ved hans høire Haand.
18 Og alle hans Tjenere gik over ved hans Side, dertilmed alle de Crethi og alle de Plethi; og alle de Githiter, sex hundrede Mænd, som vare komne at følge ham af Gath, gik over for Kongens Ansigt.
11 Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
19 Og nu, Kjære, høre min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men om Menneskens Børn (gjøre det), være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have udstødt mig idag, at jeg ikke skal holde mig til Herrens Arv, som de vilde sige: Gak bort, tjen andre Guder!
49 Og David stak sin Haand i Posen og tog en Steen deraf, og slog med Slyngen, og slog Philisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og han faldt paa sit Ansigt til Jorden.
36 Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei, og sagde til ham: Byg dig et Huus i Jerusalem og bo der, og gak ikke derudfra hid eller did.
16 Iblandt alt dette Folk vare syv hundrede udvalgte Mænd, som vare keithændede, af hvilke enhver (kunde ramme, naar) han slog med Slynge, med en Steen paa et Haar, og feilede ikke.
44 Og Kongen sagde til Simei: Du, du veed al den Ondskab, som dit Hjerte veed, at du gjorde min Fader David; og Herren har ladet din Ondskab komme tilbage paa dit Hoved.
30 Og han vendte sig omkring fra ham hen til en Anden, og sagde efter samme Viis; og Folket gav ham Svar igjen efter forrige Viis.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
6 Og David blev saare ængstet, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham, thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døttre; men David styrkede sig i Herren sin Gud.
21 Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem, og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved, og lode ham gaae forhaanet fra sig.
40 Og de skulle opføre en Forsamling over dig, og stene dig (ihjel) med Stene, og igjennemstikke dig med deres Sværd.
9 Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
17 Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slaaer Herrens Præster ihjel, thi deres Haand er ogsaa med David, og der de vidste, at han flyede, da aabenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udrække deres Haand at falde an paa Herrens Præster.