2 Samuelsbok 6:7
Da optændtes Herrens Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, saa at han døde der hos Guds Ark.
Da optændtes Herrens Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, saa at han døde der hos Guds Ark.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Og der de kom indtil Chidons Lade, da udrakte Ussa sin Haand at gribe fat paa Arken, thi Øxnene vege af (Veien).
10Da optændtes Herrens Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt.
11Da blev David ilde tilfreds, fordi Herren havde revet et Rift paa Ussa, og han kaldte det samme Sted Perez-Ussa indtil denne Dag.
12Og David frygtede sig for Gud paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal jeg lade den Guds Ark komme til mig?
6Og der de kom til Nachons Lade, da udrakte Ussa (Haanden) til Guds Ark og greb fat paa den, thi Øxnene vege (af Veien).
8Da blev David ilde tilfreds, fordi Herren havde revet et Rift paa Ussa, og han kaldte det Sted Perez-Ussa indtil denne Dag.
9Og David frygtede for Herren paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal Herrens Ark komme til mig?
10Og David vilde ikke bortføre Herrens Ark til sig i Davids Stad; men David lod den føre hen til Obed-Edoms, den Githiters, Huus.
7Og de førte den Guds Ark paa en ny Vogn af Abinadabs Huus, og Ussa og Ahio førte Vognen.
2Og David gjorde sig rede og gik hen, og alt Folket, som var hos ham, fra Baalim i Juda, for at føre Guds Ark op derfra, hvis Navn kaldes: Den Herre Zebaoths Navn, som sidder derover paa Cherubim.
3Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn, og toge den ud af Abinadabs Huus, som var paa Høien; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn.
19Og han slog (nogle) af de Mænd i Beth-Semes, fordi de saae i Herrens Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Mænd (og) halvtredsindstyve tusinde Mænd; da sørgede Folket, fordi Herren havde slaget paa Folket med et stort Slag.
7Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.
6Og Herrens Haand blev svar over de Asdoditer og ødelagde dem; og han slog dem i Asdod og dens Landemærker paa hemmelige Steder.
7Der Folket i Asdod saae, at (det gik) saaledes (til), da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os; thi hans Haand er haard over os og over Dagon, vor Gud.
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
18Og de stode imod Kong Usia og sagde til ham: Usia! det hører ikke dig til at gjøre Røgelse for Herren, men Præsterne, Arons Børn, som ere helligede til at gjøre Røgelse; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og (det bliver) dig ikke til Ære for den Herre Gud.
19Da blev Usia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gjøre Røgelse; og som han blev vred paa Præsterne, da opgik Spedalskheden i hans Pande for Præsternes Ansigt i Herrens Huus, for Røgelsealteret.
8Og I skulle tage Herrens Ark og lægge den paa Vognen, og det Tøi af Guld, som I give ham med tilbage til Skyldoffer, skulle I lægge i et Skrin, ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare.
9Og I skulle see til: Dersom den farer op paa sit Landemærkes Vei imod Beth-Semes, da har han, han gjort os dette store Onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand har ikke rørt os, det har været os en Hændelse.
13Og det skede, der de gik, som bare Herrens Ark, sex Trin, da offrede han Øxne og fedt (Qvæg).
23Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.
2Da foer en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem; og de døde for Herrens Ansigt.
20Mon ikke Achan, Serahs Søn, forgreb sig saare paa det Forbandede? og der var en Vrede over al Israels Menighed, og denne Mand, han opgav ikke ene Aanden for sin Misgjerning.
18Og det skede, der han erindrede om Guds Ark, da faldt han baglænds ned af Stolen ved Siden af Porten, og hans Halsbeen blev brudt, og han døde, thi Manden var gammel og tung; og han havde dømt Israel fyrretyve Aar.
19Og hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, var frugtsommelig, (nær ved) at føde; der hun hørte det Rygte, at Guds Ark var tagen, og at hendes Svoger var død og hendes Mand, da bøiede hun sig ned og fødte, thi hendes Veer betoge hende.
27derfor er Herrens Vrede optændt imod dette Land, at han haver ført al den Forbandelse over det, som skreven er i denne Bog.
9Og det skede, efterat de havde baaret den omkring, da var Herrens Haand mod Staden med en saare stor Forstyrring, og han slog Folket i Staden, baade Smaae og Store; og de hemmelige Steder bleve skjulte paa dem.
10Da sendte de den Guds Ark til Ekron; og det skede, der den Guds Ark kom til Ekron, da raabte de Ekroniter og sagde: De bare Israels Guds Ark omkring til mig, at slaae mig og mit Folk ihjel.
11Saa sendte de hen og samlede alle Philisternes Fyrster, og de sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igjen til sit Sted, at han ikke skal slaae mig og mit Folk ihjel; thi der var en Døds-Forstyrring i al Staden, Guds Haand var der meget svar.
5Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette.
1Der Herrens Ark havde været i Philisternes Land i syv Maaneder,
16Og der Engelen udrakte sin Haand over Jerusalem til at fordærve den, da angrede Herren det Onde, og han sagde til Engelen, den, som fordærvede Folket: (Det er) nok, drag nu din Haand bort; og Herrens Engel var ved Aravnas, den Jebusiters, Lade.
15Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
15Og Gud sendte en Engel til Jerusalem til at fordærve den, og som han fordærvede den, saae Herren (dertil), og ham angrede det Onde, og han sagde til Engelen, som fordærvede: (Det er) nok, drag nu din Haand bort; og Herrens Engel stod hos Ornans, den Jebusiters, Lade.
14Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.
15Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.
17Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei.
1Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandsatte (Gods); thi Achan, Søn af Charmi, Søn af Sabdi, Søn af Serah, af Judæ Stamme, tog af det Bandsatte, og Herrens Vrede optændtes imod Israels Børn.
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
14Og Vognen kom paa Josvæ, den Bethsemiters, Ager og stod der, og der var en stor Steen; og de flakte Træerne af Vognen og offrede Køerne til Brændoffer for Herren.
15Og Leviterne løftede Herrens Ark ned, og Skrinet, som der var hos, i hvilket det Guldtøi var, og satte den paa den store Steen; og Mændene af Beth-Semes offrede Brændoffere og slagtede Slagtoffere paa den samme Dag for Herren.
27Og Aseninden saae Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kjeppen.
11Og Guds Ark blev tagen, og begge Elis Sønner, Hophni og Pinehas, døde.
10Og det var ondt for Herrens Øine, som han gjorde, og han slog ogsaa ham ihjel.
7Men Er, Judas Førstefødte, var ond for Herrens Øine, og Herren slog ham ihjel.
20Og det gik ham saa; thi Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde.
61Og Nadab og Abihu døde, der de offrede fremmed Ild for Herrens Ansigt.
33Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.