Apostlenes gjerninger 2:41
De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der lagdes den samme Dag til (Menigheden) henved tre tusinde Sjæle.
De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der lagdes den samme Dag til (Menigheden) henved tre tusinde Sjæle.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
42Men de vare varagtige i Apostlernes Underviisning og Samfundet og Brøds-Brydelsen og Bønnerne.
43Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
44Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
46Og de vare hver Dag samdrægtigen varagtige i Templet, og brøde Brødet i Husene og nøde Maaltidet med Fryd og Hjertets Eenfoldighed,
47idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen dem til Menigheden, som bleve frelste.
3Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
4Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
40Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, sigende: Lader eder frelse fra denne vanartige Slægt.
37Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.
5Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.
46thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
48Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
13Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
14og der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Qvinder,
5thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig-Aand om ikke mange Dage.
21Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.
14Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
15hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.
16— Thi den var ikke endnu falden paa Nogen af dem; men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn. —
17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
3Og han sagde til dem: Med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: Med Johannis Daab.
31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
32Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
22Derefter kom Jesus og hans Disciple i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte.
23Denne, der han var kommen derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren;
24thi han var en god Mand og fuld af den Hellig-Aand og Tro. Og meget Folk blev ført til Herren.
12Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige og Jesu Christi Navn, bleve de døbte, baade Mænd og Qvinder.
15Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig-Aand paa dem, ligesom og paa os i Begyndelsen.
16Men jeg kom Herrens Ord ihu, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig-Aand.
3Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og den satte sig paa Enhver af dem.
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
7Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem, og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
1Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde annammet Guds Ord.
32Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.
33Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv blev strax døbt og alle hans.
42Men det blev vitterligt over hele Joppe, og Mange troede paa Herren.
15Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
3De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
44Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
1Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
20Men der de det hørte, prisede de Herren; og de sagde til ham: Broder, du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.
2Og strax forsamledes Mange, saa at de havde ikke Rum, ikke engang ved Døren; og han talede Ordet til dem.
3Efterat da disse vare blevne ledsagede paa Veien af Menigheden, droge de igjennem Phoenicien og Samarien og fortalte Hedningernes Omvendelse; og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
4Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem.
5Saa bleve da Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag.
7Men de Mænd vare i Alt henved tolv.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;