Apostlenes gjerninger 5:13
Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
12 Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
14 og der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Qvinder,
15 saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løibænke, paa det at, naar Petrus kom, endog (blot) hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.
16 Men og fra de omliggende Stæder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og af urene Aander Plagede, hvilke alle bleve helbredede.
42 Men de vare varagtige i Apostlernes Underviisning og Samfundet og Brøds-Brydelsen og Bønnerne.
43 Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.
44 Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
3 De opholdt sig da en lang Tid der og talede frimodigen i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd og lod Tegn og Undergjerninger skee ved deres Hænder.
4 Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
5 Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11 Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
31 Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
32 Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
33 Og Apostlerne gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.
6 Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.
7 Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem, og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
8 Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
18 Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
46 Og de vare hver Dag samdrægtigen varagtige i Templet, og brøde Brødet i Husene og nøde Maaltidet med Fryd og Hjertets Eenfoldighed,
47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen dem til Menigheden, som bleve frelste.
12 Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.
10 Til ham holdt Alle sig, baade Smaae og Store, og sagde: Denne er den Guds Kraft, den store.
11 Men de holdt sig til ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Trolddomskunster.
4 Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
31 Saa havde da Menighederne Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og opbyggedes og gik frem i Herrens Frygt og i den Hellig-Aands Trøst, og bleve formerede.
14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
21 Derfor bør det, at En af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
15 Og i de Dage stod Petrus op midt iblandt Disciplene og sagde: — men der var en Skare af henved hundrede og tyve Personer tilsammen —
17 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.
44 Men paa den følgende Sabbat forsamledes næsten den ganske Stad, for at høre Guds Ord.
40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.
41 Saa gik de da glade fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.
4 Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, og en stor Mængde af gudfrygtige Græker og ikke Faa af de fornemste Qvinder.
21 Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.
12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
15 Men Talen om ham kom mere og mere ud, og meget Folk kom tilsammen, for at høre og at helbredes af ham af deres Skrøbeligheder.
24 thi han var en god Mand og fuld af den Hellig-Aand og Tro. Og meget Folk blev ført til Herren.
31 saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.
20 Saa kraftigen voxte Herrens Ord og fik Magt.
26 Og en stor Forfærdelse betog dem Alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af Frygt og sagde: Vi have idag seet utrolige Ting.