Apostlenes gjerninger 6:3
Udseer derfor, Brødre! blandt eder syv Mænd, som have (godt) Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig-Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.
Udseer derfor, Brødre! blandt eder syv Mænd, som have (godt) Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig-Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte de græskfødte Jøder at knurre imod Ebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
2Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: Det sømmer sig ikke, at vi forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
4Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.
5Og denne Tale fandt Bifald hos den hele Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig-Aand, og Philippus, og Prochorus, og Nicanor, og Timon, og Parmenas, og Nicolaus, en Tilhænger af Jødernes Tro, fra Antiochia,
6hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
7Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem, og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
8Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
21Derfor bør det, at En af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
22lige fra Johannis Daab af, indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.
23Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas, med Tilnavn Justus, og Matthias.
24Og de bade og sagde: Du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du haver udvalgt
2Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig-Aand: Udtager mig dog Barnabas og Saulus til den Gjerning, til hvilken jeg haver kaldet dem.
6Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overveie denne Sag.
7Men der man havde tvistet meget herom, opstod Petrus og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, til at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangelii Ord og troe.
21Og du, du skal see dig ud af alt Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade Gjerrighed, og sætte over dem til Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.
19men ikke det alene, men som og er beskikket af Menighederne til at reise med os med denne Velgjerning, som besørges af os, Herren selv til Ære og eders Redebonhed (til Priis);
20thi vi vogte os for, at Nogen skal kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os,
21idet vi have Omsorg for det Gode, ikke alene for Herren, men ogsaa, for Menneskene.
6hvilke have vidnet for Menigheden om din Kjærlighed; og du vil gjøre vel, naar du befordrer deres Reise, saaledes som det er sømmeligt for Gud.
10Men disse skulle og først prøves, siden maae de betjene Embedet, hvis de ere ustraffelige.
12Men vi bede eder, Brødre! at I skjønne paa dem, som arbeide iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder,
13og agte dem overmaade høit i Kjærlighed for deres Gjernings Skyld. Værer fredsommelige indbyrdes.
13Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder.
25have vi eendrægtigen forsamlede besluttet at udvælge Mænd og sende dem til eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus,
7tjenende med Velvillighed Herren og ikke Mennesker;
35Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.
7Men de Mænd vare i Alt henved tolv.
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
4Naar I da have Sager om det Timelige, da sætte I dem til (Dommere), som ere intet agtede i Menigheden!
16I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.
22Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden at udvælge Mænd iblandt sig og sende dem til Antiochia med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare anseede iblandt Brødrene.
1Saaledes agte hvert Menneske os som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder.
2Iøvrigt udkræves af Huusholdere, at de maae findes troe.
16Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
55Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;
15Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
13Og der det blev Dag, kaldte han sine Disciple frem og udvalgte Tolv af dem, hvilke han og kaldte Apostler:
28Thi det er den Hellig-Aands Beslutning og vor, ingen videre Byrde at paalægge eder, uden disse nødvendige Ting:
16Vilde Herren, som er alt Kjøds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,
35og lagde den for Apostlernes Fødder; men der uddeeltes til Enhver, eftersom Nogen havde behov.
23Gjør derfor dette, som vi sige dig: Der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig;
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
7Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, som en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til at slaae, ikke til slet Vinding,
15Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
15Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.
29Men Disciplene besluttede at sende Noget, Enhver efter hvad han formaaede, til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;
10Og de kunde ikke imodstaae den Viisdom og den Aand, af hvilken han talede.
23Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.
15thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.