4 Mosebok 11:16
Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei.
24Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste, og stillede dem rundt omkring Paulunet.
25Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve ældste Mænd; og det skede, der Aanden hvilede paa dem, da propheterede de, men de gjorde det ikke mere.
26Men der vare to Mænd blevne tilovers i Leiren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede paa dem, thi de vare iblandt de Skrevne, men de vare (dog) ikke udgangne til Paulunet; og de propheterede i Leiren.
27Da løb en Dreng og gav Mose tilkjende og sagde: Eldad og Medad prophetere i Leiren.
17Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den).
9Og Mose og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste af Israel stege op.
1Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste i Israel; og I skulle tilbede langt fra.
2Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
30Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
15Og Mose talede til Herren og sagde:
16Vilde Herren, som er alt Kjøds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,
17som kan gaae ud for deres Ansigt, og som kan gaae ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed skal ikke være som Faarene, hvilke have ingen Hyrde!
7Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
15Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke.
29Saa gik Mose og Aron hen, og de samlede alle de Ældste af Israels Børn.
17Og Mose og Aron toge disse Mænd (til sig), som ere udtrykkeligen nævnede ved Navne.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
11Og Herren talede til Mose og sagde:
25Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel, og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.
5Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket, og tag med dig af de Ældste af Israel, og tag din Kjep, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gak.
6See, jeg vil staae der for dig, paa Klippen i Horeb, og du skal slaae paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for de Ældstes Øine af Israel.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
20Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
21Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.
22Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden?
23Og Herren talede til Mose og sagde:
6Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
7Og Herren talede til Mose og sagde:
2Og de stode op for Mose Ansigt, og to hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte af Forsamlingen, navnkundige Mænd.
3Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed?
1Og Herren talede til Mose og sagde:
21Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage.
13Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder.
14Og Herren sagde til Mose: See, dine Dage ere komne nær, at du skal døe, kald Josva, og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, saa vil jeg give ham Befaling; og Mose gik, og Josva, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
52Og Herren talede til Mose og sagde:
12Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.
3Og Mose og Eleasar, Præsten, talede med dem paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen mod Jericho, og sagde:
42Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
36Og Herren talede til Mose og sagde:
16Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron.
17Og Herren talede til Mose og sagde:
28Da bød Mose paa deres Vegne Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de Øverste af Israels Børns Stammers Fædre,
8Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende:
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
21Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
14Og han sagde til de Ældste: Bliver os her, indtil vi komme tilbage til eder, og see, Aron og Hur ere hos eder, hvo, som haver Sager, maa komme frem for dem.
21Og du, du skal see dig ud af alt Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade Gjerrighed, og sætte over dem til Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.