Forkynneren 3:8

Original Norsk Bibel 1866

Tid at elske, og Tid at hade, Tid til Krig, og Tid til Fred.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

עֵ֤ת לֶֽאֱהֹב֙ וְעֵ֣ת לִשְׂנֹ֔א עֵ֥ת מִלְחָמָ֖ה וְעֵ֥ת שָׁלֽוֹם׃ ס

Translitterasjon

ʿēt to-leʾĕhōḇ wə-ʿēt to-liśnōʾ, ʿēt milḥāmâ wə-ʿēt šālôm

Grammatikkdetaljer

• *ʿēt*: noun, feminine singular construct - time of
• *le*: preposition prefix - to/for
• *ʾĕhōḇ*: verb, qal infinitive construct - to love
• *wə*: conjunction - and
• *liśnōʾ*: verb, qal infinitive construct - to hate
• *milḥāmâ*: noun, feminine singular - war
• *šālôm*: noun, masculine singular - peace

Ordbetydninger

• *ʾĕhōḇ*: to love/like
• *śnōʾ*: to hate/detest
• *milḥāmâ*: war/battle/fighting
• *šālôm*: peace/completeness/welfare/friendship

Henviste vers

• Luk 14:26 : 26 Dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.
• Ef 5:25 : 25 I Mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
• Ef 5:28-29 : 28 Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv. 29 Thi Ingen hadede nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren Menigheden.
• Tit 2:4 : 4 saa at de oplære de unge Qvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,
• Åp 2:2 : 2 Jeg veed dine Gjerninger og dit Arbeide og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage de Onde; og du prøvede dem, som sige sig at være Apostler og ere det ikke, og haver befundet dem at være Løgnere;
• Ef 3:19 : 19 og kjende Christi Kjærlighed, som overgaaer Kundskaben, at I kunne fyldes til al Guds Fylde.
• 1 Mos 14:14-17 : 14 Der Abram hørte, at hans Broder var fangen, da væbnede han sine tre hundrede og atten oplærte (unge Karle), som vare fødte i hans Huus, og forfulgte dem til Dan. 15 Og han deeltes over dem om Natten, han og hans Svende, og slog dem, og forfulgte dem til Hoba, som (ligger) paa den venstre Side ved Damascus. 16 Og han førte alt Godset tilbage; og tilmed Loth, sin Broder, og hans Gods førte han tilbage, og desligeste Qvinderne og Folket. 17 Og Kongen af Sodoma gik ud imod ham, efterat han var kommen tilbage fra det Slag imod Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave Dal, den (kaldes) Kongens Dal.
• Jos 8:1-9 : 1 Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke og ræddes ikke, tag med dig alt Krigsfolket og gjør dig rede, drag op mod Ai; see, jeg haver givet Kongen af Ai og hans Folk og hans Stad og hans Land i din Haand. 2 Og du skal gjøre ved Ai og dens Konge, saasom du gjorde ved Jericho og dens Konge, aleneste dens Rov og dens Fæ skulle I røve for eder; sæt dig et Baghold bag ved Staden. 3 Da gjorde Josva sig rede, og alt Krigsfolket, at drage op til Ai; og Josva udvalgte tredive tusinde Mænd, vældige til Strid, og sendte dem hen om Natten. 4 Og han bød dem og sagde: Seer til, I, som ere i Baghold ved Staden, bag ved Staden, I skulle ikke holde eder saare langt fra Staden, og I skulle være alle sammen rede. 5 Men jeg og alt det Folk, som er med mig, vi ville komme nær til Staden; og det skal skee, naar de gaae ud imod os, ligesom i Begyndelsen, da ville vi flye for deres Ansigt. 6 Og de skulle gaae ud efter os, indtil vi faae afdraget dem fra Staden, thi de skulle tænke: De flye for vort Ansigt, ligesom i Begyndelsen, og vi ville flye for deres Ansigt. 7 Da skulle I reise eder op af Bagholdet og indtage Staden; og Herren eders Gud skal give den i eders Haand. 8 Og det skal skee, naar I have indtaget Staden, da skulle I sætte Ild paa Staden, I skulle gjøre efter Herrens Ord; seer, jeg haver befalet eder det. 9 Saa sendte Josva dem, og de gik til Bagholdet, og de bleve imellem Bethel og Ai, Vesten for Ai; men Josva blev Natten over, den samme Nat, midt iblandt Folket. 10 Og Josva stod tidlig op om Morgenen og mønstrede Folket; og han drog op, han og de Ældste af Israel, fremmest for Folket mod Ai. 11 Og alt Krigsfolket, som var hos ham, drog op og holdt sig nær til, og kom lige for Staden, og de sloge Leir Norden for Ai, saa Dalen var imellem ham og imellem Ai. 12 Og han havde taget ved fem tusinde Mænd og sat dem i Baghold imellem Bethel og imellem Ai, Vesten for Staden. 13 Og de satte Folket af den ganske Leir, som var Norden for Staden, (i Orden,) at Enden deraf var Vesten for Staden, og Josva gik samme Nat midt i Dalen. 14 Og det skede, der Kongen af Ai det saae, da skyndte de sig og stode tidlig op, og Mændene af Staden gik ud imod Israel til Krigen, han og hans ganske Folk, paa en bestemt Tid, paa den slette Mark; men han vidste ikke, at der var et Baghold paa ham bag ved Staden. 15 Men Josva og al Israel (lode, som) de vare slagne for deres Ansigt; og de flyede paa Veien mod Ørken. 16 Da blev alt Folket sammenraabt, som var i Staden, at forfølge dem; og de forfulgte Josva, og de bleve afdragne fra Staden. 17 Og der blev ikke en Mand tilovers i Ai og Bethel, som ei uddrog efter Israel; og de forlode Staden aaben og forfulgte Israel. 18 Da sagde Herren til Josva: Udræk det Glavind, som du har i din Haand, imod Ai, thi jeg vil give den i din Haand; og Josva udrakte Glavindet, som han havde i sin Haand, mod Staden. 19 Da reiste Bagholdet sig hasteligen op fra sit Sted, og de løb, der han udrakte sin Haand, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild paa Staden. 20 Og de Mænd af Ai vendte sig tilbage, og de saae, og see, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var intet Rum for dem at flye hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte. 21 Da Josva og al Israel saae, at Bagholdet havde indtaget Staden, og at Røgen steg op af Staden, da vendte de tilbage og sloge Mændene af Ai. 22 Og hine gik ud af Staden mod dem, og de vare midt imellem Israel, hine vare paa hiin (Side), og disse paa denne (Side); og de sloge dem, indtil Ingen blev tilovers af dem, som var øvrig, eller som Undkom. 23 Og de grebe Kongen af Ai levende, og de førte ham frem til Josva. 24 Og det skede, der Israel havde endt at slaae alle Ai Indbyggere ihjel paa Marken i Ørken, i hvilken de forfulgte dem, og de vare faldne allesammen for skarpe Sværd, indtil de fik Ende, da vendte al Israel tilbage til Ai og sloge den med skarpe Sværd. 25 Og alle de, som faldt paa den samme Dag, baade Mænd og Qvinder, vare tolv tusinde, alle Folk af Ai. 26 Og Josva tog ikke sin Haand tilbage, som han udrakte med Glavindet, førend han havde ødelagt alle Ai Indbyggere. 27 Aleneste Fæet og Rovet af samme Stad røvede Israel for sig, efter Herrens Ord, som han bød Josva. 28 Og Josva opbrændte Ai, og han gjorde af den en stedsevarende Dynge, en øde Plads, indtil denne Dag. 29 Og han lod hænge Kongen af Ai paa et Træ, indtil Aftens Tid; og der Solen gik ned, bød Josva, at de skulde nedtage hans døde Krop af Træet, og de kastede den for Stadens Ports Dør, og de opreiste en stor Steenhob over ham, (som er der) indtil denne Dag.
• Jos 11:23 : 23 Og Josva indtog alt Landet efter alt det, som Herren havde talet til Mose, og Josva gav Israel det til Arv efter deres Afdelinger, til deres Stammer; og Landet hvilede fra Krig.
• 2 Sam 10:6-9 : 6 Der Ammons Børn saae, at de stinkede for David, da sendte Ammons Børn hen og leiede de Syrer af Rechobs Huus og de Syrer af Zoba, tyve tusinde (Mænd) Fodfolk, og tusinde Mænd af Kongen af Maacha, og de Mænd af Tob, tolv tusinde Mænd. 7 Der David det hørte, da udsendte han Joab og de Vældiges ganske Hær. 8 Og Ammons Børn droge ud og rustede sig til Krig for Døren af Porten; men de Syrer af Zoba og Rechob og de Mænd af Tob og Maacha vare for sig alene paa Marken. 9 Der Joab saae, at Krigen var (stillet) imod ham for og bagfra, da udvalgte han af alle de Udvalgte i Israel og rustede sig imod de Syrer. 10 Og det øvrige Folk gav han under sin Broders Abisai Haand, og han rustede sig imod Ammons Børn. 11 Og han sagde: Dersom de Syrer blive mig for stærke, da skal du være mig til Frelsning; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at frelse dig. 12 Vær frimodig, og lad os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men Herren gjøre, hvad som godt er for hans Øine! 13 Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Krigen imod de Syrer; og de flyede for hans Ansigt. 14 Der Ammons Børn saae, at de Syrer flyede, flyede de og for Abisai Ansigt og kom i Staden; saa vendte Joab tilbage fra Ammons Børn og kom til Jerusalem. 15 Og der de Syrer saae, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de tilhobe. 16 Og Hadad-Eser sendte hen og udførte de Syrer, som vare paa hiin Side Floden, og de kom til Helam; og Sobach, som var Hadad-Esers Stridshøvedsmand, (drog) frem for dem. 17 Der det blev David tilkjendegivet, da samlede han al Israel og drog over Jordanen og kom til Helam, og de Syrer rustede sig imod David og strede med ham. 18 Men de Syrer flyede for Israels Ansigt, og David ihjelslog af de Syrer (Krigsmændene, som vare paa) syv hundrede Vogne, og fyrretyve tusinde Ryttere, tilligemed slog han og Sobach, hans Stridshøvedsmand, saa han døde der. 19 Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saae, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og de Syrer frygtede at hjælpe Ammons Børn ydermere.
• 1 Kong 5:4 : 4 Men nu har Herren min Gud skaffet mig Rolighed trindt omkring; (her er) ingen Modstander og ingen ond Hændelse.
• 2 Krøn 19:2 : 2 Og Jehu, Hanani Søn, den Seer, gik ud imod ham og sagde til Kong Josaphat: Skal du hjælpe den Ugudelige og elske dem, som hade Herren? derfor er der Vrede over dig fra Herrens Ansigt.
• 2 Krøn 20:1-9 : 1 Og det skede derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem (andre Flere) end de Ammoniter kom imod Josaphat til Krig. 2 Og (Nogle) kom og gave Josaphat tilkjende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hiin Side Havet, fra Syrien, og see, de ere i Hazezon-Thamar, det er En-Gedi. 3 Og Josaphat frygtede og stillede sit Ansigt til at søge Herren, og lod udraabe en Faste over al Juda. 4 Og Juda samlede sig til at søge (Hjælp) af Herren; ogsaa af alle Judæ Stæder kom de til at søge Herren. 5 Og Josaphat stod i Judæ og Jerusalems Forsamling i Herrens Huus for den nye Forgaard. 6 Og han sagde: Herre, vore Fædres Gud! er du ei selv den Gud i Himmelen? ja du er den, som regjerer i alle Hedningers Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er Ingen, som kan bestaae imod dig. 7 Haver du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands Indbyggere fra dit Folks Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindeligen? 8 Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn, og sagt: 9 Om Ulykke kommer over os, et dømmende Sværd eller Pestilentse eller Hunger, skulle vi staae foran dette Huus og for dit Ansigt, — thi dit Navn er i dette Huus — og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse. 10 Nu da, see, Ammons Børn og Moab og de af Seirs Bjerg, igjennem hvilke du ikke tilstedede Israel at komme, der de kom af Ægypti Land, men de maatte vige fra dem og ikke ødelægge dem, 11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom. 12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig. 13 Og al Juda stod for Herrens Ansigt, ogsaa deres smaae Børn, deres Hustruer og deres Sønner. 14 Men (over) Jehasiel, Søn af Sacharia, Søn af Benaja, Søn af Jeiel, Søn af Matthanja, den Levit, af Asaphs Børn, over ham kom Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen. 15 Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds. 16 Imorgen skulle I drage ned imod dem; see, de drage op ved Opgangen til Ziz, og I skulle finde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk. 17 (Det skal) ikke (komme) eder (ved) at stride i denne (Strid); stiller eder hen, staaer og seer Herrens Frelse, (som er) med eder, O Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager imorgen ud imod dem, thi Herren (skal være) med eder. 18 Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren. 19 Og Leviterne af de Kahathiters Børn og af de Korhiters Børn stode op at love Herren, Israels Gud, med stor Røst, høiligen. 20 Og de stode tidligen op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josaphat og sagde: Hører mig, Juda og I, Indbyggere i Jerusalem! troer paa Herren eders Gud, saa skulle I blive forsikkrede, troer paa hans Propheter, saa skulle I faae Lykke. 21 Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for Herren og dem, som skulde love den hellige Majestæt, at, naar de droge ud frem for de Bevæbnede, da skulle de sige: Takker Herren, thi hans Miskundhed er evindelig. 22 Og den Tid, de begyndte med Frydeskrig og Lov, lod Herren et Baghold komme paa Ammons Børn, Moab og (dem af) Seirs Bjerg, som vare komne mod Juda, og de bleve slagne. 23 Thi Ammons Børn og Moab stode mod Indbyggerne af Seirs Bjerg at sætte dem i Band og at ødelægge; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Seir, hjalp de den Ene den Anden at fordærve (sig selv). 24 Der Juda var kommen til Mizpe ved Ørken, da vendte de deres Ansigter til Hoben, og see, de vare (idel) døde Kroppe, som vare faldne paa Jorden, og der var Ingen undkommen. 25 Og Josaphat kom og hans Folk til at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods ved de døde Kroppe og kosteligt Tøi, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede samme Bytte i tre Dage, thi det var meget. 26 Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovs-Dalen, thi der lovede de Herren; deraf kaldte de samme Steds Navn Lovs-Dal indtil denne Dag. 27 Siden vendte sig hver Mand af Juda og Jerusalem tilbage, og Josaphat fremmest for dem, at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi Herren havde glædet dem over deres Fjender. 28 Og de kom til Jerusalem med Psaltere og med Harper og med Basuner, til Herrens Huus. 29 Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender. 30 Saa blev Josaphats Rige stille, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring.
• Sal 139:21 : 21 Herre! skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, og kjedes ved dem, som reise sig op imod dig?
• Esek 16:8 : 8 Og jeg gik forbi hos dig og saae dig, og see, (det var) din Tid, Kjærlighedens Tid, og jeg bredte mine Fliger over dig og skjulte din Blusel; og jeg tilsvoer dig og kom i en Pagt med dig, siger den Herre Herre, og du blev min.