1 Mosebok 27:13
Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse (komme) paa mig, min Søn! lyd dog min Røst og gak, hent mig (dem).
Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse (komme) paa mig, min Søn! lyd dog min Røst og gak, hent mig (dem).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Maaskee min Fader føler paa mig, og jeg skal synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig, og ikke Velsignelse.
14 Da gik han, og hentede og bragte sin Moder (dem); saa beredte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til.
4 Og bered mig en god Ret, saasom jeg haver Lyst til, og bring mig, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal døe.
5 Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bringe (hjem).
6 Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: See, jeg hørte din Fader tale til Esau, din Broder, og sige:
7 Hent mig noget Vildt og bered mig en god Ret, at jeg kan æde; saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg døer.
8 Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
9 Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gjedekid, at jeg kan berede din Fader en god Ret af dem, saasom han haver Lyst til.
10 Og (den) skal du bringe din Fader, at han skal æde (deraf), paa det han skal velsigne dig, førend han døer.
2 Og han sagde til sin Moder: De tusinde og hundrede (Sekel) Sølv, som ere tagne fra dig, og om hvilke du bandede og talede endog for mine Øren, see, det Sølv er hos mig, jeg, jeg haver taget det; da sagde hans Moder: Velsignet være min Søn for Herren!
3 Saa gav han sin Moder de tusinde og hundrede (Sekel) Sølv tilbage; og hans Moder sagde: Jeg haver aldeles helliget Herren det Sølv fra min Haand for min Søn, til at gjøre et udskaaret og støbt Billede, derfor giver jeg dig det nu tilbage.
16 Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen!
11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
19 Og det sagde til sin Fader: Mit Hoved, mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Bær ham til sin Moder.
29 Folkene skulle tjene dig, og Folkene skulle falde dig til Fode. Vær en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo, som forbander dig, være, forbandet, og hvo, som velsigner dig, være velsignet!
29 Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graae Haar med Ulykke ned i Graven.
17 Og hun gav den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i Jakobs, sin Søns Haand.
18 Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: See, her er jeg; hvo er du, min Søn?
19 Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg Esau, den Førstefødte, haver gjort, saasom du sagde til mig; Kjære, staa op, sid og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig.
34 Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, og Drengen skulde ikke være med mig? jeg maatte da see paa det Onde, som skulde ramme min Fader.
31 Og han beredte ogsaa en god Ret og bar ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staae op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig.
9 Thi hvosomhelst, der bander sin Fader eller sin Moder, skal visseligen dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
14 Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født! den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, skal ikke vorde velsignet.
15 Forbandet være den Mand, som førte min Fader Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn! hvilket glædede ham saare.
17 Og hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, skal visseligen dødes.
7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
29 Saa have vi kogt min Søn og ædet ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lad os æde ham, da havde hun skjult sin Søn.
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
4 Thi Gud haver budet, sigende: Ær Fader og Moder, og: Hvo, som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.
7 Og Jakob var sin Fader og sin Moder lydig, og foer til Paddan-Aram.
2 Hvad, min Søn! og hvad, du mit Livs Søn! ja hvad, mine Løfters Søn?
20 Hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lygte skal udslukkes i tykt Mørke.
43 Og nu, min Søn, hør min Røst, og staa op, fly til Laban, min Broder, i Charan,
10 Vee mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, mod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg haver ikke sat paa Aager, og de have ikke sat paa Aager hos mig, dog forbander Enhver mig.
2 Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du haver kjær, Isak, og gak du til Moria Land, og offre ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.
17 Forbandet skal din Kurv være, og din Levning.
8 Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
34 Der Esau hørte sin Faders Tale, da skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig, og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!