1 Mosebok 43:10
Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det skal saa være, da gjører dette: Tager af Landets bedste (Frugt) i eders Kar, og fører Manden ned til Skjenk: lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanun, Dadler og Mandler.
Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det skal saa være, da gjører dette: Tager af Landets bedste (Frugt) i eders Kar, og fører Manden ned til Skjenk: lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanun, Dadler og Mandler.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Da talede Juda til ham sigende: Manden vidnede alvorligen for os og sagde: I skulle ikke see mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.
3 Om du (nu) sender vor Broder med os, ville vi fare ned og kjøbe dig Spise.
4 Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke see mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.
5 Og Israel sagde: Hvi have I gjort ilde mod mig, at kundgjøre Manden, at I have endnu en Broder?
6 Og de sagde: Manden spurgte nøie om os og om vor Slægt, og sagde: Lever eders Fader endnu? have I (endnu nogen) Broder? da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: Fører eders Broder ned?
7 Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad Drengen fare med mig, at vi kunne gjøre os rede og drage hen, og leve og ikke døe, baade vi og du og vore smaae Børn.
8 Jeg, jeg vil være ansvarlig for ham, du maa kræve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham (igjen) til dig og sætter ham for dit Ansigt, da vil jeg bære Skyld for dig alle Dage.
9 Thi dersom vi ikke havde tøvet, da havde vi nu to Gange været her igjen.
22 Da sagde vi til min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader; dersom han forlod sin Fader, da døer han.
23 Da sagde du til dine Tjenere: Dersom ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke see mit Ansigt mere.
24 Og det skede, at vi fore op til din Tjener, min Fader; og vi gave ham min Herres Tale tilkjende.
25 Da sagde vor Fader: Drager hen igjen, kjøber os lidet Spise.
26 Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned, uden vor yngste Broder er med os, da ville vi reise ned; thi vi kunne ikke see den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os.
27 Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru haver født mig To.
11 Tager og dobbelte Penge med eder; og de Penge, som vare komne oven i eders Poser, tager igjen med eder; maaskee det er en Vildfarelse.
12 Og tager eders Broder; og gjører eder rede, farer igjen til Manden.
13 Og den almægtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader følge den anden eders Broder og Benjamin; og jeg, skal jeg da være berøvet mine Børn, saa er jeg berøvet mine Børn.
14 Saa toge Mændene denne Skjenk, og toge dobbelte Penge i deres Haand, og Benjamin; og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten, og stode for Josephs Ansigt.
15 Da saae Joseph Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Huus: Før de Mænd til Huset og slagt Slagteqvæg og tilbered; thi de Mænd skulle faae Mad med mig til Middag.
32 Thi jeg, din Tjener, blev ansvarlig for Drengen, at (han) ikke (skulde blive tilbage) hos min Fader, og sagde: Dersom jeg ikke fører ham til dig (igjen), da vil jeg bære Skyld for min Fader alle Dage.
33 Og nu, Kjære, lad din Tjener blive min Herres Tjener for Drengen, at Drengen maa fare op med sine Brødre.
34 Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, og Drengen skulde ikke være med mig? jeg maatte da see paa det Onde, som skulde ramme min Fader.
20 Og det skede, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, see, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge med deres Vægt; derfor have vi ført dem med os igjen.
21 Og vi have taget andre Penge ned med os, til at kjøbe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser.
22 Og han sagde: Fred være med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud haver givet eder et Liggendefæ i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem.
30 Den Mand, som er Herre i Landet, talede os haardeligen til og holdt os for Landets Speidere.
31 Og vi svarede ham: Vi ere redelige, vi have ikke været Speidere.
32 Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner; den Ene er ikke til, og den Yngste er endnu hos vor Fader i Canaans Land.
33 Da sagde Manden, Landets Herre, til os: Derpaa vil jeg kjende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager (hvad I behøve) mod Hunger for eders Huse, og farer hen.
34 Og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kjende, at I ere ikke Speidere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder (igjen), og I maae handle i Landet.
7 Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gjøre saadan Gjerning.
8 See, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi ført til dig igjen af Canaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Huus, Sølv eller Guld?
20 Og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord troes, og I skulle ikke døe; og de gjorde saaledes.
21 Men de sagde, den Ene til den Anden: Vi forskyldte sandeligen dette paa vor Broder, at vi saae hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre; derfor kommer denne Angest over os.
30 Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og Drengen er ikke med os, efterdi hans Sjæl er bunden til Drengens Sjæl,
15 Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage;
3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
18 Derfor gik de til Manden, som forestod Josephs Huus, og talede med ham for Døren paa det Huus.
13 Men om I sige: Vi ville ikke blive i dette Land, (saa I) ikke lyde Herrens eders Guds Røst,
20 Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og (han haver) en ung Søn, (han avlede i sin) Alderdom; og hans Broder er død, og han, han er alene bleven igjen efter sin Moder, og hans Fader haver ham kjær.
18 Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv.
9 Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
31 Og han sagde: Kjære, forlad os ikke; thi efterdi du veed, hvorledes vi skulle leire os i Ørken, saa skal du (fremdeles) være vore Øine.
15 Derpaa skulle I prøves: Saa vist Pharao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.
24 og dersom vi ikke gjorde dette af Omhyggelighed for denne Sags Skyld, sigende: Eders Børn maatte sige til vore Børn herefter, sigende: Hvad have I (at gjøre) med Herren, Israels Gud?