4 Mosebok 32:18
Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv.
Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Thi vi ville ikke arve med dem paa hiin Side Jordanen og bedre frem, men vor Arv skal tilfalde os paa denne Side Jordanen mod Østen.
20Og Mose sagde til dem: Dersom I ville gjøre denne Gjerning, dersom I ville bevæbne eder til Strid for Herrens Ansigt,
21og I ville, hver Bevæbnet af eder, drage over Jordanen for Herrens Ansigt, indtil han har fordrevet sine Fjender fra sit Ansigt,
22og Landet bliver underlagt for Herrens Ansigt, saa maae I derefter vende tilbage, og I skulle være uskyldige for Herren og for Israel, og I skulle have dette Land til Eiendom for Herrens Ansigt.
16Da gik de frem til ham og sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Fæ, og Stæder for vore smaae Børn.
17Men vi, vi ville bevæbne os og være færdige for Israels Børns Ansigt, indtil at vi føre dem til deres Sted, og vore smaae Børn skulle blive i de faste Stæder for Landets Indbyggeres Skyld.
30Men dersom de ikke drage bevæbnede over med eder, da skulle de tage (Arv) midt iblandt eder i Canaans Land.
31Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Hvad Herren haver talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gjøre.
32Vi, vi ville drage bevæbnede for Herrens Ansigt over i Canaans Land, og vor Arvs Eiendom skulle vi have paa denne Side Jordanen.
8Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke Nogen gaae til sit Paulun, og ei Nogen vige (herfra) til sit Huus.
26Vore smaae Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alle vore Bæster, de skulle blive der, i Gileads Stæder.
27Men dine Tjenere ville drage over, hver, som er bevæbnet til Strid, for Herrens Ansigt, i Krigen, saasom min Herre siger.
8Og vi indtoge deres Land; og vi gave Rubeniten og Gaditen og den halve Manasse Stamme det til Arv.
20indtil Herren skaffer eders Brødre Rolighed, ligesom eder, at de ogsaa kunne eie det Land, som Herren eders Gud giver dem paa hiin Side Jordanen; saa skulle I vende tilbage, hver til sin Eiendom, som jeg haver givet eder.
3Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
14Lader eders Hustruer og eders smaae Børn og eders Fæ blive i Landet, som Mose haver givet eder paa denne Side Jordanen; men I skulle drage over bevæbnede for eders Brødres Ansigt, alle vældige til Strid, og, hjælpe dem;
15indtil at Herren skaffer eders Brødre Rolighed som eder, at ogsaa de kunne eie Landet, som Herren eders Gud skal give dem; saa skulle I vende tilbage til eders Eiendoms Land, og eie det, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang.
9Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
13Men om I sige: Vi ville ikke blive i dette Land, (saa I) ikke lyde Herrens eders Guds Røst,
14sigende: Nei, men vi ville komme til Ægypti Land, at vi skulle ei see Krig, og ei høre Trompetens Lyd, og ei lide Hunger for Brøds Skyld, og der ville vi blive,
7at Israels Børns Arv ei skal komme omkring fra en Stamme til en anden; thi hver iblandt Israels Børn skal hænge ved sine Fædres Stammes Arv.
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
14Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.
9Thi I ere ikke endnu komne til den Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig.
17Kjære, lad os gaae igjennem dit Land, vi ville hverken gaae igjennem Ager eller Viingaard, og ei drikke Vandet af (nogen) Brønd; vi ville gaae ad Kongeveien, vi ville hverken bøie til den høire eller til den venstre Side, indtil vi komme igjennem dit Landemærke.
24Saa vandrede Israels Børn derfra paa den samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slægt; og de udgik derfra, hver til sin Arv.
9og at en Arv ikke skal komme omkring fra en Stamme til en anden Stamme, men Israels Børns Stammer skulle hænge, hver ved sin Arv.
5Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øine, da lad dette Land gives dine Tjenere til Eiendom, lad os ikke gaae over Jordanen.
2Og der vare (endda) tilovers af Israels Børn, som ikke havde deelt deres Arv, syv Stammer.
14Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op.
25Herren haver jo sat Jordanen til Landemærke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Deel i Herren; saa maatte eders Børn komme vore Børn til at høre op, at de skulde ikke frygte Herren.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
26Og endogsaa vort Fæ skal gaae med os, der skal ikke en Klov blive tilbage, thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren vor Gud; thi vi, vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.
29— ligesom Esaus Børn gjorde imod mig, de, som boe i Seir, og Moabiterne, som boe i Ar — indtil at jeg kommer over Jordanen, til det Land, som Herren vor Gud giver os.
36Fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead, var der ikke en Stad, som var for høi for os; Herren vor Gud gav dem alle for vort Ansigt.
52Og Israels Børn skulle leire sig, hver i sin Leir, og hver hos sit Banner, efter deres Hære.
18Og jeg bød eder paa samme Tid og sagde: Herren eders Gud haver givet eder dette Land, at eie det; I skulle drage bevæbnede over for eders Brødres, Israels Børns, Ansigt, alle de, som ere stærke.
2Derfor skal han ikke have Arv iblandt sine Brødre; Herren, han er hans Arv, ligesom han haver sagt til ham.
22Lad mig gaae igjennem dit Land, vi ville ikke bøie til Ager eller til Viingaard, vi ville ikke drikke Vand af (nogen) Brønd, vi ville drage ad Kongeveien, indtil vi komme igjennem dit Landemærke.
9Saa vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage, og gik fra Israels Børn, fra Silo, som er i Canaans Land, for at gaae til Gileads Land, til deres Eiendoms Land, i hvilket de havde taget (Arv) efter Herrens Befaling ved Mose.
31Men de Mænd, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formaae ikke at drage op mod det Folk, thi det er stærkere end vi.
16Derfor, al den Rigdom, som Gud haver borttaget fra vor Fader, den hører os til og vore Børn; og gjør nu alt det, som Gud haver sagt til dig.
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
6Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.
10Naar I komme, da skulle I komme til et trygt Folk, og Landet er vidt og bredt; thi Gud har givet det i eders Haand, et Sted, hvor ingen Mangel er paa al den Ting, som paa Jorden er.
39Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaae Godt eller Ondt, de skulle komme derind; og jeg vil give dem det, og de skulle arve det.
31Thi I gaae over Jordanen, at komme ind til at eie Landet, som Herren eders Gud giver eder; og I skulle eie det og boe i det.
9og at (vi) ikke bygge Huse for os at boe udi, og ikke have Viingaard eller Mark eller Sæd.
6Og der Josva havde ladet Folket fare, og Israels Børn vare gangne, hver til sin Arv, for at eie Landet,