Hebreerne 2:9
Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6 Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
8 alle Ting lagde du under hans Fødder. Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11 Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6 Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
7 men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker lig;
8 og da han fandtes i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.
9 Derfor haver og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn;
10 saa at i det Navn Jesus skal hvert Knee bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden,
11 og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er en Herre til Gud Faders Ære.
14 Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, paa det at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,
15 og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
16 Thi ingensteds antager han sig Englene, men Abrahams Afkom antager han sig.
17 Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud, til at forsone Folkets Synder.
18 Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
2 hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
3 (og) som, efterdi han er Herlighedens Afglands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, gjorde ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4 og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6 Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
1 Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al Byrde og Synden, som lettelig besnærer os, og med Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp;
2 idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesum, hvilken istedet for den Glæde, han havde for sig, led taalmodigen Korset, idet han foragtede Forhaanelsen, og sidder nu ved høire Side af Guds Throne.
3 Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
8 lærte, omendskjøndt han var Søn, dog Lydighed af det, han led;
9 og da han var bleven fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,
27 Thi han haver lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere (ham) underlagte, da er det aabenbart, at (det er) ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting.
28 Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som haver underlagt ham alle Ting, paa det at Gud skal være Alt i Alle.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
22 som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte.
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
26 — ellers burde det ham ofte at have lidt fra Verdens Grundvold blev lagt — men nu er han eengang ved Tidernes Fuldendelse aabenbaret for at afskaffe Synden ved sit Offer.
27 Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,
28 saaledes er og Christus eengang offret for at borttage Manges Synder; anden Gang skal han, uden (at være) Syndoffer, sees af dem, som forvente ham til Saliggjørelse.
14 Efterdi vi derfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen igjennem Himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.
15 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lighed (med os, dog) uden Synd.
10 Men al Naades Gud, som kaldte os, der en kort Tid lide, til sin evige Herlighed i Christo Jesu, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
9 Thi mig synes, at Gud haver fremstillet os Apostler som de Ringeste, som overantvordede til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden, baade for Engle og Mennesker.
9 Men det: Han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lavere Egne?
18 Thi og Christus led eengang for (vore) Synder, en Retfærdig for Uretfærdige, paa det at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aanden,
11 thi skjøndt vi leve, hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød.
21 Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus haver og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor;
24 ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
24 han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed, han, ved hvis Saar I ere lægte.
10 Thi det, at han døde, døde han een Gang for Synden; men det, at han lever, det lever han for Gud.
22 og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,
15 Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, (som vare begangne) under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.