Jesaia 46:9

Original Norsk Bibel 1866

Kommer de forrige Ting ihu fra gammel Tid; thi jeg er Gud, og Ingen ydermere, (ja, jeg er) Gud, og Ingen er som jeg,

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

זִכְר֥וּ רִאשֹׁנ֖וֹת מֵעוֹלָ֑ם כִּ֣י אָנֹכִ֥י אֵל֙ וְאֵ֣ין ע֔וֹד אֱלֹהִ֖ים וְאֶ֥פֶס כָּמֽוֹנִי׃

Translitterasjon

zikrû rīʾšōnôt from-ʿôlām, kî ʾānōkî ʾēl wə-ʾên ʿôd ʾĕlōhîm wə-ʾepes kāmônî.

Grammatikkdetaljer

• *zikrû*: imperative, 2nd masculine plural - remember
• *rīʾšōnôt*: adjective, feminine, plural - former things
• *ʿôlām*: noun, masculine, singular - eternity/ancient time
• *kî*: conjunction - for/because/that
• *ʾānōkî*: personal pronoun, 1st singular - I
• *ʾēl*: noun, masculine, singular - God/deity
• *ʾên*: particle of negation - there is not
• *ʿôd*: adverb - still/yet/again/more
• *ʾĕlōhîm*: noun, masculine, plural - God/gods
• *ʾepes*: noun, masculine, singular - end/nothing/none
• *kāmônî*: preposition + 1st singular suffix - like me

Ordbetydninger

• *rīʾšōnôt*: former things/ancient things/things of old
• *ʿôlām*: eternity/ancient time/long duration/antiquity
• *ʾānōkî*: I/I myself (emphatic)
• *ʾēl*: God/deity/divine being
• *ʾĕlōhîm*: God/gods/divine beings
• *ʾepes*: end/nothing/none/ceasing

Henviste vers

• 5 Mos 32:7 : 7 Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.
• 5 Mos 33:26 : 26 Der er Ingen som Gud, (o du) Rette! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp, og med sin Høihed paa de øverste Skyer.
• Sal 78:1-9 : 1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Mit Folk! vend dine Øren til min Lov, bøier eders Øren til min Munds Tale. 2 Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid), 3 som vi have hørt og vide, og vore Fædre fortalte os; 4 at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Priis og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort. 5 Thi han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob, og satte en Lov i Israel, hvilke han bød vore Fædre at kundgjøre deres Børn, 6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn, 7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud, 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud. 9 Ephraims Børn, som vare rustede Bueskyttere, de vendte sig paa Stridens Dag. 10 De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. 11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see. 12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde. 16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder. 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle. 19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken? 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk? 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse, 23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre, 24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse. 26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til. 30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund, 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel. 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser. 36 Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed. 39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage. 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder. 41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød, 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner. 52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord. 53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet. 55 Og han uddrev Hedningerne fra deres Ansigt og lod (Landet) tilfalde dem ved (deres) Arvs Snor, og han lod Israels Stammer boe i deres Pauluner. 56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Derfor forlod han den Bolig i Silo, det Paulun, som han havde sat til at boe udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Styrke i Fængsel, og sin Herlighed, i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv. 63 Ild aad dets unge Mandkjøn, og dets Jomfruer bleve ugifte. 64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin. 66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josephs Paulun, og udvalgte ikke Ephraims Stamme. 68 Men han udvalgte Judæ Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom som Høie, som Jorden, (hvilken) han haver grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne. 71 Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv. 72 Og han fødte dem efter sit Hjertes Fuldkommenhed, og ledede dem ved sine Hænder med megen Forstand.
• Sal 111:4 : 4 Han beskikkede en Ihukommelse om sine underlige Gjerninger, den naadige og barmhjertige Herre.
• Jes 42:9 : 9 See, de forrige Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de skulle oprinde, vil jeg lade eder høre (om dem).
• Jes 65:17 : 17 Thi see, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og de første skulle ikke ihukommes, ei heller opkomme i (Nogens) Hjerte.
• Jer 23:7-8 : 7 Derfor, see, de Dage komme, siger Herren, at de skulle ikke ydermere sige: (Saa vist som) Herren lever, som opførte Israels Børn af Ægypti Land! 8 men: (Saa vist som) Herren lever, som opførte, og som lod Israels Huses Sæd komme (tilbage) af Nordenland og af alle Lande, hvorhen jeg havde fordrevet dem! og de skulle boe i deres Land.
• Dan 9:6-9 : 6 Og vi hørte ikke dine Tjenere, Propheterne, som talede i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre, og til alt Folket i Landet. 7 Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig. 8 Herre! os hører (vort) Ansigts Blusel til, vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. 9 Hos Herren vor Gud ere Barmhjertigheder og Forladelser, endskjøndt vi have været gjenstridige imod ham, 10 og vi have ikke hørt paa Herrens vor Guds Røst, til at vandre i hans Love, som han lod give for vort Ansigt formedelst sine Tjenere, Propheterne. 11 Men al Israel, de have overtraadt din Lov, og de vege af, saa de ikke hørte din Røst; derfor er udøst over os den Forbandelse og den Ed, som er skreven i Mose, den Guds Tjeners, Lov, fordi vi have syndet imod ham. 12 Og han haver holdt sine Ord, som han talede over os og over vore Dommere, som dømte os, og han har ladet stor Ulykke komme over os, (saadan) som ikke er skeet under al Himmelen, saa som det er skeet i Jerusalem. 13 Ligesom skrevet er i Mose Lov, (saa) er alt dette Onde kommet over os; og vi have ikke (ydmygeligen) bedet for Herrens vor Guds Ansigt, saa at vi omvendte os fra vore Misgjerninger og forstode din Sandhed. 14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst. 15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
• Jes 45:5-6 : 5 Jeg er Herren, og Ingen ydermere, uden mig er ingen Gud; jeg vil omgjorde dig, enddog du kjender mig ikke; 6 paa det de skulle vide fra Solens Opgang og fra (dens) Nedgang, at der er Ingen foruden mig; jeg er Herren, og Ingen ydermere,
• Jes 45:14 : 14 Saa sagde Herren: Ægyptens Arbeide og Morlands og de Sabæers Kjøbmandskab, de høie Folk skulle komme over til dig og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme over; de skulle nedbøie sig for dig, de skulle bede for dig, (sigende:) Hos dig alene er Gud, og der er Ingen ydermere foruden (den) Gud.
• Jes 45:18 : 18 Thi saa sagde Herren, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, som gjorde den, beredte den, skabte den ikke øde, men dannede den til at boe udi: Jeg er Herren, og der er Ingen ydermere.
• Jes 45:21-22 : 21 Forkynder (dette) og kommer frem, ja raadfører eder tilhobe; hvo lod dette høres fra fordum? (hvo) kundgjorde det fra den (Tid)? mon ikke jeg, Herren? og der er ingen Gud ydermere uden mig, en retfærdig Gud og Frelser, der er Ingen uden mig. 22 Vender eder til mig og bliver frelste, alle Jordens Ender! thi jeg er Gud, og Ingen ydermere.
• Jes 46:5 : 5 Hvem ville I efterligne mig med eller gjøre (mig) lig? og (hvem) ville I ligne mig ved, og vi skulle være (hverandre) lige?
• Sal 105:1-9 : 1 Takker Herren, paakalder hans Navn, kundgjører hans Gjerninger iblandt Folkene. 2 Synger for ham, synger Psalmer for ham, taler om alle hans underlige Gjerninger. 3 Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte skal glædes, som søge Herren. 4 Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt altid. 5 Kommer hans underlige Gjerninger ihu, som han haver gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme, 6 I, Abrahams, hans Tjeners, Sæd! I, Jakobs, hans Udvalgtes, Børn! 7 Han er Herren vor Gud, hans Domme ere over al Jorden. 8 Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter — 9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak. 10 Og han stillede den for Jakob til en Skik, for Israel til evig Pagt, 11 sigende: Dig vil jeg give Canaans Land, eders Arvs Snor; 12 der de vare en liden (Hob) Folk, ja faa og fremmede deri. 13 Og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folk. 14 Han lod intet Menneske gjøre dem Vold, og straffede Konger for deres Skyld, (sigende): 15 Rører ikke ved mine Salvede, og gjører mine Propheter intet Ondt. 16 Og han kaldte ad Hunger over Jorden, han formindskede alt Brøds Forraad. 17 Han sendte en Mand frem for dem, Joseph blev solgt til en Tjener. 18 De plagede hans Fødder med Jernbolte, han selv kom (til at gaae) i Jern; 19 indtil den Tid, da hans Ord kom, (da) Herrens Tale havde luttret ham. 20 (Da) sendte Kongen hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, han løste ham. 21 Han satte ham til en Herre over sit Huus, og til en Hersker over alt sit Gods, 22 at binde hans Fyrster til sin Villie, og han skulde lære hans Ældste Viisdom. 23 Siden kom Israel i Ægypten, og Jakob blev fremmed i Chams Land. 24 Og han gjorde sit Folk saare frugtbart, og gjorde det mægtigere end dets Modstandere. 25 Han omvendte deres Hjerte, at de hadede hans Folk, at de handlede trædskeligen mod hans Tjenere. 26 Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han udvalgte. 27 De udrettede hans Ords Tegn iblandt dem, og underlige Ting i Chams Land. 28 Han sendte Mørkhed og gjorde det mørkt, og de vare ikke gjenstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vand til Blod, og han dræbte deres Fiske. 30 Deres Land udgav mangfoldeligen Frøer (af sig, indtil) i deres Kongers (inderste) Kammere. 31 Han talede, saa kom der allehaande Utøi, Luus i alt deres Landemærke. 32 Han gjorde deres Regn til Hagel; Ildslue var i deres Land. 33 Og han slog deres Viintræer og deres Figentræer, og sønderbrød Træerne i deres Landemærke. 34 Han talede, saa kom der Græshopper og Oldenborrer, at der var ikke Tal derpaa. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt Førstefødt i deres Land, al deres første Kraft. 37 Og han førte dem ud med Sølv og Guld, og der var ingen Skrøbelig iblandt hans Stammer. 38 Ægypten blev glad, der de droge ud; thi deres Frygt var falden paa dem. 39 Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten. 40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han aabnede en Klippe, og der fløde Vande, de løbe igjennem de tørre (Stæder som) en Flod. 42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener, 43 Og han udførte sit Folk med Glæde, sine Udvalgte med Frydeskrig. 44 Og han gav dem Hedningernes Land, og de eiede Folkenes (Gods, som disse havde havt) Møie (for), 45 paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!
• Neh 9:7-9 : 7 Du er den Herre Gud, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Chaldæa, og du satte hans Navn, (at det skulde være) Abraham. 8 Og du fandt hans Hjerte trofast for dit Ansigt og gjorde en Pagt med ham, at give, (ja) at give hans Sæd Cananitens, Hethitens, Amoritens og Pheresitens og Jebusitens og Girgasitens Land; og du haver holdt dine Ord, thi du er retfærdig. 9 Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav. 10 Og du gjorde Tegn og underfulde Gjerninger paa Pharao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land, thi du vidste, at de havde handlet hovmodeligen mod dem, og du gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag. 11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande. 12 Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa. 13 Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud. 14 Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat, og bød dem Bud og Skikke og Lov formedelst Mose, din Tjener. 15 Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det. 16 Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud. 17 Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke; 18 enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser. 19 Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa. 20 Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst. 21 Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken; dem fattedes Intet; deres Klæder bleve ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke. 22 Og du gav dem Riger og Folk, og delede dem i (hvert) Hjørne, og de eiede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land og Ogs, Basans Konges, Land. 23 Og du formerede deres Børn som Stjerner paa Himmelen, og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Fædre, at de skulde komme og indtage det til Eiendom. 24 Og Sønnerne kom og indtoge Landet til Eiendom, og du ydmygede Landets Indbyggere, Cananiterne, for deres Ansigt, og gav dem og deres Konger og Folket i Landet i deres Haand, at de kunde gjøre med den: efter deres Villie. 25 Og de indtoge faste Stæder og et fedt Land, og eiede Huse, fulde af allehaande Gods, udhugne Grøfter, Viingaarde og Oliegaarde og Træer til Spise i Mangfoldighed; og de aade og bleve mætte og bleve fede og levede i Vellyst ved din store Godhed. 26 Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser. 27 Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand. 28 Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gjøre Ondt for dit Ansigt; saa forlod du dem i deres Fjenders Haand, at de regjerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig, da hørte du af Himmelen og reddede dem efter dine Barmhjertigheder mange Tider. 29 Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov, men de handlede hovmodeligen og hørte ikke dine Bud, og syndede mod dine Rette, hvilke et Menneske skal gjøre og leve ved dem, og de vendte modvilligen Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke. 30 Og du forhalede mange Aar over dem og lod vidne for dem ved din Aand formedelst dine Propheter, men de vendte ikke Ørene dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene. 31 Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud. 32 Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag. 33 Og du er retfærdig i alt det, som er kommet over os; thi du handlede troligen, men vi, vi handlede ugudeligen. 34 Og vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre have ikke gjort (efter) din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem. 35 Thi de tjente dig ikke i deres Rige og i dit det meget Gode, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger. 36 See, vi ere Tjenere idag; ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten deraf og det Gode deraf, see, derudi ere vi Tjenere. 37 Og dets Indkomme bliver formeret for Kongerne, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Bæster efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.